Betragtninger

I år læser jeg en bog af Bonhoeffer med daglige reflektioner over advent. Det er en del af mit perfekte morgenritual, inden dagen går i gang. Det er sjovt, så nemt det pludselig er at stå tidligt op før alle andre, når man kan se frem til en halv times kvalitetstid med Gud, kaffe, stearinlys og pakkekalender fra mine kære veninder og mor! You should try it - sådanne dage kan kun blive gode! Her er et uddrag af adventsteksten for et par dage siden: "Celebrating Advent means being able to wait. Waiting is an art that our impatient age has forgotten. It wants to break open the ripe fruit when it has hardly finished planting the shoot. But all too often the greedy eyes are only deceived; the fruit that seemed so precious is still green on the inside and disrespectful hands ungratefully toss aside what has so dissapointed them. Whoever does not know the austere blessedness of waiting - that is, of hopefully doing without - will never experience the full blessing of fulfillm

Det er advent. En af mine yndlingssæsoner i løbet af året. Tiden, som på så mange niveauer lyser op i mørket. Helt konkret, når vi tænder levende lys i årets mørkeste måned, og lige så konkret, men dybere og større, når vi mindes, at Gud selv lod sig føde for at bringe alting tilbage til det, som hele tiden var meningen. I år er adventstiden for mit vedkommende anderledes, end den plejer. Meget anderledes. Det er min første jul uden for Danmark, uden min familie og uden alle de vante og velkendte traditioner, som normalt er så fast en del af netop denne tid. Det giver mulighed for at favne adventstiden og julen på en ny måde, og jeg kan mærke, at der skæres ind til benet ift. hvad jul virkelig er. Advent handler jo om at vente. Måske er det med til at gøre denne tid til en modkultur til den verden, som ellers præger os, hvor det meste handler om instant happiness, konsumerisme, produktivitet, handlekraft og succes. Advent handler om at turde håbe, turde give slip og turde ve

Note: Det her indlæg bliver forvirrende og uden nogen happy ending, hvor alting går op i en højere enhed. Kom gerne med inputs, hvis du har nogle tanker ift. det hele... Jeg arbejder jo som bekendt med udviklingshæmmede her i L'Arche, Vancouver, og én af dem, jeg bor sammen med har desuden også fremskreden Alzheimers. Jeg er p.t. ved at læse en praktisk-teologisk bog omkring gudsforhold og demens (se her ). To af bogens kernespørgsmål er: - Hvem er jeg, når jeg har glemt, hvem jeg er? - Hvad vil det sige at elske Gud og blive elsket af Gud, når jeg har glemt, hvem Gud er? Uanset om man har demens inde på livet eller ej, så tror jeg at det er vigtige spørgsmål at stille, fordi vores svar vil sige noget afgørende om, hvem Gud er, hvordan vi kan kende ham, og hvordan vi behandler andre mennesker som ikke tænker/abstraherer ligesom, vi selv gør. Da jeg i sin tid arbejdede på et plejehjem, kom jeg hos en mand med demens. Han var tidligere præst, og hans familie fortalte, hvord

I dag er en god dag, og jeg føler mig lidt ekstra modig, så hvorfor ikke blæse på et af vores tids største tabuer og skrive lidt om økonomi? Jeg håber, at mine ord vil være til opmuntring, og at alle, som læser med, forstår, at jeg bare forsøger at være ærlig og åben om noget af det i vores kultur, som er allersværest men også allervigtigst at tale om: Penge - eller rettere sagt, hvordan vi kan bruge dem på en måde, som er til velsignelse og ikke bare fodrer vores egen egoisme og selvcentrerethed. Hvem vil ikke gerne være kendt som et generøst menneske? Jeg vil i hvert fald gerne. Jeg vil gerne være generøs med mine evner, min tid, min kærlighed og ikke mindst med mine penge. Alligevel er der en kamp inden i mig. Måske kender I det fra jer selv. Jeg vil oftest allerhelst bruge min tid og mine penge på mig selv. Men sådan ønsker jeg ikke at leve, og sådan et menneske ønsker jeg ikke at være. I tiden inden jeg tog her til Canada, syntes jeg, at det lige så langsomt var blevet sværer

