Betragtninger

Vi kender det vel alle sammen. På studiet, på jobbet, i kirken eller i de andre sociale kontekster, vi er i... Ræset med at profilere sig, bygge sit image og - vigtigst af alt - udstråle coolness. Jeg er ikke særlig cool. Ikke i klassisk forstand i hvert fald. Jeg forstår ikke sarkasme, jeg har ikke hurtige kommentarer til alt, og - som en af mine venner har udtrykt det - så har jeg ikke en dør ind til mit hjerte, som jeg bare kan lukke, når humoren bliver grov, eller diskussionerne lidt for tilspidsede. Jeg tager ord til mig, og jeg bliver såret. Betyder det, at jeg er langsom eller uintelligent? Det bilder jeg indimellem mig selv ind, hvilket - skal jeg hilse og sige - hverken er spor konstruktivt, hjælpsomt eller sundt. I løbet af den sidste måned havde jeg et par clinches, hvor jeg stødte mig hårdt på sarkasme og på en omgangstone, som jeg har svært ved at være i. Det fik mig til at reflektere over, hvordan jeg fungerer i denne verden, og hvilke egenskaber, jeg ønsker at vokse i....

Der var engang, at politik var enkelt. Jeg gik på gymnasiet, jeg havde samfundsfag på A-niveau, jeg følte mig politisk bevidst, og jeg var rød. Sort/hvidt. Dejligt. Verden, livet og politik bliver som bekendt lidt mere nuanceret med alderen. Jeg troede bare også, at det medførte en følelse af at forstå lidt mere. I dag føler jeg ikke, at jeg forstår noget som helt, og jeg aner ikke, hvad jeg ville stemme, hvis der var valg i morgen. Jeg havde en fase for et par år siden, hvor jeg var fuldstændigt ligeglad med partipolitik. Jeg havde mistet troen på, at det overhovedet gav mening at lægge sin energi der, hvis man vil ændre noget i denne verden, og jeg var lidt "Jesus for President"-agtig. Det er jo ham, det handler om, og han er jo den eneste, der kan genoprette den her kaotiske verden. Så enkelt er det selvfølgelig heller ikke… På studiet læser vi p.t. en del omkring velfærdssamfundet, samt kirkens og de kristnes rolle og identitet i den forbindelse. Begge dele er meg...

Hverdagen er så småt kommet over mig. Usexet og halv-triviel, som den er. Men vi elsker og behøver den jo. For et par uger siden lyttede jeg til Eksistens, hvor én af pointerne netop var, at hverdagen kan være vores holdepunkt i en verden, som hele tiden drejer rundt. Jeg synes, det er inspirerende og interessant, hvordan andres rytmer og vaner er. Hvor lystbaseret er den? Hvor meget tid afsætter de til alt det sociale? Hvornår har de alene-tid? Prioriterer de gode måltider, eller er mad bare noget, som indtages på vejen mod det næste? Hvordan jonglerer andre med de kedelige ting, som bare skal gøres? Kender I mon sitet hverdage.dk ? Her kan man få et lille indblik i nogle real life cases og se hvor forskellige mennesker prioriterer og lever deres liv forskelligt. Der er ganske vist en overvægt af selvstændige, kreative, upper middle class og et fravær af folk på SU, men det fascinerer mig alligevel. For ikke længe siden fortalte præsten i min menighed i en prædiken meget konkre...

Jeg er i Danmark igen. Hjemme. Tiden i Canada synes allerede langt væk. Måske fordi hverdagen så hurtigt tog over med nyt hjem, skolestart, travlhed og forpligtelser. Måske fordi jeg var alene af sted og derfor er den eneste, som kan minde mig selv om de mennesker, jeg boede med og de oplevelser, jeg har med mig. Det gjorde ondt af sige farvel. Det var godt at komme hjem. Det illustrerer vel meget godt hvor paradoksal tilværelsen nogen gange kan være. Jeg kan ikke rigtigt rumme det hele. Alt det, der er sket. Alt det, jeg har tænkt, følt, mærket og levet. Forskelligheden i min hverdag i Vancouver og min hverdag i Aarhus. Når folk spørger ind forsøger jeg at svare kort og præcist. Det andet virker lidt for uoverskueligt. Sådan vil det vel ofte være. Nu er Aarhus igen mit udgangspunkt, og jeg er glad og glæder mig. Aarhus ligner sig selv, men jeg er ny og frisk. Sådan føles det i hvert fald. Jeg har mere energi, end jeg har haft i over et år. Gud ved, hvad jeg kommer til at bruge...

I morges, før solen var oppe, sad jeg i køkkenet med en kop kaffe. Tænksom, mens jeg prøvede at rumme de sidste 6 måneder. Min tid her i Canada og i L'Arche nærmer sig sin afslutning. Det giver mig automatisk en lyst til at gøre status. Men det er ikke så lige til denne gang. Der er ingen tvivl om, at det har været en særlig tid, og at mit hjerte er blevet rørt. Men hvad har jeg lært, og har jeg forandret mig? Det vil vise sig, når jeg er hjemme igen, og hverdagen rammer mig. Jeg ved, at jeg har lært nogle smukke mennesker at kende hen over det sidste halve år, og jeg ved, at jeg er rigere i dag, fordi jeg har lært netop Sujit, Patrick, Gwenda, Svetlana, Kenn, Sue, Annette og Wilma kende. Nogle af dem er udviklingshæmmede. Nogle af dem er fra fremmede kulturer. Alle sammen har lært mig noget om dét at være menneske og om dét at være i verden. Jeg tror, at mine holdninger til visse ting har ændret sig. Måske endda min teologi på nogle områder. Det kan også være, at jeg bare er b...

Vancouver har så mange ansigter. Sidste weekend var et smukt eksempel med to vidt forskellige hikes på to dage. Den første dag; klipper, massive vandmasser, vind i håret, solnedgang over havet, duft af gran og saltvand. Den næste dag; frisk bjergluft, morgensol, stille sne, frostbidte kinder og snesko tværs hen over Mount Seymour. Nogle gange går livet bare op i en højere enhed.  

Det lyder måske som overskriften på noget negativt, deprimerende og "glasset-er-halvt-tomt"-agtigt. Jeg håber, at det modsatte er sandt, og at det i stedet vil bringe masser af godt med sig! I løbet af de første to uger af det nye år, har jeg fortalt til alle dem, som har gidet lytte, at et af mine nytårsfortsætter for 2013 er at turde fejle med de ting, jeg kaster mig ud i. Vi vil jo gerne have, at alting ser perfekt ud. Vi vil så gerne være succesfulde, og vi vil så gerne have ros. Jeg vil i hvert fald. Og jeg frygter nederlag . Særligt de offentlige af slagsen. Jeg har ikke særlig meget lyst til, at folk ser, hvor fejlbarligt og rodet mit liv nogle gange kan være. Det har ind imellem ført til decideret handlingslammelse for mit vedkommende, hvor jeg ikke har haft mod til at prøve kræfter med de ting, jeg går og drømmer om. Det sidste halve år i min praktik her i Canada har handlet meget om sårbarhed og magtesløshed, og om hvordan Gud netop bruger det til at åbenb...