De sidste...

I morges, før solen var oppe, sad jeg i køkkenet med en kop kaffe. Tænksom, mens jeg prøvede at rumme de sidste 6 måneder. Min tid her i Canada og i L'Arche nærmer sig sin afslutning. Det giver mig automatisk en lyst til at gøre status. Men det er ikke så lige til denne gang. Der er ingen tvivl om, at det har været en særlig tid, og at mit hjerte er blevet rørt. Men hvad har jeg lært, og har jeg forandret mig? Det vil vise sig, når jeg er hjemme igen, og hverdagen rammer mig.

Jeg ved, at jeg har lært nogle smukke mennesker at kende hen over det sidste halve år, og jeg ved, at jeg er rigere i dag, fordi jeg har lært netop Sujit, Patrick, Gwenda, Svetlana, Kenn, Sue, Annette og Wilma kende. Nogle af dem er udviklingshæmmede. Nogle af dem er fra fremmede kulturer. Alle sammen har lært mig noget om dét at være menneske og om dét at være i verden.

Jeg tror, at mine holdninger til visse ting har ændret sig. Måske endda min teologi på nogle områder. Det kan også være, at jeg bare er blevet mindre afklaret om, hvad jeg mener. Nogle gange går det sådan, når man bevæger sig fra teorier om andre mennesker til venskaber.

Måske er dét i virkeligheden en af overskrifterne for det sidste halve år. I stedet for ideer, vision og abstrakte tanker, så har det handlet om at få en praktisk hverdag til at hænge sammen i et hjem, hvor jeg ikke er den vigtigste. I stedet for en masse snak og drømme, så har det handlet om de små detaljer, som binder livet sammen. I stedet for en masse reflektion på metaplan om det, jeg har lavet her, så har det handlet mere om de konkrete opgaver, som har skullet løses for i sidste ende at være med til at give kernemedlemmerne et bedre liv.

Nu nyder jeg alt det sidste her i Vancouver. De sidste knus fra Gwenda, de sidste "Oh, Number A!!!" fra Patrick (han kalder mig Number A), de sidste kopper kaffe med Sue, de sidste lange middage og te-snakke om vores store spisebord, de sidste gåture og de sidste dæmpede samtaler om liv, tro og L'Arche med Sujit og Svetlana, når alle andre er gået i seng. Der er meget, jeg kommer til at savne.
Derfor prøver jeg at være lidt mere i nuet i disse dage i stedet for at træde ind i reflektions-møllen og prøve at forstå, hvad det sidste halve år har givet mig. Det vil tidsnok vise sig. 

Jeg er taknemmelig!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Undskyld vi er her

Om at tage alene i sommerhus

Gør plads!