Kontraster

Jeg kan næsten ikke rumme dem. Kontrasterne. Ikke lige i aften i hvert fald. 

Jeg har brugt den sidste time på langt om længe at blive opdateret på borgerkrigen i Syrien oven på det kemiske civilangreb i onsdags. Mit hjerte bløder.

På mit arbejde møder jeg andre katastroferamte. Her er årsagen ikke udefrakommende giftangreb, men et kaosfyldt landskab af forgiftede tanker og indre smerte. Her er unge mennesker, der i dén grad har oplevet, hvordan tilværelsen har tacklet dem hårdt og ufint, så de nu kæmper for at komme op at stå igen. Igen, mit hjerte bløder.

Samtidig, så spekulerer jeg over, hvornår jeg mon får taget mig sammen til at hænge billeder op over min sofa. Min te har trukket for længe, og jeg irriterer mig over, at den er blevet bitter. Det skønne sensommervejr indbyder til udflugter - hvornår kan det mon blive? Og så er der de møder, jeg skal have forberedt mig til i næste uge, og venner, jeg gerne vil have set.

Fra det store, globale til det mondæne og ligegyldige. Fra det tunge og håbløse til det legende lette.
Jeg ved, at livet består af alle dele.
Men i dag føles det, som om jeg er nødt til at strække mig for at skabe plads til det hele.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Rod

Vær velkommen, Ventetid