Nye begyndelser


En ny begyndelse. En frisk start. Luftforandring. Et blankt stykke papir. Et nyt kapitel. Der er noget helt særligt ved at træde ind i en ny tid. Og jeg tror vi alle sammen har brug for at opleve det ind imellem. Jeg har i hvert fald. Nye muligheder. Nye drømme. Nye ideer. Nyt håb. Ny energi. Jeg kan mærke det alt sammen komme til mig, imens jeg lige så stille tager hul på alt det nye her i Vancouver.

Jeg er så småt ved at være på plads i mit nye hjem på Imperial Street i Burnaby - en forstad til Vancouver. Selvom jeg kun bor 25 min. fra Downtown Vancouver, har jeg endnu ikke haft tid til at tage derned. Dagene er fløjet af sted med jetlag, oplæring og nye mennesker. Jeg er langsomt ved at vænne mig til alle de nye rutiner i mit arbejde og den anderledes dagsrytme, og jeg er i fuld gang med at forsøge finde de bedste udsigtspunkter i nabolaget for at kunne se de smukke bjerge ude i horisonten.

Jeg må indrømme, at de første dage har været overvældende og uoverskuelige, men allerede nu ser alting lysere ud. Jeg bor i et hus med 8 andre; 4 med Downs syndrom (her i L'Arche kalder vi dem for kernemedlemmerne) og 4 assistenter ligesom jeg - henholdsvis fra Indien, Holland, Moldova og Tyskland.

Hvad er mine forventninger så for denne nye tid? Først og fremmest at finde fred. Det sidste år har været hårdt på flere niveauer, og jeg håber, at selvom dette naturligvis bliver et halvt år med masser af læring, praktikarbejde, etc., at jeg vil falde mere til ro og lade Gud gøre nyt i mig, som Han lover.

Andre forventninger og håb:

- At jeg vil blive bedre til at elske de, der ikke ligner mig selv (pga. en diagnose, kultur eller personlighed)
- At jeg vil blive mere tålmodig og generøs med min tid og mine personlige ressourcer.
- At jeg vil blive mindre egoistisk og leve mere for andre end for mig selv.
- At jeg vil blive bedre til at være sårbar og slippe kontrollen og facaderne.
- At jeg vil få fornyet positivitet og virketrang ift. hverdagen hjemme i Danmark.
- At jeg vil have masser af sjov her i L'Arche og droppe selvhøjtideligheden.
- At jeg vil blive bedre til at være i nuet og ikke hele tiden drømme mig videre til det forude.



Lidt glimt fra mit nye hjem: Huset, jeg bor i, vores fine terrasse, og bjergene, jeg aldrig bliver færdig med at se på. Og ja, solen skinner fra en skyfri himmel her i Vancouver, BC!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Billede
I torsdags var der premiere på den nye dokumentarserie "Undskyld vi er her" på DR1. Her følger man tre unge kvinder med Downs syndrom og får et indblik i deres hverdag, tanker, drømme og føleleser. Jeg har set første afsnit online, og desuden set et interview af én af pigerne i Aftenshowet, hvor hun blandt andet taler om fordommene mod mennesker med Downs, og hvad hun tænker om det faktum, at der bliver født færre og færre børn med Downs. Hun er helt fantastisk! Jeg ved godt, at det for mange er en følsom debat, og at der er mange komplekse følelser i spil, men denne dokumentar er mest af alt glad og livsbekræftende. Ja, det lyder som en kliché, men se den alligevel :) Jeg synes, det er skønt at se, hvordan pigerne dybest set er som os andre med de samme følelser, håb og drømme, som vi alle grundlæggende har. Det glemmer vi nogle gange i en tid, hvor vi i dén grad stræber efter det perfekte og på mange måder frygter svaghed. L'Arche, som jeg nu er en del af, er en
Læs mere

Rod

Jeg har rod i livet. Ofte, igen og igen og måske endda en lille smule kronisk. Ikke på den måde, at mit liv ikke er godt, eller at jeg ikke kender mig selv. Men på den måde, at jeg igen og igen kommer til kort, fejler eller må se min magtesløshed og uperfekthed i øjnene. En stor del af mig prøver at kæmpe imod stræbe efter det perfekte og polerede. Jeg mener, hvem vil ikke gerne tage sig godt ud og udstråle succes, overskud og "the admirable life"? Nogle mener i dag, at magtesløshed er vores tids store tabu. Jeg tror på, at det er en rigtig analyse. Det er i hvert fald et af mit livs store tabu. Jeg prøver ihærdigt at ignorere, når tingene igen går skævt, eller når jeg igen føler mig lille. Men hvad sker der, når jeg nægter at vise mennesker omkring mig, at jeg faktisk har rod i livet og ikke har lige så meget styr på sagerne, som jeg synes, at jeg burde? Hvad sker der, når vi kollektivt nægter at indrømme det over for hinanden? I mindste fald skaber det en urealistisk
Læs mere

Vær velkommen, Ventetid

Det er advent. En af mine yndlingssæsoner i løbet af året. Tiden, som på så mange niveauer lyser op i mørket. Helt konkret, når vi tænder levende lys i årets mørkeste måned, og lige så konkret, men dybere og større, når vi mindes, at Gud selv lod sig føde for at bringe alting tilbage til det, som hele tiden var meningen. I år er adventstiden for mit vedkommende anderledes, end den plejer. Meget anderledes. Det er min første jul uden for Danmark, uden min familie og uden alle de vante og velkendte traditioner, som normalt er så fast en del af netop denne tid. Det giver mulighed for at favne adventstiden og julen på en ny måde, og jeg kan mærke, at der skæres ind til benet ift. hvad jul virkelig er. Advent handler jo om at vente. Måske er det med til at gøre denne tid til en modkultur til den verden, som ellers præger os, hvor det meste handler om instant happiness, konsumerisme, produktivitet, handlekraft og succes. Advent handler om at turde håbe, turde give slip og turde ve
Læs mere