Manitoba

Denne jul var den første, som jeg ikke holdt med min familie på ægte, traditionel dansk vis. I stedet tog jeg til Manitoba, Canadas midterste provins, for at holde jul sammen med min veninde og hendes familie.

 

Manitoba er ca. 10 gange større end Danmark, men har kun ca. 1.200.000 indbyggere, hvoraf over halvdelen bor i Winnipeg. Min venindes familie bor i Boissevain. En lille by på omkring 1500 indbyggere midt i ingenting, 3 timer fra Winnipeg. Byens skyline, hvis man kan kalde den dét, består af to store kornelevatorer, og byen er forskanset af gigantiske mejetærskere. Så snart man står ved bygrænsen, er det eneste, man kan se, jernbaneskinnerne, som strækker sig i et lige spor, indtil de forsvinder ude i horisonten. Der ud over er alt bare himmel og jord. Fuldkommen flat.

Prærien. Det er som om, jeg nu forstår lidt bedre, hvor hårdt livet må have været for de første nybyggere i Nordamerika. Afstandene er større, end jeg kan rumme og forstå, og vinteren er hård, lang og livsfarligt kold. Vi havde det koldt, men ikke ekstremt. "Bare" minus 25 grader.

Min veninde og jeg kørte en eftermiddag et godt stykke uden for byen, parkerede bilen og gik en tur ud i det i landskabet. Alt var stille. Alt var hvidt og alt var frysende koldt. Hvis ikke vi havde haft bilen til at markere, hvor langt vi havde gået, så ville det være svært at orientere sig.

Sneen. Det var som at stå midt i et kæmpestort hav af sne, som strakte sig så langt øjet rakte, 360 grader omkring os.

Himlen. Det var som om, at det var nemmere at trække vejret - som om der var mere luft og mere plads. Det var en underlig følelse af sårbarhed og frihed på samme tid.

Rimfrost. I et tykt lag på alle træer og grene. Rent, hvidt og knivskarpt mod den blå himmel.

Stilheden. Jeg har oplevet stilhed før, men når alt ikke blot er ensomt og øde, men også er bundfrossent, så virkede det endnu mere stille. Ingen vind. Ingen mennesker. Ingen lyde. Bare stille.

Farverne. Der er i virkeligheden ikke så stor en farveskala i det enkle vinterlandskab. Hvidt og blåt og så ellers et par stænk af gulligt, vissent græs. Himlen var det eneste, som virkelig ændrede sig. Den skiftede farve i takt med solens bane hen over himlen og kastede et sart skær over den hvide sne. Først blåligt, snart gyldent og snart lilla og rosa.

Kulden. Minus 25 grader er koldt. Så koldt, at det gjorde ondt at tage vanterne af og så koldt, at der lagde sig et lag af rimfrost på mine øjenvipper.

Solnedgangen. Den dækkede hele den gigantiske himmel, som ikke blev forstyrret af hverken træer eller bygninger. Stjernerne. Millioner af dem over os.

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne beskrive følelsen af at stå under himlen på den canadiske prærie. Himlen føltes større og tættere på, og det var som om farverne reflekterede mit indre. Den fuldkomne stilhed og det åbne landskab fik evigheden til at virke mere konkret. Alt var så simplet. Alt var så ydmygt. Da jeg stod og kiggede ud i den skarpe horisont, hvor havet af sne gik i et med den sart-blå himmel, så var det som om livet og mit hjerte også blev mere enkelt og lige til. Alle forhindringer syntes at være væk. Det var så koldt, at det gjorde ondt, men den glasklare luft i lungerne fik mig også til at føle mig til live.

Nogle gange er livet ikke spor kompliceret.