Betragtninger

Det er en helt særlig tid. Lige straks er det sommer og de lyse nætters tid. Lige straks vil jeg lade mig fylde af solskinstimer og frihedsfornemmelser. Lige straks. Om to ugers tid helt præcist. Så er bacheloren færdigskrevet og forsvaret, og jeg er officielt færdiguddannet. Det er en tid med tusind afslutninger og lige så mange nye begyndelser, og jeg er begejstret for det hele. Det er en helt særlig tid. Men lige nu hvirvler tornadoen fremad i fuld kraft, og det eneste jeg kan gøre er at give slip og hvirvle med den stærke vind. Måske er jeg ved at være lidt rundtosset, og måske har jeg mistet orienteringen en smule, men uanset hvad så ved jeg, at jeg lige pludselig, før jeg aner, vil lande i nyt, åbent land. Det vil sikkert føles, som om jorden sejler under mine fødder, og som om jeg er faret en lille smule vild uden noget landkort på mig. Men jeg ved, at jeg bare skal rejse mig op, genfinde balancen, kigge ud over horisonten og forsøge at finde nogle nye pejlemærker - og så ...

Nu har jeg boet over 1 år på den lille villavej i Aarhus V, hvor der enten dufter af brændeovnsrøg eller grill, alt efter sæsonen. 1 år. Det er længere tid end noget andet sted, jeg har boet, siden jeg flyttede hjemmefra for 6 år siden. 1 år. Det betyder spirrende rødder og en underlig ro, jeg ikke har følt længe. Det betyder, at jeg har oplevet alle årstiderne fra det samme vindue, det samme perspektiv. Det betyder, at jeg siger hej til de søde kassedamer i min Rema. Det betyder, at jeg kan finde vej i mit kvarter. Det betyder en base og et udgangspunkt. Begge dele noget, jeg har negligeret betydningen af i flere år.  Jeg frygtede, at det ville betyde stilstand og kompromis. Jeg frygtede, at jeg ville blive mindre fleksibel og mere bundet. I stedet kan jeg mærke, at det sætter mig fri og giver mig energi til rent faktisk at være tilstede i de ting, der er vigtige for mig og investere i de ting, der giver mening. Det giver mig en havn at søge hjem til, når bølgerne er gået...

Ud! Jeg vil ud! Ud i lyset. Ud hvor himlen er højt oppe, og hvor tankerne kan flyve frit. Ud fra de små, mørke rum. Ud fra vinterhiet. Ud fra indeklemte følelser og vintertriste hjerter. Ud hvor tingene begynder at spire og gro, og hvor alting om lidt emmer af liv og af kraft. Ud hvor fuglene synger, og kinderne bliver røde, fordi solen endnu er kølig og lavtstående. I dag tog jeg solbriller på bare fordi. Nu sidder jeg i et solbeskinnet vindue med god kaffe på ét af yndlingstederne med en bunke artikler, som jeg langsomt læser mig igennem, mens jeg tænker store tanker.  I weekenden var jeg på arbejde, hvor jeg havde en lang samtale med en frustreret pårørende, som på kafkask vis og helt reelt føler sig smidt rundt i et uigennemskueligt og snørklet system, som jeg jo er en del af. Hvor håber jeg på en dag at kunne se tilbage på et arbejdsliv, hvor jeg har været med til - enten i det store eller det små - at forbedre psykiatrien i Danmark. Der er intet så motiverende som lid...

