Et syngende hjerte

I går da jeg gik ind på Patricks værelse lidt over kl. 22 for at hjælpe ham med at børste sine tænder, sad han ved sit skrivebord og tegnede, mens han lyttede til musikken, som han havde skruet fuldt op for. I weekenden havde han fået en ny cd af sin mor med lovsangs-musik, dvs. kristne sange om Gud og livet med Ham. Begejstret fik han mig til at sætte mig ned, og han halvråbte med munden tæt på mit øre, at jeg skulle lytte godt efter teksten, hvorpå han spolede hen til en ny sang.

Første vers i sangen lød således: 
Let now the weak say "I have strength
By the Spirit of power that raised Christ from the dead"
Let now the poor stand and confess
That "My portion is Him and I'm more than blessed"
Jeg må indrømme, at jeg fik tårer i øjnene, da jeg så hen på Patrick, og han ivrigt klappede i hænderne og bevægede sin krop til musikken. Jeg kendte sangen i forvejen, men det var som om, jeg forstod teksten på en ny måde denne gang. Patrick er i omverdenens øjne et svagt menneske. Han kan ikke klare sig selv, og han har brug for støtte til at få hverdagen til at fungere. Han er fattig på sprog, på kognition og intellekt. Men han har fundet sin styrke og sin rigdom i Kristus.

Jeg oplever det samme med de andre kernemedlemmer i mit hus, og når jeg er til Community Prayer med resten af L'Arche Greater Vancouver. De, som er udviklingshæmmede, bygger ikke deres tro på deres intellekt - deres tro kommer fra hjertet. De behøver ikke at kunne forstå Treenigheden eller andre teologiske mysterier. De forsøger ikke at bevise Guds eksistens. De stiller ikke alt for store spørgsmål, som dybest set er ligegyldige. De modtager bare Guds kærlighed med åbne hænder, fulde af tillid.

Jeg har en tendens til at komplicere alting. Jeg kan tænke det meste i stykker. Ind til videre oplever jeg, at de udviklingshæmmede, som jeg nu deler hverdag med, gør det modsatte. De gør alting mere simpelt og enkelt.

Det er befriende, og det takker jeg Gud for i dag.


Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Billede
I torsdags var der premiere på den nye dokumentarserie "Undskyld vi er her" på DR1. Her følger man tre unge kvinder med Downs syndrom og får et indblik i deres hverdag, tanker, drømme og føleleser. Jeg har set første afsnit online, og desuden set et interview af én af pigerne i Aftenshowet, hvor hun blandt andet taler om fordommene mod mennesker med Downs, og hvad hun tænker om det faktum, at der bliver født færre og færre børn med Downs. Hun er helt fantastisk! Jeg ved godt, at det for mange er en følsom debat, og at der er mange komplekse følelser i spil, men denne dokumentar er mest af alt glad og livsbekræftende. Ja, det lyder som en kliché, men se den alligevel :) Jeg synes, det er skønt at se, hvordan pigerne dybest set er som os andre med de samme følelser, håb og drømme, som vi alle grundlæggende har. Det glemmer vi nogle gange i en tid, hvor vi i dén grad stræber efter det perfekte og på mange måder frygter svaghed. L'Arche, som jeg nu er en del af, er en
Læs mere

Rod

Jeg har rod i livet. Ofte, igen og igen og måske endda en lille smule kronisk. Ikke på den måde, at mit liv ikke er godt, eller at jeg ikke kender mig selv. Men på den måde, at jeg igen og igen kommer til kort, fejler eller må se min magtesløshed og uperfekthed i øjnene. En stor del af mig prøver at kæmpe imod stræbe efter det perfekte og polerede. Jeg mener, hvem vil ikke gerne tage sig godt ud og udstråle succes, overskud og "the admirable life"? Nogle mener i dag, at magtesløshed er vores tids store tabu. Jeg tror på, at det er en rigtig analyse. Det er i hvert fald et af mit livs store tabu. Jeg prøver ihærdigt at ignorere, når tingene igen går skævt, eller når jeg igen føler mig lille. Men hvad sker der, når jeg nægter at vise mennesker omkring mig, at jeg faktisk har rod i livet og ikke har lige så meget styr på sagerne, som jeg synes, at jeg burde? Hvad sker der, når vi kollektivt nægter at indrømme det over for hinanden? I mindste fald skaber det en urealistisk
Læs mere

Vær velkommen, Ventetid

Det er advent. En af mine yndlingssæsoner i løbet af året. Tiden, som på så mange niveauer lyser op i mørket. Helt konkret, når vi tænder levende lys i årets mørkeste måned, og lige så konkret, men dybere og større, når vi mindes, at Gud selv lod sig føde for at bringe alting tilbage til det, som hele tiden var meningen. I år er adventstiden for mit vedkommende anderledes, end den plejer. Meget anderledes. Det er min første jul uden for Danmark, uden min familie og uden alle de vante og velkendte traditioner, som normalt er så fast en del af netop denne tid. Det giver mulighed for at favne adventstiden og julen på en ny måde, og jeg kan mærke, at der skæres ind til benet ift. hvad jul virkelig er. Advent handler jo om at vente. Måske er det med til at gøre denne tid til en modkultur til den verden, som ellers præger os, hvor det meste handler om instant happiness, konsumerisme, produktivitet, handlekraft og succes. Advent handler om at turde håbe, turde give slip og turde ve
Læs mere