Mørk er november

Jeg var tidligt oppe i dag. Før det blev lyst. Jeg synes, de fleste af mine dage har været sådan på det sidste. Men i dag var det en lille smule anderledes. Der er 24/7-bøn nede i kirken, og i dag var min fridag, så i stedet for at cykle hen til bus 918X på Randersvej, cyklede jeg ned til stilhed, stearinlys og tid med Gud. Så var vintermorgenmørket ikke så slemt alligevel.

Jeg cyklede hjem igen omgivet af solopgang, sarte farver, rimfrost og en by, der så småt var vågnet. Kulden fik mine øjne til at løbe i vand - eller også var jeg bare en kende rørt over så frisk og ny verden virkede.

Det er tiltrængt. Med nyt, med lys og med det friske, som altid kommer med den første frost. Jeg har hårdnakket nægtet at lade november blive trist, mørk og for lang, men jeg kan alligevel mærke, at decembers lys i mørket og forventningsglæde kommer til at gøre godt.

Ja, jeg er stadig glad for praktik og for masser af meningsfyldte opgaver. Men jeg er træt. Og en lille smule tyndslidt. Jeg føler mig lidt gennemsigtig ligesom træerne udenfor, der nu har tabt alle bladene. Sådan er det bare. Så må jeg bare nynne viser som denne her:

"Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt -
da må vort hjerte selv lyse."

- Thorkild Bjørnvig (1959)

Kommentarer

Smukt skrevet Anne! Og dejligt opmuntrende! Tak for det!

Populære indlæg fra denne blog

Undskyld vi er her

Om at tage alene i sommerhus

Gør plads!