Rutiner og glæden ved det enkle

Rutiner. Vi har vel alle vores. Mere eller mindre. Jeg bryder mig ikke om tanken om rutiner, vaner og faste rytmer. I mine ører lyder det som stagnation, stilstand og passivitet. Nu finder jeg pludselig mig selv i en kontekst, hvor hverdagen er yderst rutinepræget og skemalagt, og måske er det ikke så slemt igen. Den faste rytme giver først og fremmest kernemedlemmerne - de udviklingshæmmede - tryghed i en verden, de ikke har særlig meget kontrol over, og for det andet, så er der brug for struktur for, at det hele overhovedet fungerer, når vi er 9 mennesker under samme tag. Det er ved at være hverdag nu, selvom de 10-12 timer, som jeg arbejder om dagen, 5 dage om ugen, gør, at jeg er meget træt og udmattet, når jeg går i seng om aftenen.

Her er et indblik i en almindelig dag for mig.
(Hvis det bliver for langt så spring ned til efter det i kursiv)

Mit vækkeur ringer 6.45. Så har jeg 30 minutter til at tage et hurtigt bad og hoppe i tøjet. Kl. 7.15 banker jeg på hos Gwenda, som bor i værelset ved siden af mig. Hun er for det meste allerede vågen, når jeg kommer ind. Jeg hjælper hende med blive vasket og at komme i tøjet. Hun har Downs syndrom og er i øvrigt ved at blive dement, så hun har brug for at blive guidet en del. Omkring 7.30 banker jeg på hos Sue, Ken og Patrick - 3 af mine andre bofæller, som også har Downs + lidt andre diagnoser oveni. Sue og Ken klarer det meste selv, og det gør Patrick egentlig også. Han er bare et værre snakkehoved, så han har også brug for at blive guidet for at holde fokus. 

Fra kl. 7.30 til kl. 9 går tiden med at hjælpe alle klar til den nye dag foran os. Morgenmad, madpakker, avislæsning, medicin og søvnige samtaler og en lille smule kaos i én stor pærevælling hver morgen. Kl. 9 tager alle af sted til deres forskellige dagsprogrammer, og huset ånder fred og ro i et øjeblik. Så er der rengøring af køkkenet og alle husets 3 badeværelser, og møder-møder-møder. Vi har møder næsten hver dag - enten et fælles møde for assistenterne fra alle husene, som hører til L'Arche, teammøde for os i Nazirah House, møde for de nyest tilkomne assistenter eller møde med min vejleder. 

Næsten hver dag fra kl. 12 til kl. 15 har jeg 3 timers pause. Vi kalder det "Renewal Time", altså fornyelsestid og det er det virkelig også. Her slapper jeg af, går en tur for at kunne se bjergene, tager ned på en café, har tid med Gud eller skyper med nogle af alle jer hjemme i Danmark. Det er 3 timers ren og skær fryd, som virkelig giver mig energi til resten af dagen. 

Det er der også brug for, for fra kl. 15 og resten af dagen er der gang i den igen. Alle skal hentes fra deres dagprogram, der skal købes ind og løbes ærinder, der skal laves mad og når vi endelig sidder ved bordet, så sidder vi der gerne et par timer. Efter aftensmad er der igen 100 faste rutiner og ritualer inden sengetid. Kl. 20 eller kl. 21 - alt efter om jeg har "night routine", er alle pligter ordnet, og jeg kan lukke døren bag mig ind til mit værelse. De fleste aftener, når jeg lige at læse en mail eller to, tjekke nyhederne og læse lidt i en bog, inden jeg vælter om i min seng, inden jeg skal op igen og gøre det hele forfra.

Min hverdag er altså pludselig blevet meget mere rutinepræget og skemalagt, end jeg er vant til. Og madlavning, vasketøj, madpakker, opvask og rengøring optager min dag en del mere, end det plejer at gøre. Jeg føler mig nogle dage som en husmoder fra 1950'erne. Normalt er jeg ikke den største tilhænger af strukturer og rutine, men her er der alligevel masser af ting at glæde sig over. Først og fremmest så er der en enkelthed over livet her, som på en eller anden måde skærer alt det overflødige væk. Der er ikke så mange ting at forholde sig til eller tænke over, bortset fra hvordan mine bofæller har det. Jeg er trådt ud af den stressede hverdag derhjemme med tusindvis af bekymringer og ind i en hverdag, hvor det ikke drejer sig om mig, og hvor alle de ting, jeg normalt bekymrer mig over, ikke betyder noget som helst. Det er der en stor frihed i, og det føles virkelig som om, jeg har fået en pause foræret.

JA, det er en kæmpe udfordring, at min tid ikke er min egen her, og at jeg ikke er den vigtigste, og JA, alt sammen er ikke lige sjovt. Men jeg tror på, at det er en sund og god beskæring, og jeg tror, at Gud vil lære mig mange ting i den kategori hen over de næste måneder. Det er i hvert fald min bøn.

I morgen har jeg fri, så jeg skal i den grad ud og udforske byen. Det er en anden ting, som er godt ved mine mange arbejdstimer. Fridagene bliver som små, dyrebare skatte!

Kommentarer

Unknown sagde…
Du gør det godt Anne!

/Thomas

Populære indlæg fra denne blog

Undskyld vi er her

Om at tage alene i sommerhus

Gør plads!