Kastanjer

Det er efterår, og jeg går rundt med en kastanje i lommen. Både fordi den er så glat og fin at røre ved, og fordi den minder mig en lille smule om døden. Ikke på en eller anden dyster og begrænsende måde, men på en måde, som minder mig om, at ingenting må tages for givet. Eller måske i virkeligheden det modsatte. At alt skal tages for givet. For givet. Af Gud. Det klinger næste af kliché; "Livet er en gave". Men alligevel så er kastanjen blevet min mikro-version af en nær-døds-oplevelse, og jeg kan ikke holde den i hånden uden at glæde mig til forårets udsprungne kastanjetræer.

Jeg er ikke én af dem, der buldrer højt om, at lidelse er til for, at vi kan mærke glæden, det gode og det smukke. Jeg synes nemt, at det negligerer og underkender den smerte, den sørgende og forpinte står midt i. Lidelse og smerte er noget lort. På alle måder. Jeg er fuldt ud overbevist om, at det aldrig er Guds intension, at vi kommer ud for de ting i livet, der slår os ud af kurs. Men jeg er lige så fuldt ud overbevist om, at Gud er så stor, at Han kan bruge netop dét, der virkede knusende, til noget godt og smukt i den sidste ende. Det fjerner ikke det, der gør ondt, og måske giver det ikke engang trøst, mens vi står midt i alt lortet. Men Gud har styr på det. Det må jeg have tillid til.

Og midt i alt det jeg ikke forstår og kun kan håbe, at Gud har styr på, vil jeg fortsætte med at gå rundt med min kastanje i lommen og forsøge at tage mit liv for givet.

Kommentarer

Mette sagde…
Rigtig smukt skrevet, Anne!

Populære indlæg fra denne blog

Undskyld vi er her

Om at tage alene i sommerhus

Gør plads!