Om coolness og mildhed

Vi kender det vel alle sammen. På studiet, på jobbet, i kirken eller i de andre sociale kontekster, vi er i... Ræset med at profilere sig, bygge sit image og - vigtigst af alt - udstråle coolness. Jeg er ikke særlig cool. Ikke i klassisk forstand i hvert fald. Jeg forstår ikke sarkasme, jeg har ikke hurtige kommentarer til alt, og - som en af mine venner har udtrykt det - så har jeg ikke en dør ind til mit hjerte, som jeg bare kan lukke, når humoren bliver grov, eller diskussionerne lidt for tilspidsede. Jeg tager ord til mig, og jeg bliver såret.

Betyder det, at jeg er langsom eller uintelligent? Det bilder jeg indimellem mig selv ind, hvilket - skal jeg hilse og sige - hverken er spor konstruktivt, hjælpsomt eller sundt. I løbet af den sidste måned havde jeg et par clinches, hvor jeg stødte mig hårdt på sarkasme og på en omgangstone, som jeg har svært ved at være i. Det fik mig til at reflektere over, hvordan jeg fungerer i denne verden, og hvilke egenskaber, jeg ønsker at vokse i. Jeg har joket en del med, at jeg gerne vil lære sarkasme, lære stoneface og blive mere unshockable. Men hvorfor egentlig?

Én af Åndens frugter er mildhed. Jeg ved ikke, om jeg er mild. Faktisk er jeg ikke altid sikker på, hvad mildhed overhovedet betyder, men jeg er ret sikker på, at mildhed ikke normalvis er dét, man scorer flest point ved i dag. Jeg tror alligevel, at mine kræfter er bedre givet ud ved at stræbe efter denne åndsfrugt end ved at forsøge at lære sarkasme, lære hårdhed og lære at være noget, jeg ikke er. Hvordan ser mildhed så ud i praksis? Det vil jeg tænke videre over.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Undskyld vi er her

Om at tage alene i sommerhus

Gør plads!