Om når man ikke kan se solen skinne
Kræft kan være dødeligt. Det samme kan depression. Det samme kan mørket, skammen, skylden, smerten, håbløsheden og ensomheden, som følger med.
Jeg har tøvet med at skrive på bloggen om psykisk sygdom. Fordi det er mit arbejde. Fordi det er en del af min egen historie. Fordi jeg mere og mere ser, at det er her Gud bruger mig og vil bruge mig.
Jeg har tøvet. Ikke fordi jeg ikke har noget at sige. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal starte. Nu starter jeg her. Ved Robin Williams. Fordi vi alle sammen er mere eller mindre kede af det og rystede over den tragiske nyhed om hans død.
Det er ikke bare fordi, vi alle elskede ham, men fordi hans selvmord pludselig gjorde hans smerte, mørke og kamp mod depression så tydelig, håndgribelig og tæt på. Det minder os om vores egne livskampe, og det minder os om alle dem, vi kender som - lige nu, i dag - kæmper den samme kamp som Robin. Og ja, vi kender alle nogen. Statistikkerne siger det hele.
Jeg ville skrive om, hvorfor psykisk sygdom ikke bare er noget, du vælger at ryste af dig, men en reel sygdom, som du skal tage alvorligt - hvad enten det drejer sig om dig selv eller din kære.
Jeg ville skrive om, hvorfor depressionens mørke hverken kan reduceres til at handle om dårligt selvværd eller en kemisk ubalance i hjernen. Det er en kompleks, ødelæggende, sjæls-eroderende sygdom med mange årsager og derfor heller ikke bare har én løsning.
Og så ville jeg skrive om, hvordan jeg synes, at depression og psykisk sygdom netop er noget, kirken må og skal forholde sig til;
Fordi vi er kaldet til at være lys i mørket.
Fordi vores Gud selv var såret og kendte til mørke, ensomhed, sorg og smerte.
Fordi Herren er nær dem, hvis hjerte er knust, og hvis ånd er sønderbrudt (Salme 34,18).
Hvis Gud er nær, så skal vi også være det!
Jeg ville skrive om, hvordan jeg tror, at Kristus er håbet, fordi han engang rakte ud efter mig og hjalp mig ud af det mørke, som jeg var faret vild i. Men jeg ville også skrive om, hvordan jeg tror, vi skal passe på ikke at over-åndeliggøre psykiske lidelser eller negligere det til et spørgsmål om, hvorvidt du har grebet Guds kærlighed og frelse eller ej.
Til sidst ville jeg skrive om, at vi lever i en falden verden, en verden, som ikke er, som den var skabt til at være. En verden hvor smerte, sorg, ødelæggelse, ondskab og forfald trives i bedste velgående. Det er ikke sådan, Gud vil, at det skal være, og status quo er ikke slutningen på historien.
Jeg længes efter den dag, hvor alting bliver gjort nyt, rigtigt og helt igen.
Hvil i fred, Robin.
Jeg har tøvet med at skrive på bloggen om psykisk sygdom. Fordi det er mit arbejde. Fordi det er en del af min egen historie. Fordi jeg mere og mere ser, at det er her Gud bruger mig og vil bruge mig.
Jeg har tøvet. Ikke fordi jeg ikke har noget at sige. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal starte. Nu starter jeg her. Ved Robin Williams. Fordi vi alle sammen er mere eller mindre kede af det og rystede over den tragiske nyhed om hans død.
Det er ikke bare fordi, vi alle elskede ham, men fordi hans selvmord pludselig gjorde hans smerte, mørke og kamp mod depression så tydelig, håndgribelig og tæt på. Det minder os om vores egne livskampe, og det minder os om alle dem, vi kender som - lige nu, i dag - kæmper den samme kamp som Robin. Og ja, vi kender alle nogen. Statistikkerne siger det hele.
Jeg ville skrive om, hvorfor psykisk sygdom ikke bare er noget, du vælger at ryste af dig, men en reel sygdom, som du skal tage alvorligt - hvad enten det drejer sig om dig selv eller din kære.
Jeg ville skrive om, hvorfor depressionens mørke hverken kan reduceres til at handle om dårligt selvværd eller en kemisk ubalance i hjernen. Det er en kompleks, ødelæggende, sjæls-eroderende sygdom med mange årsager og derfor heller ikke bare har én løsning.
Og så ville jeg skrive om, hvordan jeg synes, at depression og psykisk sygdom netop er noget, kirken må og skal forholde sig til;
Fordi vi er kaldet til at være lys i mørket.
Fordi vores Gud selv var såret og kendte til mørke, ensomhed, sorg og smerte.
Fordi Herren er nær dem, hvis hjerte er knust, og hvis ånd er sønderbrudt (Salme 34,18).
Hvis Gud er nær, så skal vi også være det!
Jeg ville skrive om, hvordan jeg tror, at Kristus er håbet, fordi han engang rakte ud efter mig og hjalp mig ud af det mørke, som jeg var faret vild i. Men jeg ville også skrive om, hvordan jeg tror, vi skal passe på ikke at over-åndeliggøre psykiske lidelser eller negligere det til et spørgsmål om, hvorvidt du har grebet Guds kærlighed og frelse eller ej.
Til sidst ville jeg skrive om, at vi lever i en falden verden, en verden, som ikke er, som den var skabt til at være. En verden hvor smerte, sorg, ødelæggelse, ondskab og forfald trives i bedste velgående. Det er ikke sådan, Gud vil, at det skal være, og status quo er ikke slutningen på historien.
Jeg længes efter den dag, hvor alting bliver gjort nyt, rigtigt og helt igen.
Hvil i fred, Robin.
Kommentarer
Tak at du åbner mund og hjerte, Anne. Vi må hjælpes ad med at afstigmatisere de psykiske sygdomme og/eller sygdomsperioder.
Gid jeg havde dit mod!
Kh
Anne Mette