Jeg er sådan én, der venter rigtig meget. Sådan tror jeg egentlig mange af os er. Jeg kan ikke lige gennemskue, som det er noget, som gør sig mere gældende i vores samfund i dag end tidligere, men det kræver ikke meget meta-refleksion at konstatere, at vi er ret dårlige til at være i nuet og generelt bruger meget tid på at fokusere på dét, som kommer. Med hele mindfulness-bølgen så bliver det ofte fremstillet som noget negativt, men hvorfor egentlig det? Jeg kan godt lide at have noget at vente på, noget at glæde mig til, og nogle gange fylder det mit øjeblik her og nu med endnu større glæde, når jeg kan dagdrømme en lille smule om alt det gode, som ligger foran mig i stort og småt. Forventningsglæden, that is. Jeg har tit store planer og spontane, fikse idéer, som jeg i øjeblikket er fuld af tiltro til, men som på sigt ofte ikke bliver til noget. I skulle have set mine lister over ting, jeg skulle have nået til jul - eller mere aktuelt; ting, jeg skal gøre, når solen for alvor bryder ...

Nytåret kom og gik med regnvejr, travlhed og den lille smule indre kaos, som hører sig til i overgangstider med eksamensopgaver, der skal skrives, farvelknus, som skal gives og kapitler, der skal afsluttes. Det hele efterlod mig en lille smule svimmel og løsrevet. Fyldt med taknemmelig over et semester, som kom til at overgå alle mine forventninger, men træt ind til min inderste kerne. Så skete det heldigvis. Endelig endelig endelig. Efter mange tætskrevne sider om kloge psykiatri-ting, og en praktik, der for alvor var slut, så kunne jeg igen begynde at løfte blikket mod dét foran mig. Sneen lagde sig som en afdæmpende dyne over det hele, og jeg tog i sommerhus for at finde dén der tidslomme, hvor der er plads til at tænke og trække vejret i et roligere tempo. Og der var jeg så. I et nordvestligt hjørne af Danmark. Alene, for på denne årstid søger de fleste folk åbenbart til Thailand, hvor der er solskin og drinks. Jovist, det ville da også...

Det sner udenfor. Jeg har p.t. ingen lampe over mit spisebord, hvor jeg sidder ligenu, og må klare mig med stearinlys. Det er ok. Det understreger blot min følelse indeni. Jeg burde skrive specialiseringsopgave, men min krop er stadig fyldt af den netop afsluttede praktik og træthed oven på arbejdstravlhed siden før jul. Alt i mig trænger til at stoppe op, mærke efter, mærke mig selv, samt gøre status over det forgangne år og tune ind på det forestående. Jeg har ikke haft ro til noget af det endnu. Ikke engang lidt basic nytårsreflekteren. Jeg skubber det hele foran mig, indtil jeg om halvanden uge endelig kan isolere mig selv i et sommerhus på vestkysten. Alene. De fleste, jeg har fortalt det til, har reageret ved enten at smile overbærende af mig eller bare tænke ved dem selv, at jeg er lidt sær. So be it. Det er jeg sikkert. Men åh, hvor kan jeg mærke, at netop lidt ensomhed, havluft og brændeovns-knitren er det eneste, jeg har brug for lige nu. ...

Det er d. 23. december, tidlig morgen - lang tid, inden det bliver lyst. Jeg har sovet dårligt i nat, og til sidst stod jeg bare op. Det er okay. Det forærer mig denne stund med god kaffe og fuldkommen stilhed i villakvarteret.  Dagene er vendt, og vi går imod lysere tider. Forår. Sommer. Det føles meget langt væk ligenu, mens jeg kryber sammen i min strikketrøje for at holde på varmen. Og der er ikke engang frost. Jeg har tændt så mange stearinlys her i stuen, at jeg takker Gud for, at jeg ikke har luftvejsproblemer. Det giver mening her i den mørkeste time, inden solen begynder at stå op. Basic truth. Nu nærmer det nye år sig. Sådan for alvor. Med alt hvad det rummer af forventning og angst (jeg bliver blandt andet færdiguddannet). Jeg er så taknemmelig for, at vores år er indrettet sådan, at vi slutter ét år og går ind i et nyt i en måned som december, hvor lyset på alle måder gennembryder mørket. Ikke kun bogstaveligt med LED-lyskæder og kalenderlys, men fordi...