Slagmark

I dag har jeg brugt min fridag på at læse om religiøsitet blandt psykisk syge. Jeg har allerede set det masser af gange på de to måneder, jeg nu har arbejdet i socialpsykiatrien; Tankerne om Gud, kampen mellem det gode og det onde, engle og dæmoner. Nogle gange bliver det opfattet som almindelige eksistentielle overvejelser. Andre gange som uforståelige psykotiske symptomer.

Jeg tror, at psykisk sårbare mennesker på mange måder er tvunget derud, hvor de er nødt til at stille de store spørgsmål. You know. "Hvorfor?", "hvad er meningen med mit liv?", osv. Alle ekstremerne er så nærværende i deres liv. Lidelse/lykke, liv/død, afmagt/håb, lys/mørke, krig/fred.

Men er det ikke lige så aktuelt for os andre at stille de spørgsmål? Glemmer vi ikke bare at stille dem i det komfortable, mondæne hverdags-trummerum? 

Sindet er en slagmark. Det, tror jeg, gælder os alle. Hos nogle har slaget bare været så voldsomt og langvarigt, at alt ser øde, livløst og blodigt ud, og det er blevet svært at skelne mellem, hvem der ven, og hvem der er fjende.

Religionspsykologen Peter la Cour skriver: "Religiøsitet er en ressource og ikke et symptom." Jeg har ikke længere tal på de gange, jeg er blevet mødt med klichéen om, at tro er en krykke for svage mennesker, og jeg kan huske folk, som blev meget bekymrede for mig, da jeg i sin tid blev kristen og blev en del af en kirke: "Nu går det helt galt for hende...!"

Jeg tror, at vi alle sammen står i en kamp mellem det gode og det onde. Hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Take a look around. Det kræver ikke nogen gennemgribende analyse at konstatere, at der er meget lort her i verden. Og vender vi et ærligt blik indad, så finder vi hurtigt store portioner af egoisme, ensomhed og magtesløshed. Samtidig så ser vi, at livet er smukt. Vi kender til kærlighed, og vi drømmer alle sammen om, at verden må blive et bedre sted. Vi ved instinktivt, hvad der er godt.

Det er dén kamp, jeg mener. Det kræver kræfter at leve midt i den spænding. Og det er her, at jeg ikke bare har oplevet min tro som en ressource, men også fået lov til at lære en gud at kende, som ikke bare vil mig, men som også ønsker at genoprette mig og alt det brudte i den verden, han har skabt.

Dét udgangspunkt giver mod. Ikke bare til at leve mit liv, men til at række det videre til de mennesker, jeg møder - i min omgangskreds, på mit arbejde, og hvor ellers jeg går.

Må det også give dig mod og håb, uanset hvor du befinder dig på slagmarken.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Undskyld vi er her

Om at tage alene i sommerhus

Gør plads!