Hverdage og forskelligheder
Det har regnet stort set uafbrudt den sidste måned. I store mængder. I følge statistikkerne 3 gange så meget som i Danmark. Vemodet sniger sig ind alle steder. Nogle dage er det det behagelige vemod, som fylder mig med nostalgi og lyst til at hygge indendøre. Andre dage ligner det mest af alt hjemve. Jeg kan godt mærke, at jeg har været af sted i 3 måneder, og at der er mange, jeg savner derhjemme.
Livet her i Vancouver er for alvor blevet hverdag nu. Der er intet uforudsigeligt over dagene længere. Jeg kender rutinerne, og jeg kender min plads i dem.
Det er lige her, midt i alt det mondæne, at det er vigtigt at finde hverdagsguldet og skønheden i de små ting, som så nemt bliver overset.
I den sidste uge har jeg glædet mig over:
Nu kender jeg efterhånden folk godt. Det kommer automatisk, når man bor så tæt. Forskellighederne mindskes, og selvom jeg er her for at hjælpe de udviklingshæmmede med mange forskellige ting i løbet af deres dag, så er vi først og fremmest mennesker, som bor sammen. Det er f.eks. svært at se forskellene mellem os, når Sue og jeg står på badeværelset og side om side børster tænder inden sengetid.
En af assistenterne fra et af de andre hjem fortalte mig den anden dag om, hvordan han havde været til et arrangement for udviklingshæmmede med en anden assistent og to kernemedlemmer. En kvinde havde fejlagtigt troet, at han var udviklingshæmmet, og han havde høfligt måtte forklare hende, at han altså var en af assistenterne.
Nu og da kan det være svært at skelne. Hvem er udviklingshæmmet, og hvem er ikke. Det er ikke altid tydeligt i det ydre, og ind imellem kan man også blive i tvivl om, hvem der i virkeligheden har brug for hjælp. Ja, jeg har ikke brug for hjælp til at komme i tøjet i morgenen, men jeg har i dén grad brug for hjælp til at acceptere min egen sårbarhed og turde være tilstede i nuet. Det har ingen af kernemedlemmerne tilsyneladende svært ved, og jeg bliver igen og igen overrasket over deres umiddelbarhed, åbenhed og styrke. Måske er vi alle ikke så forskellige fra hinanden, som vi helst vil bilde os ind.
Livet her i Vancouver er for alvor blevet hverdag nu. Der er intet uforudsigeligt over dagene længere. Jeg kender rutinerne, og jeg kender min plads i dem.
Det er lige her, midt i alt det mondæne, at det er vigtigt at finde hverdagsguldet og skønheden i de små ting, som så nemt bliver overset.
I den sidste uge har jeg glædet mig over:
- Musiklytning sammen med Gwenda. Det kan godt være, at hun normalt kun er i stand til at kommunikere med en håndfuld ord, men så snart hun hører sine gamle albums fra 80'erne, så kan hun stadig teksterne udenad!
- Patrick, som er årsag til så mange konflikter hver eneste dage, men som også er den første til at uddele komplimenter, og hvis pudsige og karakteristiske vendinger efterhånden er blevet en integreret del af mit sprogbrug.
- Kenn, hvis råd altid - uanset hvad - er "Go take a long, hot shower!"
- Sue, som husker alle detaljer om alting, og som allerede nu minder mig om min søsters fødselsdag om 2 uger.
- Sujit og Svetlana, som altid har masser af beretninger fra deres liv i henholdsvis Indien og Moldova - verdener så fremmede fra min egen.
Nu kender jeg efterhånden folk godt. Det kommer automatisk, når man bor så tæt. Forskellighederne mindskes, og selvom jeg er her for at hjælpe de udviklingshæmmede med mange forskellige ting i løbet af deres dag, så er vi først og fremmest mennesker, som bor sammen. Det er f.eks. svært at se forskellene mellem os, når Sue og jeg står på badeværelset og side om side børster tænder inden sengetid.
En af assistenterne fra et af de andre hjem fortalte mig den anden dag om, hvordan han havde været til et arrangement for udviklingshæmmede med en anden assistent og to kernemedlemmer. En kvinde havde fejlagtigt troet, at han var udviklingshæmmet, og han havde høfligt måtte forklare hende, at han altså var en af assistenterne.
Nu og da kan det være svært at skelne. Hvem er udviklingshæmmet, og hvem er ikke. Det er ikke altid tydeligt i det ydre, og ind imellem kan man også blive i tvivl om, hvem der i virkeligheden har brug for hjælp. Ja, jeg har ikke brug for hjælp til at komme i tøjet i morgenen, men jeg har i dén grad brug for hjælp til at acceptere min egen sårbarhed og turde være tilstede i nuet. Det har ingen af kernemedlemmerne tilsyneladende svært ved, og jeg bliver igen og igen overrasket over deres umiddelbarhed, åbenhed og styrke. Måske er vi alle ikke så forskellige fra hinanden, som vi helst vil bilde os ind.
Kommentarer