Det har regnet stort set uafbrudt den sidste måned. I store mængder. I følge statistikkerne 3 gange så meget som i Danmark. Vemodet sniger sig ind alle steder. Nogle dage er det det behagelige vemod, som fylder mig med nostalgi og lyst til at hygge indendøre. Andre dage ligner det mest af alt hjemve. Jeg kan godt mærke, at jeg har været af sted i 3 måneder, og at der er mange, jeg savner derhjemme. Livet her i Vancouver er for alvor blevet hverdag nu. Der er intet uforudsigeligt over dagene længere. Jeg kender rutinerne, og jeg kender min plads i dem. Det er lige her, midt i alt det mondæne, at det er vigtigt at finde hverdagsguldet og skønheden i de små ting, som så nemt bliver overset. I den sidste uge har jeg glædet mig over: - Musiklytning sammen med Gwenda. Det kan godt være, at hun normalt kun er i stand til at kommunikere med en håndfuld ord, men så snart hun hører sine gamle albums fra 80'erne, så kan hun stadig teksterne udenad! - Patrick, som er årsag til så ma

Kender I det, at man befinder sig et sted, hvor man pludselig indser, hvor lille man er, og hvor stor Gud er? Dén følelse havde jeg gentagne gange, da jeg var på 5 dages roadtrip i Rocky Mountains i sidste uge. Gid jeg kunne beskrive det hele med ord. Men hvordan skulle jeg kunne det, når jeg ikke engang kan rumme det hele i mit sind? Alting var så voldsomt. De gigantiske bjerge og de dybe søer. Træerne. Den tynde og friske bjergluft, som fyldte ens lunger, når man hikede i et solidt tempo for at holde varmen. Farverne. De mørkegrønne grantræer. Løvtræernes gyldne efterårsfarver. Bjergsøernes turkisblå vand. Bjergene som skiftede farve i løbet af dagen. Fra metalgrå til mørkeblå eller lilla efter solnedgang. Den tætte hvide tåge, som om morgenen holdt alting skjult som en skattet hemmelighed, som kun ville blive røbet for de særligt udvalgte. Følelesen af uendelighed. Bjergene, som stod som uforanderlige konstanter i horisonten, vidnende om forsvundne tider. De tætte skove, s

Jeg kan godt lide at tage på café med venner. De fleste, som kender mig, ved, at jeg også ind i mellem (læs: ofte) har brug for at sidde på en café alene med en god kop kaffe og min notesbog, imens jeg ser på mennesker, tænker og bare er.  Jeg kan lide det, og jeg tænker ikke over, at jeg sidder alene. Det gør andre åbenbart, og flere har sagt til mig, at de aldrig selv kunne finde på det. Det er pudsigt, for jeg plejer ellers at være den selvbevidste type, der ikke bryder sig om at stikke for meget ud. Her i Canada er der en anderledes kultur end hjemme i Danmark. Caféerne har en anden funktion. Der er Wi-Fi de fleste steder, og på en typisk café sidder der flere alene med deres laptops og arbejder, end der sidder veninder hen over en Café Latte. Her bliver jeg ikke set skævt til, hvis jeg sidder i timevis det samme sted, for formentligt er der flere, som allerede sad der, da jeg kom, og som stadig sidder der, når jeg går igen. I dag havde jeg særligt brug for tid

I går da jeg gik ind på Patricks værelse lidt over kl. 22 for at hjælpe ham med at børste sine tænder, sad han ved sit skrivebord og tegnede, mens han lyttede til musikken, som han havde skruet fuldt op for. I weekenden havde han fået en ny cd af sin mor med lovsangs-musik, dvs. kristne sange om Gud og livet med Ham. Begejstret fik han mig til at sætte mig ned, og han halvråbte med munden tæt på mit øre, at jeg skulle lytte godt efter teksten, hvorpå han spolede hen til en ny sang. Første vers i sangen lød således:   Let now the weak say "I have strength By the Spirit of power that raised Christ from the dead" Let now the poor stand and confess That "My portion is Him and I'm more than blessed" Jeg må indrømme, at jeg fik tårer i øjnene, da jeg så hen på Patrick, og han ivrigt klappede i hænderne og bevægede sin krop til musikken. Jeg kendte sangen i forvejen, men det var som om, jeg forstod teksten på en ny måde denne gang. Patrick er i omverdenens ø

