Betragtninger

Jeg kan næsten ikke rumme dem. Kontrasterne. Ikke lige i aften i hvert fald.  Jeg har brugt den sidste time på langt om længe at blive opdateret på borgerkrigen i Syrien oven på det kemiske civilangreb i onsdags. Mit hjerte bløder. På mit arbejde møder jeg andre katastroferamte. Her er årsagen ikke udefrakommende giftangreb, men et kaosfyldt landskab af forgiftede tanker og indre smerte. Her er unge mennesker, der i dén grad har oplevet, hvordan tilværelsen har tacklet dem hårdt og ufint, så de nu kæmper for at komme op at stå igen. Igen, mit hjerte bløder. Samtidig, så spekulerer jeg over, hvornår jeg mon får taget mig sammen til at hænge billeder op over min sofa. Min te har trukket for længe, og jeg irriterer mig over, at den er blevet bitter. Det skønne sensommervejr indbyder til udflugter - hvornår kan det mon blive? Og så er der de møder, jeg skal have forberedt mig til i næste uge, og venner, jeg gerne vil have set. Fra det store, globale til det mondæne og ligegyldige. Fra ...

Vi har vel alle brug for vidner til vores tilværelse. Folk, der følger os tæt og ved, hvad vores dag er gået med. Nogen, der kender de små detaljer. Jeg bor 40 meter i fugleflugt fra en kær veninde. Hvilken velsignelse. Vi vandrer langs fortovet - til naboernes fornøjelse og morskab - frem og tilbage med lånte tærtefade, lune retter, blomsterbuketter, grill og andre gode ting. Vi arbejder begge to for tiden, så det er nemt lige at ses i en lille time ved midnatstid efter fyraften til en kort debrief og en bolle med ost. Eller på hjørnet med kaffe i thermokopper til en gåtur i Botanisk. I går da jeg kom hjem fra arbejde lå der nyplukkede ærteblomster og en seddel med påmindelsen om, at sommeren ikke er slut endnu. Det budskab lader jeg hermed gå videre. Nyd sensommervejret her i weekenden!

Hvor har det været dejligt, og hvor har det været uvant, at vi danskere slet ikke har behøvet at brokke os over vejret denne sommer. Min ferie var kort (i forhold til uni-folket - alt er jo relativt!), men mit hjerte er stadig fyldt op af gode sommerminder; lange, lyse aftner, bålhygge, badning i Aarhus Fjord i smukke solnedgange og solskin, der har lyst op i alle kroge i sindet. Nu begynder det at være mørkt, når jeg står op (ja ja, jeg skal også op allerede 5.45), og forleden aften, da jeg gik tur i regnen med en kær veninde, så havde de små hjem i kvarteret stearinlys i vinduerne. Efteråret er på  vej. Har jeg nævnt, hvor meget jeg elsker årstidsskift? For de, der måtte spekulere over det, så faldt min praktik på plads i allersidste øjeblik på fuldkommen mirakuløs vis. Jeg er stadig overvældet og fuldt ud taknemmelig - og fordi alt så tydeligt er lagt til rette af Gud, så er det ikke svært at huske på, at han virkelig ér gået foran mig, og at jeg går i forudberedte gerninger med...

Alert! Følgende indlæg er nok en smule indforstået for folk, som lige som jeg, har en idé om, at Gud har noget at skulle have sagt i forhold til det liv, vi lever. Føl dig fri til at springe læsningen over, hvis du ikke ser dig selv som i den kategori. Mine frustrationer i dette indlæg er i øvrigt små i forhold til de tragedier og den smerte, som nogle læsere måske befinder sig midt i. Jeg håber ikke, at I bliver stødte over noget, jeg skriver. Vi ser nu engang livet fra vores eget perspektiv. ______________________________ Den sidste tid har været fyldt med masser af spørgsmål som "Gud, hvad er din plan egentlig?", "Har du styr på det?", "Hvad er meningen overhovedet?" Sagen er den, at jeg lige nu kan se frem til et forestående halvt år, som kommer til at se meget anderledes ud, end jeg havde regnet med - ja faktisk stik modsat alt, jeg havde håbet, planlagt og stilet efter.  Jeg reagerede først med bunkevis af skuffelse, vrede og en "nå, men så gide...

Nogle af jer ved det. Jeg er en smule natur-romantisk og en sucker for solnedgange, høj himmel, rødder, bjerge, ting der vokser og lidt solsorte-kvidr. Det gør bare noget ved mig. Nu er det forår og lige om lidt sommer. Langt om længe. Og det er jo netop det skønne ved forår - vi ved, at det kommer, uanset hvor lang, mørk og kold vinteren var. Foråret svigter ikke. Nu er der grønt over alt omkring os, og vi kan alle sammen mærke det. Når man sådan er lidt små-forelsket (i livet), så er livet, tilværelsen og det hele lidt mere ukompliceret, enkelt og ligetil. Kraften i det grønne. Det er dét, jeg taler om. Selvom det allerede er næsten 2 måneder siden Påske, så kan jeg ikke lade være med at lave en lille parallel. For det er som om, at Påskens under - at Jesus opstod fra de døde og dermed sejrede over alt det onde - bliver lidt mere håndgribelig og konkret på en solskinsdag som i dag, hvor alting ser ud til at leve, spire og vokse. I dag tror jeg på, at alt vil blive godt, h...

Jeg har rod i livet. Ofte, igen og igen og måske endda en lille smule kronisk. Ikke på den måde, at mit liv ikke er godt, eller at jeg ikke kender mig selv. Men på den måde, at jeg igen og igen kommer til kort, fejler eller må se min magtesløshed og uperfekthed i øjnene. En stor del af mig prøver at kæmpe imod stræbe efter det perfekte og polerede. Jeg mener, hvem vil ikke gerne tage sig godt ud og udstråle succes, overskud og "the admirable life"? Nogle mener i dag, at magtesløshed er vores tids store tabu. Jeg tror på, at det er en rigtig analyse. Det er i hvert fald et af mit livs store tabu. Jeg prøver ihærdigt at ignorere, når tingene igen går skævt, eller når jeg igen føler mig lille. Men hvad sker der, når jeg nægter at vise mennesker omkring mig, at jeg faktisk har rod i livet og ikke har lige så meget styr på sagerne, som jeg synes, at jeg burde? Hvad sker der, når vi kollektivt nægter at indrømme det over for hinanden? I mindste fald skaber det en urealistisk ...

Vi kender det vel alle sammen. På studiet, på jobbet, i kirken eller i de andre sociale kontekster, vi er i... Ræset med at profilere sig, bygge sit image og - vigtigst af alt - udstråle coolness. Jeg er ikke særlig cool. Ikke i klassisk forstand i hvert fald. Jeg forstår ikke sarkasme, jeg har ikke hurtige kommentarer til alt, og - som en af mine venner har udtrykt det - så har jeg ikke en dør ind til mit hjerte, som jeg bare kan lukke, når humoren bliver grov, eller diskussionerne lidt for tilspidsede. Jeg tager ord til mig, og jeg bliver såret. Betyder det, at jeg er langsom eller uintelligent? Det bilder jeg indimellem mig selv ind, hvilket - skal jeg hilse og sige - hverken er spor konstruktivt, hjælpsomt eller sundt. I løbet af den sidste måned havde jeg et par clinches, hvor jeg stødte mig hårdt på sarkasme og på en omgangstone, som jeg har svært ved at være i. Det fik mig til at reflektere over, hvordan jeg fungerer i denne verden, og hvilke egenskaber, jeg ønsker at vokse i....