Betragtninger

Nytåret kom og gik med regnvejr, travlhed og den lille smule indre kaos, som hører sig til i overgangstider med eksamensopgaver, der skal skrives, farvelknus, som skal gives og kapitler, der skal afsluttes. Det hele efterlod mig en lille smule svimmel og løsrevet. Fyldt med taknemmelig over et semester, som kom til at overgå alle mine forventninger, men træt ind til min inderste kerne. Så skete det heldigvis. Endelig endelig endelig. Efter mange tætskrevne sider om kloge psykiatri-ting, og en praktik, der for alvor var slut, så kunne jeg igen begynde at løfte blikket mod dét foran mig. Sneen lagde sig som en afdæmpende dyne over det hele, og jeg tog i sommerhus for at finde dén der tidslomme, hvor der er plads til at tænke og trække vejret i et roligere tempo. Og der var jeg så. I et nordvestligt hjørne af Danmark. Alene, for på denne årstid søger de fleste folk åbenbart til Thailand, hvor der er solskin og drinks. Jovist, det ville da også...

Det sner udenfor. Jeg har p.t. ingen lampe over mit spisebord, hvor jeg sidder ligenu, og må klare mig med stearinlys. Det er ok. Det understreger blot min følelse indeni. Jeg burde skrive specialiseringsopgave, men min krop er stadig fyldt af den netop afsluttede praktik og træthed oven på arbejdstravlhed siden før jul. Alt i mig trænger til at stoppe op, mærke efter, mærke mig selv, samt gøre status over det forgangne år og tune ind på det forestående. Jeg har ikke haft ro til noget af det endnu. Ikke engang lidt basic nytårsreflekteren. Jeg skubber det hele foran mig, indtil jeg om halvanden uge endelig kan isolere mig selv i et sommerhus på vestkysten. Alene. De fleste, jeg har fortalt det til, har reageret ved enten at smile overbærende af mig eller bare tænke ved dem selv, at jeg er lidt sær. So be it. Det er jeg sikkert. Men åh, hvor kan jeg mærke, at netop lidt ensomhed, havluft og brændeovns-knitren er det eneste, jeg har brug for lige nu. ...

Det er d. 23. december, tidlig morgen - lang tid, inden det bliver lyst. Jeg har sovet dårligt i nat, og til sidst stod jeg bare op. Det er okay. Det forærer mig denne stund med god kaffe og fuldkommen stilhed i villakvarteret.  Dagene er vendt, og vi går imod lysere tider. Forår. Sommer. Det føles meget langt væk ligenu, mens jeg kryber sammen i min strikketrøje for at holde på varmen. Og der er ikke engang frost. Jeg har tændt så mange stearinlys her i stuen, at jeg takker Gud for, at jeg ikke har luftvejsproblemer. Det giver mening her i den mørkeste time, inden solen begynder at stå op. Basic truth. Nu nærmer det nye år sig. Sådan for alvor. Med alt hvad det rummer af forventning og angst (jeg bliver blandt andet færdiguddannet). Jeg er så taknemmelig for, at vores år er indrettet sådan, at vi slutter ét år og går ind i et nyt i en måned som december, hvor lyset på alle måder gennembryder mørket. Ikke kun bogstaveligt med LED-lyskæder og kalenderlys, men fordi...

Vi er næsten allerede halvvejs i julemåneden, og jeg føler mig ikke spor jule-overskuds-agtig. Nærmere træt og lidt juleblå. Sidste uge var endeløse arbejdstimer afbrudt af lidt søvn indimellem, og i weekenden stod jeg med hovedansvaret på en vagt, der endte i politi og tvangsmedicinering. Lidt for dramatisk og voldsomt, når jeg mest af alt trængte til julehygge, granduft og vanillekranse-bagning. Nu har jeg brugt de sidste par dage på at forsøge at dæmpe efterreaktionerne derfra med hjemmesysler og tanker om, at Jesus jo netop blev født i Betlehem dengang for at møde os i vores magtesløshed, sårbarhed og hjælpeløshed. Sokker og stearinlys kan klare det meste, men min krop fortæller mig stadig, at det hele var lidt for meget. Jeg er ikke typen, der stresser over jul. Det eneste, jeg behøver, er tid til julekontemplation og julefred. Ikke noget med forbruger-ræs herhjemme. I år har jeg besluttet at lave mine gaver selv, så jeg sparer penge og undgår midtbyen her...

Det er blevet december. Endelig. Lysets måned. Håbets måned. Jeg har dobbelt op af forventningsglæde og hygge-behov dette år, da jeg jo ikke var i Danmark sidste jul . Nu mindes jeg sidste år med varmt hjerte. Jul kom til at stå i et nyt lys, da jeg pludselig var langt væk fra det velkendte. Nogle ting fik lov til at træde i baggrunden og andre tættere på. F.eks. blev sidste år det år, hvor jeg fik sendt og også modtog markant de fleste julehilsner hidtil. En koncentreret følelse af både at være elsket og at elske meget - og forhåbentligt en tradition, der er kommet for at blive.  Sidste år blev også dén jul med flest stille morgener og ægte julefred før dagens begyndelse. Det prøver jeg at implementere i år. Dér i stilheden træder hele adventstiden ligesom tydligere frem. Lige som sidste år, læser jeg en adventskalender af fantastiske Bonhoeffer, og han kalder mig hver dag tilbage til julens egentlige fokus:  1) at Jesus allerede er kommet som Gud og menneske til ve...

Jeg var tidligt oppe i dag. Før det blev lyst. Jeg synes, de fleste af mine dage har været sådan på det sidste. Men i dag var det en lille smule anderledes. Der er 24/7-bøn nede i kirken, og i dag var min fridag, så i stedet for at cykle hen til bus 918X på Randersvej, cyklede jeg ned til stilhed, stearinlys og tid med Gud. Så var vintermorgenmørket ikke så slemt alligevel. Jeg cyklede hjem igen omgivet af solopgang, sarte farver, rimfrost og en by, der så småt var vågnet. Kulden fik mine øjne til at løbe i vand - eller også var jeg bare en kende rørt over så frisk og ny verden virkede. Det er tiltrængt. Med nyt, med lys og med det friske, som altid kommer med den første frost. Jeg har hårdnakket nægtet at lade november blive trist, mørk og for lang, men jeg kan alligevel mærke, at decembers lys i mørket og forventningsglæde kommer til at gøre godt. Ja, jeg er stadig glad for praktik og for masser af meningsfyldte opgaver. Men jeg er træt. Og en lille smule tyndslidt. Jeg føler mig lid...

Det er efterår, og jeg går rundt med en kastanje i lommen. Både fordi den er så glat og fin at røre ved, og fordi den minder mig en lille smule om døden. Ikke på en eller anden dyster og begrænsende måde, men på en måde, som minder mig om, at ingenting må tages for givet. Eller måske i virkeligheden det modsatte. At alt skal tages for givet. For givet. Af Gud. Det klinger næste af kliché; "Livet er en gave". Men alligevel så er kastanjen blevet min mikro-version af en nær-døds-oplevelse, og jeg kan ikke holde den i hånden uden at glæde mig til forårets udsprungne kastanjetræer. Jeg er ikke én af dem, der buldrer højt om, at lidelse er til for, at vi kan mærke glæden, det gode og det smukke. Jeg synes nemt, at det negligerer og underkender den smerte, den sørgende og forpinte står midt i. Lidelse og smerte er noget lort. På alle måder. Jeg er fuldt ud overbevist om, at det aldrig er Guds intension, at vi kommer ud for de ting i livet, der slår os ud af kurs. Men jeg er lige så...