At bestige bjerge

Vancouver ligger bogstaveligt talt for foden af Grouse Mountain. Det tager bare 30 min at komme dertil med bus fra centrum, og man kan se bjerget stort set hvor end, man befinder sig i byen. Det er nemt kende fra de andre bjerge i bjergkæden på grund af vindmøllen, som står på toppen.

Dér var jeg i går! På toppen af Grouse Mountain! I did it! I did the Grouse Grind! På 2 timer og 7 minutter gennemførte jeg hiken op ad bjerget. Det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort, og jeg er så stolt. Følelsen, da jeg stod på toppen var fantastisk! Svedig og med hamrende hjerte kunne jeg se ud over bjergsiden, Vancouver og English Bay, og jeg var følte mig lykkelig! Måske var det udsigten. Måske var det den brusende stolthed. Måske var det endorfinerne og adrenalinen i min krop. Men én ting er sikkert: jeg vil prøve igen - og denne gang måske på under 2 timer :-)

Hiken er ikke lang - bare 3 km, men den har en gennemsnitlig stigning på 30%. Nogle steder er der trin, som du kan gå på. Andre steder må du kravle/klatre henover store klippesten.

Selvom jeg svedte, så det løb af mig, og mit hjerte næsten hamrede ud af mit bryst, så er det noget af det fedeste, jeg længe har prøvet. Stemningen på hiken var fantastisk god. Alle var pressede, folk bandede, men alle smilede til hinanden, når man enten blev overhalet eller overhalede en anden på vores fælles kamp op ad bjerget. Der var virkelig en følelse af, at "vi gør det her sammen" - selv når man blev overhalet af en superfit fyr, som løb op af det stejle terræn.

Det var virkelig hårdt! Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv, men det var det altså! Jeg havde besluttet, at jeg ville klare det uanset hvad, og med de pauser jeg behøvede undervejs. Min tid på omkring 2 timer er normalt for førstegangs-grinders, så jeg er godt tilfreds. Nogle af de garvede lokale klarer hiken på under 1 time, hvilket jeg næsten ikke kan begribe!

På vejen op passerede jeg en gammel dame på 70-80 år, som gik i et langsomt, men støt og målrettet tempo opad med sin vandrestav i den ene hånd. Da jeg var nede for foden af bjerget igen, endte vi med at stå og vente på den samme bus videre. Jeg var nysgerrig og startede derfor en samtale med hende. Hun fortalte, at hun har gået hiken jævnligt i over 30 år, og hun vil fortsætte indtil hendes knæ ikke kan mere. I dag går hun den en gang om ugen!! Hun er stoppet med at tage tid, fordi hun er blevet for langsom, men da hun var yngre gik hun den på under 1 time. Hun var så sej!

Hun anbefalede mig i øvrigt at gå The Grind i regnvejr. "Det er så forløsende", fortalte hun mig, "og regnen betyder ingen ting, fordi du jo alligevel bliver gennemblødt af sved." Hun har en pointe. Måske er det et projekt for det kommende efterår.

Jeg har lidt følelsen af, at jeg kan klare hvad som helst nu. Man siger, at tro flytter bjerge, men jeg tror også, at bjerge - eller dét, at bestige dem - flytter tro. Det giver i hvert fald et selvtillids-boost uden lige!

Her er lidt billeder fra min dag:


Grouse Mountain set fra turen med Sea Bus mellem Downtown og North Vancouver:


 "Don't look down!":




Klipper, træer og bjerge. What more to wish for?




Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Undskyld vi er her

Om at tage alene i sommerhus

Gør plads!