Betragtninger

Det er blevet den måned, hvor soltimerne er allerfærrest, og hvor jeg almindeligvis har brug for at gå i hi og gøre alting lidt mere omhyggeligt og langsomt. Men jeg har pludselig mere travlt, end jeg har haft i flere måneder. Nu bliver de få timer med dagslys brugt på benhård arbejds-hverdag og voksenlivs-jongleren. Novemberdagene er måske endnu kortere, end de plejer, men det gør heldigvis ingen ting. Det er jo det, jeg har bedt om, drømt om og håbet på. Jeg har derfor lidt ekstra brug for stilleaftener, lysegrønne hyacint-skud og hjertevarme i den her tid. Og min yndlings-november-vise! Når jeg åbner mit vindue på en vindstille dag, kan jeg høre den blive spillet af rådhusklokkerne inde i midtbyen. Det er en af de små stjerner her i mørket, og min bøn er, som i visen, at mit hjerte må lyse op - både i mig og omkring mig!

Kræft kan være dødeligt. Det samme kan depression. Det samme kan mørket, skammen, skylden, smerten, håbløsheden og ensomheden, som følger med. Jeg har tøvet med at skrive på bloggen om psykisk sygdom. Fordi det er mit arbejde. Fordi det er en del af min egen historie. Fordi jeg mere og mere ser, at det er her Gud bruger mig og vil bruge mig. Jeg har tøvet. Ikke fordi jeg ikke har noget at sige. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal starte. Nu starter jeg her. Ved Robin Williams. Fordi vi alle sammen er mere eller mindre kede af det og rystede over den tragiske nyhed om hans død. Det er ikke bare fordi, vi alle elskede ham, men fordi hans selvmord pludselig gjorde hans smerte, mørke og kamp mod depression så tydelig, håndgribelig og tæt på. Det minder os om vores egne livskampe, og det minder os om alle dem, vi kender som - lige nu, i dag - kæmper den samme kamp som Robin. Og ja, vi kender alle nogen. Statistikkerne siger det hele. Jeg ville skrive om, hvorfor psykisk sygdom ikke bar

Det er spændende, når alting pludselig er muligt, og intet længere  er givet. Jeg elsker at lade mig rive med og drømme vidt og bredt, og jeg elsker blanke sider, som skal fyldes. Men i de sidste ugers post-færdiguddannelse har jeg tænkt meget over, hvad - eller hvem - mit liv i virkeligheden handler om. Jeg har brug for et anker, der holder mig fast og som fortæller mig, at mit liv ikke bare handler om mig og om, hvorvidt jeg lykkes. Denne jobsøgnings-tid er på mange måder så fuld af selvrealisering, fokus på egne kompetencer, styrker og succes, og jeg tager vigtige skridt i at skrive et afgørende kapitel i min egen historie. Men mit liv drejer sig dybest set ikke om mig. Jeg er et lille komma i Den Store Historie om Gud og hans genoprettelse af vores jord. Mit liv handler ikke om, hvordan jeg får skabt den bedst mulige hverdag med et fantastisk og lærerigt job. Mit liv handler ikke om, hvordan jeg bedst muligt får skabt tryghed og base i mit liv. Det handler ikke om, at jeg skal

Jeg er færdiguddannet. Det klinger stadig underligt i mine ører, men det er jeg altså, og jeg forsøger at hilse dagpengesystemet, voksende forpligtelser og ægte voksenliv velkomment. Det er sommer på den gode måde, og solen skinner på mig. I bogstaveligste forstand, men jeg er måske også mere lykkelig, end jeg har været meget længe. Flyvende endda. Over 4 års studier, som jeg klarede, over fremtidshåb, over alt det Gud har givet mig det sidste år, over retning og følelsen af kald over mit liv. Min nye identitet - socialpædagog og diakon - smager sødt, og jeg forsøger lige så roligt at vende stemmebåndet og ørene til at sige det og høre det blive sagt. Det er mig nu. Det er min fremtid. Verden føles åben og ny, selvom der i praksis ikke kommer til at ske så mange store forandringer. Jeg bliver i Aarhus, og jeg bliver boende i min skønne lejlighed i villakvarteret. Det er nok mere en indre ting. Som sådan noget jo ofte er. Jeg aner ikke, hvad næste kapitel kommer til at indebære, o

Det er en helt særlig tid. Lige straks er det sommer og de lyse nætters tid. Lige straks vil jeg lade mig fylde af solskinstimer og frihedsfornemmelser. Lige straks. Om to ugers tid helt præcist. Så er bacheloren færdigskrevet og forsvaret, og jeg er officielt færdiguddannet. Det er en tid med tusind afslutninger og lige så mange nye begyndelser, og jeg er begejstret for det hele. Det er en helt særlig tid. Men lige nu hvirvler tornadoen fremad i fuld kraft, og det eneste jeg kan gøre er at give slip og hvirvle med den stærke vind. Måske er jeg ved at være lidt rundtosset, og måske har jeg mistet orienteringen en smule, men uanset hvad så ved jeg, at jeg lige pludselig, før jeg aner, vil lande i nyt, åbent land. Det vil sikkert føles, som om jorden sejler under mine fødder, og som om jeg er faret en lille smule vild uden noget landkort på mig. Men jeg ved, at jeg bare skal rejse mig op, genfinde balancen, kigge ud over horisonten og forsøge at finde nogle nye pejlemærker - og så

