Betragtninger

Alert! Følgende indlæg er nok en smule indforstået for folk, som lige som jeg, har en idé om, at Gud har noget at skulle have sagt i forhold til det liv, vi lever. Føl dig fri til at springe læsningen over, hvis du ikke ser dig selv som i den kategori. Mine frustrationer i dette indlæg er i øvrigt små i forhold til de tragedier og den smerte, som nogle læsere måske befinder sig midt i. Jeg håber ikke, at I bliver stødte over noget, jeg skriver. Vi ser nu engang livet fra vores eget perspektiv. ______________________________ Den sidste tid har været fyldt med masser af spørgsmål som "Gud, hvad er din plan egentlig?", "Har du styr på det?", "Hvad er meningen overhovedet?" Sagen er den, at jeg lige nu kan se frem til et forestående halvt år, som kommer til at se meget anderledes ud, end jeg havde regnet med - ja faktisk stik modsat alt, jeg havde håbet, planlagt og stilet efter.  Jeg reagerede først med bunkevis af skuffelse, vrede og en "nå, men så gide...

Nogle af jer ved det. Jeg er en smule natur-romantisk og en sucker for solnedgange, høj himmel, rødder, bjerge, ting der vokser og lidt solsorte-kvidr. Det gør bare noget ved mig. Nu er det forår og lige om lidt sommer. Langt om længe. Og det er jo netop det skønne ved forår - vi ved, at det kommer, uanset hvor lang, mørk og kold vinteren var. Foråret svigter ikke. Nu er der grønt over alt omkring os, og vi kan alle sammen mærke det. Når man sådan er lidt små-forelsket (i livet), så er livet, tilværelsen og det hele lidt mere ukompliceret, enkelt og ligetil. Kraften i det grønne. Det er dét, jeg taler om. Selvom det allerede er næsten 2 måneder siden Påske, så kan jeg ikke lade være med at lave en lille parallel. For det er som om, at Påskens under - at Jesus opstod fra de døde og dermed sejrede over alt det onde - bliver lidt mere håndgribelig og konkret på en solskinsdag som i dag, hvor alting ser ud til at leve, spire og vokse. I dag tror jeg på, at alt vil blive godt, h...

Jeg har rod i livet. Ofte, igen og igen og måske endda en lille smule kronisk. Ikke på den måde, at mit liv ikke er godt, eller at jeg ikke kender mig selv. Men på den måde, at jeg igen og igen kommer til kort, fejler eller må se min magtesløshed og uperfekthed i øjnene. En stor del af mig prøver at kæmpe imod stræbe efter det perfekte og polerede. Jeg mener, hvem vil ikke gerne tage sig godt ud og udstråle succes, overskud og "the admirable life"? Nogle mener i dag, at magtesløshed er vores tids store tabu. Jeg tror på, at det er en rigtig analyse. Det er i hvert fald et af mit livs store tabu. Jeg prøver ihærdigt at ignorere, når tingene igen går skævt, eller når jeg igen føler mig lille. Men hvad sker der, når jeg nægter at vise mennesker omkring mig, at jeg faktisk har rod i livet og ikke har lige så meget styr på sagerne, som jeg synes, at jeg burde? Hvad sker der, når vi kollektivt nægter at indrømme det over for hinanden? I mindste fald skaber det en urealistisk ...

Vi kender det vel alle sammen. På studiet, på jobbet, i kirken eller i de andre sociale kontekster, vi er i... Ræset med at profilere sig, bygge sit image og - vigtigst af alt - udstråle coolness. Jeg er ikke særlig cool. Ikke i klassisk forstand i hvert fald. Jeg forstår ikke sarkasme, jeg har ikke hurtige kommentarer til alt, og - som en af mine venner har udtrykt det - så har jeg ikke en dør ind til mit hjerte, som jeg bare kan lukke, når humoren bliver grov, eller diskussionerne lidt for tilspidsede. Jeg tager ord til mig, og jeg bliver såret. Betyder det, at jeg er langsom eller uintelligent? Det bilder jeg indimellem mig selv ind, hvilket - skal jeg hilse og sige - hverken er spor konstruktivt, hjælpsomt eller sundt. I løbet af den sidste måned havde jeg et par clinches, hvor jeg stødte mig hårdt på sarkasme og på en omgangstone, som jeg har svært ved at være i. Det fik mig til at reflektere over, hvordan jeg fungerer i denne verden, og hvilke egenskaber, jeg ønsker at vokse i....

