Velfærds-forvirring
Der var engang, at politik var enkelt. Jeg gik på gymnasiet, jeg havde samfundsfag på A-niveau, jeg følte mig politisk bevidst, og jeg var rød. Sort/hvidt. Dejligt.
Verden, livet og politik bliver som bekendt lidt mere nuanceret med alderen. Jeg troede bare også, at det medførte en følelse af at forstå lidt mere. I dag føler jeg ikke, at jeg forstår noget som helt, og jeg aner ikke, hvad jeg ville stemme, hvis der var valg i morgen.
Jeg havde en fase for et par år siden, hvor jeg var fuldstændigt ligeglad med partipolitik. Jeg havde mistet troen på, at det overhovedet gav mening at lægge sin energi der, hvis man vil ændre noget i denne verden, og jeg var lidt "Jesus for President"-agtig. Det er jo ham, det handler om, og han er jo den eneste, der kan genoprette den her kaotiske verden.
Så enkelt er det selvfølgelig heller ikke…
På studiet læser vi p.t. en del omkring velfærdssamfundet, samt kirkens og de kristnes rolle og identitet i den forbindelse. Begge dele er meget vigtige for mig - det handler jo om, hvordan vi som mennesker agerer i forhold til samfundets svage, og hvordan kirken er kirke i ordets egentlige forstand. Alligevel er det så forbandet kompliceret. Hjælper velfærdsstaten overhovedet de svage, og kan kirken overhovedet finde ud af at være kirke i et samfund, hvor omsorgen er komplet organiseret og institutionaliseret?
Nogle problemer er der i hvert fald - både med velfærdsstat og kirke.
Halvdelen af tv-programmerne i tv handler om socialt bedrageri, Dovne Robert, Fattige Carina og andre fænomener. Og kirkens medietid handler mest om nye logoer, skandaler og absurde debatter om tro/ikke-tro.
Her kommer det så til mit udråb. JEG KAN IKKE GENNEMSKUE DET. Konsekvenserne af at have en velfærdsstat eller ikke at have det, altså. Det gør mig skør. Jeg ved, at kirken er sendt til at være gode nyheder til de, der er på samfundets kant, og jeg tror ikke, at den får hverken integritet eller taleret, før den faktisk er netop det. Måske tror jeg stadig ikke på, at man kan organisere sig ud af det hele. Er vi ikke blevet så distancerede fra de marginaliserede i vores lille land, at vi har glemt vores eget ansvar som borgere?
Jeg ville elske at se civilsamfundet rejse sig og tage ansvaret. I den bedste af alle verdener var vi alle altruistiske, generøse og engagerede i at skabe et godt samfund. Og vi ser det jo hist og pist. Socialøkonomiske virksomheder. Frivilligt arbejde, som boomer. Borgerlyst. Crowdfunding. Folk vil gerne. I princippet i hvert fald. Men er det nok til at hjælpe de mange, der har brug for hjælp?
Det er desvære også en realitet, at vi alle dybest set er hamrende egoistiske, og vi har så ofte nok i os selv.
Nu sidder jeg her. Som en forvirret idealist. Nogle dage fortrøstnings- og håbefuld over det samfund jeg er en del af, andre dage pessimistisk og demotiveret.
So help me God.
Verden, livet og politik bliver som bekendt lidt mere nuanceret med alderen. Jeg troede bare også, at det medførte en følelse af at forstå lidt mere. I dag føler jeg ikke, at jeg forstår noget som helt, og jeg aner ikke, hvad jeg ville stemme, hvis der var valg i morgen.
Jeg havde en fase for et par år siden, hvor jeg var fuldstændigt ligeglad med partipolitik. Jeg havde mistet troen på, at det overhovedet gav mening at lægge sin energi der, hvis man vil ændre noget i denne verden, og jeg var lidt "Jesus for President"-agtig. Det er jo ham, det handler om, og han er jo den eneste, der kan genoprette den her kaotiske verden.
Så enkelt er det selvfølgelig heller ikke…
På studiet læser vi p.t. en del omkring velfærdssamfundet, samt kirkens og de kristnes rolle og identitet i den forbindelse. Begge dele er meget vigtige for mig - det handler jo om, hvordan vi som mennesker agerer i forhold til samfundets svage, og hvordan kirken er kirke i ordets egentlige forstand. Alligevel er det så forbandet kompliceret. Hjælper velfærdsstaten overhovedet de svage, og kan kirken overhovedet finde ud af at være kirke i et samfund, hvor omsorgen er komplet organiseret og institutionaliseret?
Nogle problemer er der i hvert fald - både med velfærdsstat og kirke.
Halvdelen af tv-programmerne i tv handler om socialt bedrageri, Dovne Robert, Fattige Carina og andre fænomener. Og kirkens medietid handler mest om nye logoer, skandaler og absurde debatter om tro/ikke-tro.
Her kommer det så til mit udråb. JEG KAN IKKE GENNEMSKUE DET. Konsekvenserne af at have en velfærdsstat eller ikke at have det, altså. Det gør mig skør. Jeg ved, at kirken er sendt til at være gode nyheder til de, der er på samfundets kant, og jeg tror ikke, at den får hverken integritet eller taleret, før den faktisk er netop det. Måske tror jeg stadig ikke på, at man kan organisere sig ud af det hele. Er vi ikke blevet så distancerede fra de marginaliserede i vores lille land, at vi har glemt vores eget ansvar som borgere?
Jeg ville elske at se civilsamfundet rejse sig og tage ansvaret. I den bedste af alle verdener var vi alle altruistiske, generøse og engagerede i at skabe et godt samfund. Og vi ser det jo hist og pist. Socialøkonomiske virksomheder. Frivilligt arbejde, som boomer. Borgerlyst. Crowdfunding. Folk vil gerne. I princippet i hvert fald. Men er det nok til at hjælpe de mange, der har brug for hjælp?
Det er desvære også en realitet, at vi alle dybest set er hamrende egoistiske, og vi har så ofte nok i os selv.
Nu sidder jeg her. Som en forvirret idealist. Nogle dage fortrøstnings- og håbefuld over det samfund jeg er en del af, andre dage pessimistisk og demotiveret.
So help me God.
Kommentarer