Nu har jeg boet over 1 år på den lille villavej i Aarhus V, hvor der enten dufter af brændeovnsrøg eller grill, alt efter sæsonen. 1 år. Det er længere tid end noget andet sted, jeg har boet, siden jeg flyttede hjemmefra for 6 år siden. 1 år. Det betyder spirrende rødder og en underlig ro, jeg ikke har følt længe. Det betyder, at jeg har oplevet alle årstiderne fra det samme vindue, det samme perspektiv. Det betyder, at jeg siger hej til de søde kassedamer i min Rema. Det betyder, at jeg kan finde vej i mit kvarter. Det betyder en base og et udgangspunkt. Begge dele noget, jeg har negligeret betydningen af i flere år.  Jeg frygtede, at det ville betyde stilstand og kompromis. Jeg frygtede, at jeg ville blive mindre fleksibel og mere bundet. I stedet kan jeg mærke, at det sætter mig fri og giver mig energi til rent faktisk at være tilstede i de ting, der er vigtige for mig og investere i de ting, der giver mening. Det giver mig en havn at søge hjem til, når bølgerne er gået for højt

Ud! Jeg vil ud! Ud i lyset. Ud hvor himlen er højt oppe, og hvor tankerne kan flyve frit. Ud fra de små, mørke rum. Ud fra vinterhiet. Ud fra indeklemte følelser og vintertriste hjerter. Ud hvor tingene begynder at spire og gro, og hvor alting om lidt emmer af liv og af kraft. Ud hvor fuglene synger, og kinderne bliver røde, fordi solen endnu er kølig og lavtstående. I dag tog jeg solbriller på bare fordi. Nu sidder jeg i et solbeskinnet vindue med god kaffe på ét af yndlingstederne med en bunke artikler, som jeg langsomt læser mig igennem, mens jeg tænker store tanker.  I weekenden var jeg på arbejde, hvor jeg havde en lang samtale med en frustreret pårørende, som på kafkask vis og helt reelt føler sig smidt rundt i et uigennemskueligt og snørklet system, som jeg jo er en del af. Hvor håber jeg på en dag at kunne se tilbage på et arbejdsliv, hvor jeg har været med til - enten i det store eller det små - at forbedre psykiatrien i Danmark. Der er intet så motiverende som lidt so

Jeg er sådan én, der venter rigtig meget. Sådan tror jeg egentlig mange af os er. Jeg kan ikke lige gennemskue, som det er noget, som gør sig mere gældende i vores samfund i dag end tidligere, men det kræver ikke meget meta-refleksion at konstatere, at vi er ret dårlige til at være i nuet og generelt bruger meget tid på at fokusere på dét, som kommer. Med hele mindfulness-bølgen så bliver det ofte fremstillet som noget negativt, men hvorfor egentlig det? Jeg kan godt lide at have noget at vente på, noget at glæde mig til, og nogle gange fylder det mit øjeblik her og nu med endnu større glæde, når jeg kan dagdrømme en lille smule om alt det gode, som ligger foran mig i stort og småt. Forventningsglæden, that is. Jeg har tit store planer og spontane, fikse idéer, som jeg i øjeblikket er fuld af tiltro til, men som på sigt ofte ikke bliver til noget. I skulle have set mine lister over ting, jeg skulle have nået til jul - eller mere aktuelt; ting, jeg skal gøre, når solen for alvor bryder

Nytåret kom og gik med regnvejr, travlhed og den lille smule indre kaos, som hører sig til i overgangstider med eksamensopgaver, der skal skrives, farvelknus, som skal gives og kapitler, der skal afsluttes. Det hele efterlod mig en lille smule svimmel og løsrevet. Fyldt med taknemmelig over et semester, som kom til at overgå alle mine forventninger, men træt ind til min inderste kerne. Så skete det heldigvis. Endelig endelig endelig. Efter mange tætskrevne sider om kloge psykiatri-ting, og en praktik, der for alvor var slut, så kunne jeg igen begynde at løfte blikket mod dét foran mig. Sneen lagde sig som en afdæmpende dyne over det hele, og jeg tog i sommerhus for at finde dén der tidslomme, hvor der er plads til at tænke og trække vejret i et roligere tempo. Og der var jeg så. I et nordvestligt hjørne af Danmark. Alene, for på denne årstid søger de fleste folk åbenbart til Thailand, hvor der er solskin og drinks. Jovist, det ville da også have været dejligt, men lidt stilhed og v

Det sner udenfor. Jeg har p.t. ingen lampe over mit spisebord, hvor jeg sidder ligenu, og må klare mig med stearinlys. Det er ok. Det understreger blot min følelse indeni. Jeg burde skrive specialiseringsopgave, men min krop er stadig fyldt af den netop afsluttede praktik og træthed oven på arbejdstravlhed siden før jul. Alt i mig trænger til at stoppe op, mærke efter, mærke mig selv, samt gøre status over det forgangne år og tune ind på det forestående. Jeg har ikke haft ro til noget af det endnu. Ikke engang lidt basic nytårsreflekteren. Jeg skubber det hele foran mig, indtil jeg om halvanden uge endelig kan isolere mig selv i et sommerhus på vestkysten. Alene. De fleste, jeg har fortalt det til, har reageret ved enten at smile overbærende af mig eller bare tænke ved dem selv, at jeg er lidt sær. So be it. Det er jeg sikkert. Men åh, hvor kan jeg mærke, at netop lidt ensomhed, havluft og brændeovns-knitren er det eneste, jeg har brug for lige nu. Indtil da er det eneste, jeg kan