Frugter

I år læser jeg en bog af Bonhoeffer med daglige reflektioner over advent. Det er en del af mit perfekte morgenritual, inden dagen går i gang. Det er sjovt, så nemt det pludselig er at stå tidligt op før alle andre, når man kan se frem til en halv times kvalitetstid med Gud, kaffe, stearinlys og pakkekalender fra mine kære veninder og mor! You should try it - sådanne dage kan kun blive gode! Her er et uddrag af adventsteksten for et par dage siden:

"Celebrating Advent means being able to wait. Waiting is an art that our impatient age has forgotten. It wants to break open the ripe fruit when it has hardly finished planting the shoot. But all too often the greedy eyes are only deceived; the fruit that seemed so precious is still green on the inside and disrespectful hands ungratefully toss aside what has so dissapointed them. Whoever does not know the austere blessedness of waiting - that is, of hopefully doing without - will never experience the full blessing of fulfillment.
(...)
For the greatest, most profound, tenderes things in the world, we must wait. It happens not here in a storm but according to the divine laws of sprouting, growing and becoming."

Hvilken frugt i dit liv, har du brug for at lade modne?

Jeg selv kunne lave en hel liste...
Først over områder, hvor jeg har forsøgt at høste frugt, inden den var moden. Jeg skal hilse og sige, at det er en smerteligt oplevelse. Nogle gange har jeg decideret fejlet, selvom jeg helst ikke vil indrømme det, og andre gange har timingen bare ikke været der. Tiden inden Canada var en stor bunke af sådanne oplevelser. Idealer, der brast, skridt i tro, som ikke bar, frustrationer og kynisme.

Derudover er der selvfølgelig alle de områder, hvor jeg ved, at jeg stadig har brug for at vente, vande, blive beskåret og vokse. Områder i min karakter, hvor jeg ville ønske, at jeg var et bedre menneske, dybere, mindre selvfokuseret, mere moden, modigere, osv. Det fylder mig med utålmodighed og irritation. Jeg vil så gerne være fremme ved målet med det samme. Særligt, når jeg ser på andre, som er længere fremme, end jeg selv er. Men det hjælper ingen ting. Faktisk fordærver det bare den frugt, jeg håber på.

Jeg vil i stedet prøve at give slip og stoppe med slå mig selv i hovedet med alt det, som jeg ikke er endnu.
Jeg vil øve mig i at vente med håb og med tro på, at Gud vil lade alting vokse og modne til den rette tid.
Heldigvis mærker jeg, at Gud virkelig hjælper mig i forhold til mit attitudeskift, og jeg ved, at de sidste 4 mdr. i Canada har lært mig meget om at vente og om at modtage fra Gud, som så gerne vil give, når vi er villige til at modtage.

Må Hans vilje ske.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Rod

Vær velkommen, Ventetid