Indrømmet. Min nye hverdag er temmelig skør. Prøv at se det følgende for jer: Jeg sidder i stuen og lægger neglelak sammen med Gwenda. Hun kigger skiftevis fascineret  ned på sine nymalede negle og op på mig, hvor hun igen og igen siger enten "How are you?" eller "I like you!" med et smil. Min indiske med-assistent sidder i sofaen og ser en cheasy Bollywood-film i fjernsynet. Han synger entusiatisk med på alle sangene. Min moldaviske house mate laver suppe i køkkenet, East European Style, mens hun taler i telefon med sin mor. Nedenunder kan jeg høre, at Patrick er gået i bad, hvor han har højlydte samtaler med sig selv om alverdens ting. Ken og Sue er gået ind på deres værelser - sikkert for at finde lidt fred og ro midt i al kaoset. Lidt flere øjeblikke fra denne uge:

Vancouver ligger bogstaveligt talt for foden af Grouse Mountain. Det tager bare 30 min at komme dertil med bus fra centrum, og man kan se bjerget stort set hvor end, man befinder sig i byen. Det er nemt kende fra de andre bjerge i bjergkæden på grund af vindmøllen, som står på toppen. Dér var jeg i går! På toppen af Grouse Mountain! I did it! I did the Grouse Grind! På 2 timer og 7 minutter gennemførte jeg hiken op ad bjerget. Det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort, og jeg er så stolt. Følelsen, da jeg stod på toppen var fantastisk! Svedig og med hamrende hjerte kunne jeg se ud over bjergsiden, Vancouver og English Bay, og jeg var følte mig lykkelig! Måske var det udsigten. Måske var det den brusende stolthed. Måske var det endorfinerne og adrenalinen i min krop. Men én ting er sikkert: jeg vil prøve igen - og denne gang måske på under 2 timer :-) Hiken er ikke lang - bare 3 km, men den har en gennemsnitlig stigning på 30%. Nogle steder er der trin, som du kan gå

"L'Arche is made of simple things. Nothing in L'Arche looks extraordinary. It's all about the amount of love we put into our work and the relationships" Det sagde min house leader, Svetlana fra Moldova, til mig den anden dag. Jeg synes, at det smukt illustrerer livet her i L'Arche. Fra dag til dag ser det måske ikke ud som om, at arbejdet her betyder ret meget. Men pga. den kærlighed og værdighed som hersker her, så ér L'Arche en modkultur - et tegn på at en anden vej er mulig. I lande over hele verden - selv i Danmark indtil for få årtier siden - har mennesker med handicaps lidt større smerte, end de fleste er bevidste om. Behandlingen har været inhuman og ubegribelig. Mennesker er blevet stuvet af vejen og isoleret i kæmpe institutioner og mest af alt behandlet som dyr uden andre behov end føde og husly. I dag er vi heldigvis blevet klogere, og jeg synes, vi gør et flot arbejde i Danmark. En af mine house mates, Sujit, er fra Indien og han  har arbejd

I torsdags var der premiere på den nye dokumentarserie "Undskyld vi er her" på DR1. Her følger man tre unge kvinder med Downs syndrom og får et indblik i deres hverdag, tanker, drømme og føleleser. Jeg har set første afsnit online, og desuden set et interview af én af pigerne i Aftenshowet, hvor hun blandt andet taler om fordommene mod mennesker med Downs, og hvad hun tænker om det faktum, at der bliver født færre og færre børn med Downs. Hun er helt fantastisk! Jeg ved godt, at det for mange er en følsom debat, og at der er mange komplekse følelser i spil, men denne dokumentar er mest af alt glad og livsbekræftende. Ja, det lyder som en kliché, men se den alligevel :) Jeg synes, det er skønt at se, hvordan pigerne dybest set er som os andre med de samme følelser, håb og drømme, som vi alle grundlæggende har. Det glemmer vi nogle gange i en tid, hvor vi i dén grad stræber efter det perfekte og på mange måder frygter svaghed. L'Arche, som jeg nu er en del af, er en