Der var engang, at politik var enkelt. Jeg gik på gymnasiet, jeg havde samfundsfag på A-niveau, jeg følte mig politisk bevidst, og jeg var rød. Sort/hvidt. Dejligt. Verden, livet og politik bliver som bekendt lidt mere nuanceret med alderen. Jeg troede bare også, at det medførte en følelse af at forstå lidt mere. I dag føler jeg ikke, at jeg forstår noget som helt, og jeg aner ikke, hvad jeg ville stemme, hvis der var valg i morgen. Jeg havde en fase for et par år siden, hvor jeg var fuldstændigt ligeglad med partipolitik. Jeg havde mistet troen på, at det overhovedet gav mening at lægge sin energi der, hvis man vil ændre noget i denne verden, og jeg var lidt "Jesus for President"-agtig. Det er jo ham, det handler om, og han er jo den eneste, der kan genoprette den her kaotiske verden. Så enkelt er det selvfølgelig heller ikke… På studiet læser vi p.t. en del omkring velfærdssamfundet, samt kirkens og de kristnes rolle og identitet i den forbindelse. Begge dele er meg...

Hverdagen er så småt kommet over mig. Usexet og halv-triviel, som den er. Men vi elsker og behøver den jo. For et par uger siden lyttede jeg til Eksistens, hvor én af pointerne netop var, at hverdagen kan være vores holdepunkt i en verden, som hele tiden drejer rundt. Jeg synes, det er inspirerende og interessant, hvordan andres rytmer og vaner er. Hvor lystbaseret er den? Hvor meget tid afsætter de til alt det sociale? Hvornår har de alene-tid? Prioriterer de gode måltider, eller er mad bare noget, som indtages på vejen mod det næste? Hvordan jonglerer andre med de kedelige ting, som bare skal gøres? Kender I mon sitet hverdage.dk ? Her kan man få et lille indblik i nogle real life cases og se hvor forskellige mennesker prioriterer og lever deres liv forskelligt. Der er ganske vist en overvægt af selvstændige, kreative, upper middle class og et fravær af folk på SU, men det fascinerer mig alligevel. For ikke længe siden fortalte præsten i min menighed i en prædiken meget konkre...

Jeg er i Danmark igen. Hjemme. Tiden i Canada synes allerede langt væk. Måske fordi hverdagen så hurtigt tog over med nyt hjem, skolestart, travlhed og forpligtelser. Måske fordi jeg var alene af sted og derfor er den eneste, som kan minde mig selv om de mennesker, jeg boede med og de oplevelser, jeg har med mig. Det gjorde ondt af sige farvel. Det var godt at komme hjem. Det illustrerer vel meget godt hvor paradoksal tilværelsen nogen gange kan være. Jeg kan ikke rigtigt rumme det hele. Alt det, der er sket. Alt det, jeg har tænkt, følt, mærket og levet. Forskelligheden i min hverdag i Vancouver og min hverdag i Aarhus. Når folk spørger ind forsøger jeg at svare kort og præcist. Det andet virker lidt for uoverskueligt. Sådan vil det vel ofte være. Nu er Aarhus igen mit udgangspunkt, og jeg er glad og glæder mig. Aarhus ligner sig selv, men jeg er ny og frisk. Sådan føles det i hvert fald. Jeg har mere energi, end jeg har haft i over et år. Gud ved, hvad jeg kommer til at bruge...