Tornado-tid
Det er en helt særlig tid. Lige straks er det sommer og de lyse nætters tid. Lige straks vil jeg lade mig fylde af solskinstimer og frihedsfornemmelser. Lige straks. Om to ugers tid helt præcist. Så er bacheloren færdigskrevet og forsvaret, og jeg er officielt færdiguddannet.
Det er en tid med tusind afslutninger og lige så mange nye begyndelser, og jeg er begejstret for det hele. Det er en helt særlig tid. Men lige nu hvirvler tornadoen fremad i fuld kraft, og det eneste jeg kan gøre er at give slip og hvirvle med den stærke vind.
Måske er jeg ved at være lidt rundtosset, og måske har jeg mistet orienteringen en smule, men uanset hvad så ved jeg, at jeg lige pludselig, før jeg aner, vil lande i nyt, åbent land.
Det vil sikkert føles, som om jorden sejler under mine fødder, og som om jeg er faret en lille smule vild uden noget landkort på mig. Men jeg ved, at jeg bare skal rejse mig op, genfinde balancen, kigge ud over horisonten og forsøge at finde nogle nye pejlemærker - og så lige så stille begynde at gå.
Det nye landskab af færdiguddannelse, job, voksenliv, forpligtelser, økonomi, nye ting i kirken, nye mennesker, nye fællesskaber, nye eventyr - mon ikke det hele viser sig at være smukkere og vildere, end jeg endda tør drømme om lige nu?
Sommeren kommer uanset, hvordan de kommende uger bliver, og jeg glæder mig ud over alle grænser; til sankthans, til lyse, drømmeagtige nætter, til is i store mængder, til ubekymret sind og åbne muligheder, til bare tæer i vandoverfladen, til solvarm dovenskab og langsomme eftermiddage.
Lige straks.
Det er en tid med tusind afslutninger og lige så mange nye begyndelser, og jeg er begejstret for det hele. Det er en helt særlig tid. Men lige nu hvirvler tornadoen fremad i fuld kraft, og det eneste jeg kan gøre er at give slip og hvirvle med den stærke vind.
Måske er jeg ved at være lidt rundtosset, og måske har jeg mistet orienteringen en smule, men uanset hvad så ved jeg, at jeg lige pludselig, før jeg aner, vil lande i nyt, åbent land.
Det vil sikkert føles, som om jorden sejler under mine fødder, og som om jeg er faret en lille smule vild uden noget landkort på mig. Men jeg ved, at jeg bare skal rejse mig op, genfinde balancen, kigge ud over horisonten og forsøge at finde nogle nye pejlemærker - og så lige så stille begynde at gå.
Det nye landskab af færdiguddannelse, job, voksenliv, forpligtelser, økonomi, nye ting i kirken, nye mennesker, nye fællesskaber, nye eventyr - mon ikke det hele viser sig at være smukkere og vildere, end jeg endda tør drømme om lige nu?
Sommeren kommer uanset, hvordan de kommende uger bliver, og jeg glæder mig ud over alle grænser; til sankthans, til lyse, drømmeagtige nætter, til is i store mængder, til ubekymret sind og åbne muligheder, til bare tæer i vandoverfladen, til solvarm dovenskab og langsomme eftermiddage.
Lige straks.
 |
Kommentarer