Roadtrip til The Rockies


Kender I det, at man befinder sig et sted, hvor man pludselig indser, hvor lille man er, og hvor stor Gud er?

Dén følelse havde jeg gentagne gange, da jeg var på 5 dages roadtrip i Rocky Mountains i sidste uge.
Gid jeg kunne beskrive det hele med ord. Men hvordan skulle jeg kunne det, når jeg ikke engang kan rumme det hele i mit sind?

Alting var så voldsomt. De gigantiske bjerge og de dybe søer. Træerne.

Den tynde og friske bjergluft, som fyldte ens lunger, når man hikede i et solidt tempo for at holde varmen. Farverne. De mørkegrønne grantræer. Løvtræernes gyldne efterårsfarver. Bjergsøernes turkisblå vand. Bjergene som skiftede farve i løbet af dagen. Fra metalgrå til mørkeblå eller lilla efter solnedgang. Den tætte hvide tåge, som om morgenen holdt alting skjult som en skattet hemmelighed, som kun ville blive røbet for de særligt udvalgte.

Følelesen af uendelighed. Bjergene, som stod som uforanderlige konstanter i horisonten, vidnende om forsvundne tider. De tætte skove, som fortsatte så langt øjet rakte, uberørte af mennesker. Landskabets fuldstændigt klare reflektion i det spejlblanke vand. .

Lydene. Vinden i træerne. Stilheden. Den rungende stilhed, som om du var den eneste i hele verden.

Følelsen af at være meget sårbar i forhold til de kæmpestore kræfter omkring dig. Bjergenes massive klipper. Skovenes ufremkommelighed og mørke indre. Søernes iskolde vand fra gletcherne.

Jeg har aldrig oplevet så overvældende smuk og brutal natur før. Selvom jeg har set en del.

Ved én af de knap så isolerede søer, Lake Louise, sad en turist på en sten i vandkanten med samme ubeskrivelige udsigt, som jeg havde. Jeg så hende gøre korsets tegn for sig flere gange, og jeg forstod hende. Det syntes umuligt ikke at lade hjertet være fyldt af ærefrygt og taknemmelighed til Skaberen af alt dette. Og at der er en skaber, blev jeg kun bekræftet i. Tænk, så stor en skønhed, kreativitet og på alle måder perfekt mesterværk!

Tak for verdens bedste fødselsdagsgave fra min mor og far.

Her er lidt billeder, selvom det på ingen måde retfærdiggør virkeligheden.








 

 

 

 
  

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Undskyld vi er her

Billede
I torsdags var der premiere på den nye dokumentarserie "Undskyld vi er her" på DR1. Her følger man tre unge kvinder med Downs syndrom og får et indblik i deres hverdag, tanker, drømme og føleleser. Jeg har set første afsnit online, og desuden set et interview af én af pigerne i Aftenshowet, hvor hun blandt andet taler om fordommene mod mennesker med Downs, og hvad hun tænker om det faktum, at der bliver født færre og færre børn med Downs. Hun er helt fantastisk! Jeg ved godt, at det for mange er en følsom debat, og at der er mange komplekse følelser i spil, men denne dokumentar er mest af alt glad og livsbekræftende. Ja, det lyder som en kliché, men se den alligevel :) Jeg synes, det er skønt at se, hvordan pigerne dybest set er som os andre med de samme følelser, håb og drømme, som vi alle grundlæggende har. Det glemmer vi nogle gange i en tid, hvor vi i dén grad stræber efter det perfekte og på mange måder frygter svaghed. L'Arche, som jeg nu er en del af, er en
Læs mere

Rod

Jeg har rod i livet. Ofte, igen og igen og måske endda en lille smule kronisk. Ikke på den måde, at mit liv ikke er godt, eller at jeg ikke kender mig selv. Men på den måde, at jeg igen og igen kommer til kort, fejler eller må se min magtesløshed og uperfekthed i øjnene. En stor del af mig prøver at kæmpe imod stræbe efter det perfekte og polerede. Jeg mener, hvem vil ikke gerne tage sig godt ud og udstråle succes, overskud og "the admirable life"? Nogle mener i dag, at magtesløshed er vores tids store tabu. Jeg tror på, at det er en rigtig analyse. Det er i hvert fald et af mit livs store tabu. Jeg prøver ihærdigt at ignorere, når tingene igen går skævt, eller når jeg igen føler mig lille. Men hvad sker der, når jeg nægter at vise mennesker omkring mig, at jeg faktisk har rod i livet og ikke har lige så meget styr på sagerne, som jeg synes, at jeg burde? Hvad sker der, når vi kollektivt nægter at indrømme det over for hinanden? I mindste fald skaber det en urealistisk
Læs mere

Vær velkommen, Ventetid

Det er advent. En af mine yndlingssæsoner i løbet af året. Tiden, som på så mange niveauer lyser op i mørket. Helt konkret, når vi tænder levende lys i årets mørkeste måned, og lige så konkret, men dybere og større, når vi mindes, at Gud selv lod sig føde for at bringe alting tilbage til det, som hele tiden var meningen. I år er adventstiden for mit vedkommende anderledes, end den plejer. Meget anderledes. Det er min første jul uden for Danmark, uden min familie og uden alle de vante og velkendte traditioner, som normalt er så fast en del af netop denne tid. Det giver mulighed for at favne adventstiden og julen på en ny måde, og jeg kan mærke, at der skæres ind til benet ift. hvad jul virkelig er. Advent handler jo om at vente. Måske er det med til at gøre denne tid til en modkultur til den verden, som ellers præger os, hvor det meste handler om instant happiness, konsumerisme, produktivitet, handlekraft og succes. Advent handler om at turde håbe, turde give slip og turde ve
Læs mere