Overgange

Hvor har det været dejligt, og hvor har det været uvant, at vi danskere slet ikke har behøvet at brokke os over vejret denne sommer. Min ferie var kort (i forhold til uni-folket - alt er jo relativt!), men mit hjerte er stadig fyldt op af gode sommerminder; lange, lyse aftner, bålhygge, badning i Aarhus Fjord i smukke solnedgange og solskin, der har lyst op i alle kroge i sindet.

Nu begynder det at være mørkt, når jeg står op (ja ja, jeg skal også op allerede 5.45), og forleden aften, da jeg gik tur i regnen med en kær veninde, så havde de små hjem i kvarteret stearinlys i vinduerne. Efteråret er på vej. Har jeg nævnt, hvor meget jeg elsker årstidsskift?

For de, der måtte spekulere over det, så faldt min praktik på plads i allersidste øjeblik på fuldkommen mirakuløs vis. Jeg er stadig overvældet og fuldt ud taknemmelig - og fordi alt så tydeligt er lagt til rette af Gud, så er det ikke svært at huske på, at han virkelig ér gået foran mig, og at jeg går i forudberedte gerninger med Guds ånd i mig. Noget, jeg virkelig behøver vished om, for det er meget brudte mennesker, jeg nu arbejder med, og i egen kraft kan jeg intet være for dem!

Jeg er glad og mere fredfyldt, end jeg har været i meget lang tid. Noget skete i mig henover sommeren. Noget godt. Gud er trofast. Ikke kun i forhold til praktik-vanskeligheder, men i forhold til vores hjerter og vores liv med ham. Min bøn er, at du vil opleve det samme, og at det kommende efterår bliver fyldt med stunder, hvor han vil møde dig og fylde dit hjerte med dét, du behøver.

I dag har jeg fri fra arbejde, og jeg skal ud i regnen og plukke hyben - måske bliver det til marmelade, hvem ved? Efterår, jeg byder dig velkommen.

Måske er det her indlæg lidt tomt for indhold og lidt for fuldt af romantisk nostalgiske følelser. Men I, der kender mig, ved jo at jeg har svært ved at lægge låg på den side af mig selv ;) Særligt på dage som denne.

God dag derude!

Kommentarer

Mette sagde…
Dejligt indlæg! Elsker også både når årstiderne skifter og når alting bare falder på plads! :-)
Anne S sagde…
Tak, Mette :) Og tak , at du læser med!

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Rod

Vær velkommen, Ventetid