Den omvendte verden

"L'Arche is made of simple things. Nothing in L'Arche looks extraordinary. It's all about the amount of love we put into our work and the relationships"

Det sagde min house leader, Svetlana fra Moldova, til mig den anden dag. Jeg synes, at det smukt illustrerer livet her i L'Arche. Fra dag til dag ser det måske ikke ud som om, at arbejdet her betyder ret meget. Men pga. den kærlighed og værdighed som hersker her, så ér L'Arche en modkultur - et tegn på at en anden vej er mulig. I lande over hele verden - selv i Danmark indtil for få årtier siden - har mennesker med handicaps lidt større smerte, end de fleste er bevidste om. Behandlingen har været inhuman og ubegribelig. Mennesker er blevet stuvet af vejen og isoleret i kæmpe institutioner og mest af alt behandlet som dyr uden andre behov end føde og husly. I dag er vi heldigvis blevet klogere, og jeg synes, vi gør et flot arbejde i Danmark.

En af mine house mates, Sujit, er fra Indien og han  har arbejdet i det L'Arche Community, som er i Calcutta. Her ser virkeligheden anderledes ud. Jeg har hørt, at kun spedalskhed stigmatiserer dig mere end det gør, hvis du har et handicap. Udviklingshæmmelse bliver set som Guds straf, som komplet vanærende og uacceptabelt. Oftest bliver de handicappede og deres familier udstødt fra det resterende samfund, og de står helt alene i et land, hvor fællesskab og familie er altafgørende.

I L'Arche bliver alle derimod budt velkommen som de er - med de begrænsninger og de gaver, som hver enkelt bærer på. Det gælder både i Indien, i Canada og alle andre steder. Det kan hurtigt komme til at lyde som en kliché, men jeg begynder at ane, hvor stort og radikalt anderledes det rent faktisk er. Jeg begynder også at se, at gaverne måske ikke er defineret, som man normalt ville gøre det. I L'Arche (og ikke mindst i følge Jesus) er tingene ofte på hovedet. Jeg har hørt nogle kalde Guds rige for "The Upside-down Kingdom".

L'Arche bygger først og fremmest på Saligprisningerne, som Jesus lister op i Bjergprædikenen (Matt 5,2ff):
Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.
Det er alt sammen statements, som ikke rigtigt giver mening i vores verden, som priser alt, der er perfekt, succesfuldt og stærkt. Men Gud vender op og ned på det. Måske har jeg i virkeligheden masser at lære af mine udviklingshæmmede house mates. Måske vil de i virkeligheden give mig mere, end jeg kan give dem. Måske er det i deres såkaldte svagheder, at deres styrker også gemmer sig. Måske handler det mere om omverdenens manglende evne til at favne deres anderledes tilgang til livet og hverdagen.

Paulus siger på et tidspunkt, at når han er magtesløs, så er han stærk, fordi Guds magt udøves i magtesløshed. (2 Kor 12). Hvis det er sandt, så er de handicappede, som jeg nu arbejder og bor med nogle af de stærkeste mennesker i verden.

Kommentarer

Ivan sagde…
Stærkt indlæg Anne. Det lyder til at være en god tur!
Anne S sagde…
Tak, Ivan! Det ér en god tur, og jeg lærer meget. Jeg håber, du har det godt, og at du nyder 6. semester :)

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Rod

Vær velkommen, Ventetid