Betragtninger

Min facebook-feed er i disse dage oversvømmet af gran, julebag og glitter. Og tro mig, jeg elsker julehygge og alt, det indebærer af nostalgi, julemusik og sammenkomster.  Nogle gange - bare nogle gange - kan det dog blive lidt anstrengende; Alle de mere eller mindre eksplicitte forventninger og krav til, hvordan jeg skal føle og have det her i tiden op mod jul. Nogle gange bilder vi os selv ind, at vi er nødt til at lukke øjnene for dét, der rent faktisk sker indeni os og i vores liv, som er svært eller smertefuldt. For et øjebliks julefred. For at gøre plads til ægte julestemning. For advent rimer ligesom ikke på ensomhed, sorg, usikkerhed, smerte og frustration, vel? Jeg tror, vi ind i mellem har misforstået, hvad ægte julestemning er. Advent handler ikke om at begrave realiteterne og virkeligheden - hverken om os eller om den verden, vi lever i. Advent handler om at turde være i det, som er svært og se smerten i øjnene. Som julenat, hvor en ung, fattig...

Jeg vågner, mens der stadig kulsort udenfor, og jeg famler mig afsted mod hverdagens gøremål. Vintermørket er et vilkår for tilværelsen i disse dage. De fleste dage får lyset aldrig overtaget. Dansk vinter uden hverken en masse sne eller frost gør, at selv timerne midt på dagen sjældent bliver mere end grå. Solen hænger så lavt, at den ikke rigtigt når op i min lejlighed på første sal, og jeg har tændt lys det meste af døgnet.  Det er der ikke noget nyt ved. Sådan er det hver vinter, og sådan kender vi det. Vi vænner os til mørket, tilrettelægger vores dage efter det og kompenserer med indendørs hygge, stearinlys og varme tæpper. Så vidt så godt. Måske vænner vi os også nogle gange til det mere abstrakte mørke her i livet.  Jeg tænker på verdens mørke som fylder min nyheds-feed med flygtningekrise, IS, nød og elendighed.  Jeg tænker på mørket i mine nære relationer og i alle de andre mennesker, jeg er i berøring med.  Jeg tænker på mørket...

Det er advent igen.  Advent er blevet mere og mere vigtig for mig, som jeg er blevet ældre. Der er noget ved sæsonen, der kalder på den kontemplative og eftertænksomme side af mig, som jeg øver mig i at give mere plads.  Og advent handler netop om at stoppe op og gøre plads. Til lyset. Til håbet. Til længslen. Til Jesus, som kommer.  Der var ikke plads til ham dengang på herberget. Der er heller ikke altid plads til ham i mit liv. Det er oppe i tiden med simplicity og decluttering. Vi smider ud af vores overflod og indser pludselig, at halvdelen af det, vi ejer, er overflødigt. Mon det samme gælder vores hjerte og vores sind? Jeg forsøger igen at rydde ud og rydde op, så der bliver plads. Væk med alle de unødige bekymringer, de negative tanker, timerne med Netflix, som mere er en form for eskapisme end underholdning. Væk med travlhed! Jeg behøver ikke have så travlt altid, men alligevel havner jeg dér igen og igen. Jeg vil have plads til at st...

Det er blevet den måned, hvor soltimerne er allerfærrest, og hvor jeg almindeligvis har brug for at gå i hi og gøre alting lidt mere omhyggeligt og langsomt. Men jeg har pludselig mere travlt, end jeg har haft i flere måneder. Nu bliver de få timer med dagslys brugt på benhård arbejds-hverdag og voksenlivs-jongleren. Novemberdagene er måske endnu kortere, end de plejer, men det gør heldigvis ingen ting. Det er jo det, jeg har bedt om, drømt om og håbet på. Jeg har derfor lidt ekstra brug for stilleaftener, lysegrønne hyacint-skud og hjertevarme i den her tid. Og min yndlings-november-vise! Når jeg åbner mit vindue på en vindstille dag, kan jeg høre den blive spillet af rådhusklokkerne inde i midtbyen. Det er en af de små stjerner her i mørket, og min bøn er, som i visen, at mit hjerte må lyse op - både i mig og omkring mig!

Kræft kan være dødeligt. Det samme kan depression. Det samme kan mørket, skammen, skylden, smerten, håbløsheden og ensomheden, som følger med. Jeg har tøvet med at skrive på bloggen om psykisk sygdom. Fordi det er mit arbejde. Fordi det er en del af min egen historie. Fordi jeg mere og mere ser, at det er her Gud bruger mig og vil bruge mig. Jeg har tøvet. Ikke fordi jeg ikke har noget at sige. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal starte. Nu starter jeg her. Ved Robin Williams. Fordi vi alle sammen er mere eller mindre kede af det og rystede over den tragiske nyhed om hans død. Det er ikke bare fordi, vi alle elskede ham, men fordi hans selvmord pludselig gjorde hans smerte, mørke og kamp mod depression så tydelig, håndgribelig og tæt på. Det minder os om vores egne livskampe, og det minder os om alle dem, vi kender som - lige nu, i dag - kæmper den samme kamp som Robin. Og ja, vi kender alle nogen. Statistikkerne siger det hele. Jeg ville skrive om, hvorfor psykisk sygdom ikke bar...

Det er spændende, når alting pludselig er muligt, og intet længere  er givet. Jeg elsker at lade mig rive med og drømme vidt og bredt, og jeg elsker blanke sider, som skal fyldes. Men i de sidste ugers post-færdiguddannelse har jeg tænkt meget over, hvad - eller hvem - mit liv i virkeligheden handler om. Jeg har brug for et anker, der holder mig fast og som fortæller mig, at mit liv ikke bare handler om mig og om, hvorvidt jeg lykkes. Denne jobsøgnings-tid er på mange måder så fuld af selvrealisering, fokus på egne kompetencer, styrker og succes, og jeg tager vigtige skridt i at skrive et afgørende kapitel i min egen historie. Men mit liv drejer sig dybest set ikke om mig. Jeg er et lille komma i Den Store Historie om Gud og hans genoprettelse af vores jord. Mit liv handler ikke om, hvordan jeg får skabt den bedst mulige hverdag med et fantastisk og lærerigt job. Mit liv handler ikke om, hvordan jeg bedst muligt får skabt tryghed og base i mit liv. Det handler ikke om, at jeg s...

Jeg er færdiguddannet. Det klinger stadig underligt i mine ører, men det er jeg altså, og jeg forsøger at hilse dagpengesystemet, voksende forpligtelser og ægte voksenliv velkomment. Det er sommer på den gode måde, og solen skinner på mig. I bogstaveligste forstand, men jeg er måske også mere lykkelig, end jeg har været meget længe. Flyvende endda. Over 4 års studier, som jeg klarede, over fremtidshåb, over alt det Gud har givet mig det sidste år, over retning og følelsen af kald over mit liv. Min nye identitet - socialpædagog og diakon - smager sødt, og jeg forsøger lige så roligt at vende stemmebåndet og ørene til at sige det og høre det blive sagt. Det er mig nu. Det er min fremtid. Verden føles åben og ny, selvom der i praksis ikke kommer til at ske så mange store forandringer. Jeg bliver i Aarhus, og jeg bliver boende i min skønne lejlighed i villakvarteret. Det er nok mere en indre ting. Som sådan noget jo ofte er. Jeg aner ikke, hvad næste kapitel kommer til at indebære, o...