Betragtninger

Det er efterår, og jeg går rundt med en kastanje i lommen. Både fordi den er så glat og fin at røre ved, og fordi den minder mig en lille smule om døden. Ikke på en eller anden dyster og begrænsende måde, men på en måde, som minder mig om, at ingenting må tages for givet. Eller måske i virkeligheden det modsatte. At alt skal tages for givet. For givet. Af Gud. Det klinger næste af kliché; "Livet er en gave". Men alligevel så er kastanjen blevet min mikro-version af en nær-døds-oplevelse, og jeg kan ikke holde den i hånden uden at glæde mig til forårets udsprungne kastanjetræer. Jeg er ikke én af dem, der buldrer højt om, at lidelse er til for, at vi kan mærke glæden, det gode og det smukke. Jeg synes nemt, at det negligerer og underkender den smerte, den sørgende og forpinte står midt i. Lidelse og smerte er noget lort. På alle måder. Jeg er fuldt ud overbevist om, at det aldrig er Guds intension, at vi kommer ud for de ting i livet, der slår os ud af kurs. Men jeg er lige så...

I dag har jeg brugt min fridag på at læse om religiøsitet blandt psykisk syge. Jeg har allerede set det masser af gange på de to måneder, jeg nu har arbejdet i socialpsykiatrien; Tankerne om Gud, kampen mellem det gode og det onde, engle og dæmoner. Nogle gange bliver det opfattet som almindelige eksistentielle overvejelser. Andre gange som uforståelige psykotiske symptomer. Jeg tror, at psykisk sårbare mennesker på mange måder er tvunget derud, hvor de er nødt til at stille de store spørgsmål. You know.  "Hvorfor?", "hvad er meningen med mit liv?", osv. Alle ekstremerne er så nærværende i deres liv. Lidelse/lykke, liv/død, afmagt/håb, lys/mørke, krig/fred. Men er det ikke lige så aktuelt for os andre at stille de spørgsmål? Glemmer vi ikke bare at stille dem i det komfortable, mondæne hverdags-trummerum?  Sindet er en slagmark. Det, tror jeg, gælder os alle. Hos nogle har slaget bare været så voldsomt og langvarigt, at alt ser øde, livløst og blodigt ud, og det er ...

Jeg kender til sjælesmerte. Back in the days. Nogle af jer kender den lange historie. I dag virker det som evigheder siden. Det er det ikke - snarere 7-8 år. Jeg er overvældet ved tanken om, hvad der kan ske på knap et årti. I dette halvår arbejder jeg med unge, som er dér, hvor jeg måske selv havde været, hvis ikke jeg havde fået hjælp - fra Gud og fra mennesker. Deres smerte virker så langt væk fra mit eget liv i dag. Jeg tager mig selv i at læse dystre digte af Tove Ditlevsen og egne gamle dagbogsnotater. Jeg prøver at se den i øjnene igen; Sjælesmerten. Og jeg husker. Men så kigger jeg ud af mit vindue. Himlen har tusind nuancer af lyserød. På mit bord ligger min nuværende notesbog, fyldt af taknemmelighedslister og nedfældede processer om de gode ting, Gud gør i mig og igennem mig. Jeg kender til sjælesmerte. Men jeg kender meget mere end det.

Jeg kan næsten ikke rumme dem. Kontrasterne. Ikke lige i aften i hvert fald.  Jeg har brugt den sidste time på langt om længe at blive opdateret på borgerkrigen i Syrien oven på det kemiske civilangreb i onsdags. Mit hjerte bløder. På mit arbejde møder jeg andre katastroferamte. Her er årsagen ikke udefrakommende giftangreb, men et kaosfyldt landskab af forgiftede tanker og indre smerte. Her er unge mennesker, der i dén grad har oplevet, hvordan tilværelsen har tacklet dem hårdt og ufint, så de nu kæmper for at komme op at stå igen. Igen, mit hjerte bløder. Samtidig, så spekulerer jeg over, hvornår jeg mon får taget mig sammen til at hænge billeder op over min sofa. Min te har trukket for længe, og jeg irriterer mig over, at den er blevet bitter. Det skønne sensommervejr indbyder til udflugter - hvornår kan det mon blive? Og så er der de møder, jeg skal have forberedt mig til i næste uge, og venner, jeg gerne vil have set. Fra det store, globale til det mondæne og ligegyldige. Fra ...

Vi har vel alle brug for vidner til vores tilværelse. Folk, der følger os tæt og ved, hvad vores dag er gået med. Nogen, der kender de små detaljer. Jeg bor 40 meter i fugleflugt fra en kær veninde. Hvilken velsignelse. Vi vandrer langs fortovet - til naboernes fornøjelse og morskab - frem og tilbage med lånte tærtefade, lune retter, blomsterbuketter, grill og andre gode ting. Vi arbejder begge to for tiden, så det er nemt lige at ses i en lille time ved midnatstid efter fyraften til en kort debrief og en bolle med ost. Eller på hjørnet med kaffe i thermokopper til en gåtur i Botanisk. I går da jeg kom hjem fra arbejde lå der nyplukkede ærteblomster og en seddel med påmindelsen om, at sommeren ikke er slut endnu. Det budskab lader jeg hermed gå videre. Nyd sensommervejret her i weekenden!

Hvor har det været dejligt, og hvor har det været uvant, at vi danskere slet ikke har behøvet at brokke os over vejret denne sommer. Min ferie var kort (i forhold til uni-folket - alt er jo relativt!), men mit hjerte er stadig fyldt op af gode sommerminder; lange, lyse aftner, bålhygge, badning i Aarhus Fjord i smukke solnedgange og solskin, der har lyst op i alle kroge i sindet. Nu begynder det at være mørkt, når jeg står op (ja ja, jeg skal også op allerede 5.45), og forleden aften, da jeg gik tur i regnen med en kær veninde, så havde de små hjem i kvarteret stearinlys i vinduerne. Efteråret er på  vej. Har jeg nævnt, hvor meget jeg elsker årstidsskift? For de, der måtte spekulere over det, så faldt min praktik på plads i allersidste øjeblik på fuldkommen mirakuløs vis. Jeg er stadig overvældet og fuldt ud taknemmelig - og fordi alt så tydeligt er lagt til rette af Gud, så er det ikke svært at huske på, at han virkelig ér gået foran mig, og at jeg går i forudberedte gerninger med...

Alert! Følgende indlæg er nok en smule indforstået for folk, som lige som jeg, har en idé om, at Gud har noget at skulle have sagt i forhold til det liv, vi lever. Føl dig fri til at springe læsningen over, hvis du ikke ser dig selv som i den kategori. Mine frustrationer i dette indlæg er i øvrigt små i forhold til de tragedier og den smerte, som nogle læsere måske befinder sig midt i. Jeg håber ikke, at I bliver stødte over noget, jeg skriver. Vi ser nu engang livet fra vores eget perspektiv. ______________________________ Den sidste tid har været fyldt med masser af spørgsmål som "Gud, hvad er din plan egentlig?", "Har du styr på det?", "Hvad er meningen overhovedet?" Sagen er den, at jeg lige nu kan se frem til et forestående halvt år, som kommer til at se meget anderledes ud, end jeg havde regnet med - ja faktisk stik modsat alt, jeg havde håbet, planlagt og stilet efter.  Jeg reagerede først med bunkevis af skuffelse, vrede og en "nå, men så gide...