Forandringer

Der er langsomme sæsoner, hvor man higer efter ny luft og forandring, og der er sæsoner, hvor omvæltningerne nærmest står i kø. Jeg er p.t. i én af de sidste af slagsen. Én af de sæsoner, som jeg kommer til at se tilbage på som både afgørende og definerende. På relativt kort tid er jeg gået fra at være single i slut-tyverne til at skulle giftes om ganske få måneder og flytte ind i det lille, fine rækkehus, som bliver vores første nye hjem. Talk about change.

Jeg er glad helt ind i hjertekulen, og samtidig føles det som om der er sket en indvendig eksplosion. De fleste dage har været fyldt med dyb glæde, men der har også været masser af dage, hvor det har været sværere at forklare, hvordan jeg har haft det. De mange tanker. De mange afslutninger og de nye begyndelser, Livskapitler, som skrives færdige og blanke ark, der toner frem.

Det påvirker mig, hvad andre tænker om mig - også mere, end jeg synes, det burde gøre. Jeg bryder mig ikke om at stå i skudzonen for folks kommentarer og holdninger, og det gør man åbenbart automatisk, når man tager modige og store beslutninger, som vi har gjort i den sidste tid. 

Jeg har flere gange fået spørgsmålet "om jeg har mig selv med i alt sammen", særligt hvis jeg har fortalt om den indre eksplosion og de mange forskellige følelser. Og jeg er kommet til at hade det spørgsmål en lille smule. Som om at der er noget galt med mine beslutninger, hvis jeg ikke har en konstant følelse af lykkerus, dyb fred og regnbuer i maven.

Så er det, jeg hører mig selv svare med et lidt for højt og lidt for selvsikkert "Ja!" Fordi jeg er bange for, hvad folk ellers vil tænke.

Bagefter, når jeg igen er alene, kommer mit "ja" mere sagte, men også mere inderligt og ærligt. For det har jeg - mig selv med, altså - men det betyder ikke en sort/hvid virkelighed. Ikke for mig i hvert fald. Det gør det sjældent i min verden.

Selvom det helt sikkert altid er velment, så har spørgsmålet ramt mig i mine sårbare øjeblikke. Fordi jeg er i gang med at tage nogle kæmpe skridt i den retning, jeg ønsker at gå i, og fordi jeg også skal rumme alle de kaosfølelser, som helt naturligt følger med, når man befinder sig ved en skillevej i livet. Og det er okay! Dét, der kan slå mig ud af kurs, er, hvis jeg også skal forsvare og forklare, at jeg faktisk har det okay med en lille smule kaos og tyndhudethed - eller hvis jeg føler, jeg skal fremstå mere skråsikker, end jeg egentlig er af hensyn til det menneske, jeg står overfor. 

Forandringer er ikke dårlige, bare fordi de rummer modsatrettede følelser. Det gør forandringer for det meste, og det ville jeg ønske, vi alle var bedre til at give plads til.

Alle forandringer - også de mest fantastiske - medfører et farvel. Til det velkendte. Til dét, der var. Og nogle dage er det skræmmende at kigge ud mod den åbne horisont og ikke vide, hvordan færden bliver. Det er overvældende, når man skal vænne sig til nye, store titler, så som Ægtefælle og Husejer, og det kan tage pusten fra mig at tænke på, at mine valg og min livsstil ikke længere blot har konsekvenser for mig, men også for en anden.

Jeg har en dyb følelse af at være ved at falde på plads i mit liv, og samtidig en rundtosset følelse af, at alting under mig er i bevægelse. Jeg er midt i en identitetskrise - i ordets egentlige betydning, hvor "krise" ikke er negativt ladet, men blot betyder "vendepunkt". Det giver mig en stor ro at tænke på, for så er der plads! Plads til mig, til de mange følelser, den gyngende grund og de mange spirende håb og drømme.

Dét vil jeg selv forsøge at spørge mere ind til, når jeg står over for nogen i en sæson med mange forandringer.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Undskyld vi er her

Om at tage alene i sommerhus

Gør plads!