Lykkefornemmelser

Jeg er færdiguddannet. Det klinger stadig underligt i mine ører, men det er jeg altså, og jeg forsøger at hilse dagpengesystemet, voksende forpligtelser og ægte voksenliv velkomment.

Det er sommer på den gode måde, og solen skinner på mig. I bogstaveligste forstand, men jeg er måske også mere lykkelig, end jeg har været meget længe. Flyvende endda. Over 4 års studier, som jeg klarede, over fremtidshåb, over alt det Gud har givet mig det sidste år, over retning og følelsen af kald over mit liv.

Min nye identitet - socialpædagog og diakon - smager sødt, og jeg forsøger lige så roligt at vende stemmebåndet og ørene til at sige det og høre det blive sagt. Det er mig nu. Det er min fremtid.

Verden føles åben og ny, selvom der i praksis ikke kommer til at ske så mange store forandringer. Jeg bliver i Aarhus, og jeg bliver boende i min skønne lejlighed i villakvarteret. Det er nok mere en indre ting. Som sådan noget jo ofte er. Jeg aner ikke, hvad næste kapitel kommer til at indebære, og det fylder mig med nysgerrighed, forventningsglæde og masser af håbefuldhed. Jeg er et af de mennesker, som godt kan lide forandring.

Der er så meget, der ikke er givet. Selvom jeg har lykkefornemmelser over sommerfrihed, ferie, solskin, is i maven og dejlige mennesker i mit liv, så er det hele uforudsigeligt. Jovist, jeg ved, at jeg vil arbejde i psykiatrien, men dybest set så aner jeg ikke, hvordan min hverdag ser ud om 3 måneder. Eller bare om halvanden.

Midt i min faglige stolthed, visheden om at jeg har masser at byde på, ambitioner, forventninger og virketrang, så minder Gud mig om, at mit liv først og fremmest drejer sig om Ham. Min tilværelse drejer sig om Ham, og mit arbejdsliv drejer sig om Ham, uanset hvor og hvordan det bliver. Det fylder mig med en ro og en vished om, at uanset hvad siderne i næste kapitel blive tætskrevet med - af gode ting, nye ting, smukke ting, hårde ting - så er Gud med mig. Han forlader mig ikke, og hvis jeg holder mig tæt til Ham, så skal det hele nok gå. Så her i solen, når jeg ikke nynner "Du danske sommer, jeg elsker dig", så nynner jeg denne sang:
If my heart has one ambition
If my soul one goal to seek
This my solitary vision 'til I only dwell in Thee
That I only dwell in Thee
'Til I only dwell in Thee
Gud, bring it on. Jeg tror, jeg er klar til det hele, når du også er med.


Kommentarer

Anonym sagde…
Kære Anne
Kæmpe stort tillykke med din uddannelse. Jeg husker stadig den fantastiske fornemmelse fra dengang jeg blev færdig - et nyt kapitel at tage hul på og en masse muligheder, der ligger åbne lige foran dig :)
Tillykke.
Kh Susanne

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Rod

Vær velkommen, Ventetid