At kende Gud

Note: Det her indlæg bliver forvirrende og uden nogen happy ending, hvor alting går op i en højere enhed. Kom gerne med inputs, hvis du har nogle tanker ift. det hele...

Jeg arbejder jo som bekendt med udviklingshæmmede her i L'Arche, Vancouver, og én af dem, jeg bor sammen med har desuden også fremskreden Alzheimers.

Jeg er p.t. ved at læse en praktisk-teologisk bog omkring gudsforhold og demens (se her). To af bogens kernespørgsmål er:

- Hvem er jeg, når jeg har glemt, hvem jeg er?
- Hvad vil det sige at elske Gud og blive elsket af Gud, når jeg har glemt, hvem Gud er?

Uanset om man har demens inde på livet eller ej, så tror jeg at det er vigtige spørgsmål at stille, fordi vores svar vil sige noget afgørende om, hvem Gud er, hvordan vi kan kende ham, og hvordan vi behandler andre mennesker som ikke tænker/abstraherer ligesom, vi selv gør.

Da jeg i sin tid arbejdede på et plejehjem, kom jeg hos en mand med demens. Han var tidligere præst, og hans familie fortalte, hvordan han havde været en meget kærlig og omsorgsfuld familiefar med stærke værdier og en dyb kærlighed til Gud. Nu var han dement, og han var både aggressiv, pervers og i det hele taget modbydelig at være omkring. Ærligt talt. Komplet modsat hvordan han egentlig var eller havde været. Jeg kan huske, at jeg havde enormt svært ved at forholde mig til ham og hans markant ændrede adfærd. Hvor var Gud henne i det, og hvordan skulle jeg forholde mig til hans liv, som pludselig ikke ligefrem flød over af Åndens frugter (kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse)?

I bogen står der, at sygdommen "eroderer selve essensen af selvet og rejser dybtgående eksistentielle spørgsmål om personlighed, identitet, kærlighed, synd og frelse".

Normalt tænker mange frelse som en bevægelse hen i mod Gud, men hvad vil det overhovedet sige, hvis ikke man ikke selv forstår eller er bevidst om den bevægelse?

Eller hvad med centrale skriftsteder som Romerne 10,9: "For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses." Giver det mening, hvis du ikke længere aner, hvem Jesus er og da slet ikke kan hverken forstå eller redegøre for korset, genopstandelsen, synd eller frelse?

Så meget af vores måde at forholde os til tro og til Gud på er hyper-kognitiv og refleksiv. Jeg er med på, at der også er et følelsesmæssigt og erfaringsmæssigt perspektiv ift. at kende Gud, men jeg kan knap rumme tanken om en tro, som slet ikke har noget refleksivt og kognitivt aspekt. 


Så meget af min egen tro bygger på, at jeg lærer Gud bedre at kende og dermed også lærer mig selv bedre at kende. Så meget af min tro handler om at følge Jesus, så jeg lever et liv tættere og tættere på ham, hvor jeg forhåbentligt ligner ham mere og mere og elsker ham mere og mere. Hvad ville min tro bestå af, hvis alt det blev taget fra mig? Hvis jeg hverken var i stand til at abstrahere mine egne følelser og tanker? Hvis jeg ikke engang havde en fornemmelse af mit eget selv? Hvis jeg på ingen måde hverken voksede i erkendelsen af Gud eller i kærligheden til mine medmennesker?

Heldigvis tror jeg på, at Gud er større end alt dette, og jeg tror på, at Helligånden virker i alle mennesker. Men for nu opgiver jeg at rumme tankerne, dilemmaerne og forvirringen.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Rod

Vær velkommen, Ventetid