Betragtninger

Der er langsomme sæsoner, hvor man higer efter ny luft og forandring, og der er sæsoner, hvor omvæltningerne nærmest står i kø. Jeg er p.t. i én af de sidste af slagsen. Én af de sæsoner, som jeg kommer til at se tilbage på som både afgørende og definerende. På relativt kort tid er jeg gået fra at være single i slut-tyverne til at skulle giftes om ganske få måneder og flytte ind i det lille, fine rækkehus, som bliver vores første nye hjem.  Talk about change . Jeg er glad helt ind i hjertekulen, og samtidig føles det som om der er sket en indvendig eksplosion. De fleste dage har været fyldt med dyb glæde, men der har også været masser af dage, hvor det har været sværere at forklare, hvordan jeg har haft det. De mange tanker. De mange afslutninger og de nye begyndelser, Livskapitler, som skrives færdige og blanke ark, der toner frem. Det påvirker mig, hvad andre tænker om mig - også mere, end jeg synes, det burde gøre. Jeg bryder mig ikke om at stå i skudzonen for folks kom...

Min facebook-feed er i disse dage oversvømmet af gran, julebag og glitter. Og tro mig, jeg elsker julehygge og alt, det indebærer af nostalgi, julemusik og sammenkomster.  Nogle gange - bare nogle gange - kan det dog blive lidt anstrengende; Alle de mere eller mindre eksplicitte forventninger og krav til, hvordan jeg skal føle og have det her i tiden op mod jul. Nogle gange bilder vi os selv ind, at vi er nødt til at lukke øjnene for dét, der rent faktisk sker indeni os og i vores liv, som er svært eller smertefuldt. For et øjebliks julefred. For at gøre plads til ægte julestemning. For advent rimer ligesom ikke på ensomhed, sorg, usikkerhed, smerte og frustration, vel? Jeg tror, vi ind i mellem har misforstået, hvad ægte julestemning er. Advent handler ikke om at begrave realiteterne og virkeligheden - hverken om os eller om den verden, vi lever i. Advent handler om at turde være i det, som er svært og se smerten i øjnene. Som julenat, hvor en ung, fattig...

Jeg vågner, mens der stadig kulsort udenfor, og jeg famler mig afsted mod hverdagens gøremål. Vintermørket er et vilkår for tilværelsen i disse dage. De fleste dage får lyset aldrig overtaget. Dansk vinter uden hverken en masse sne eller frost gør, at selv timerne midt på dagen sjældent bliver mere end grå. Solen hænger så lavt, at den ikke rigtigt når op i min lejlighed på første sal, og jeg har tændt lys det meste af døgnet.  Det er der ikke noget nyt ved. Sådan er det hver vinter, og sådan kender vi det. Vi vænner os til mørket, tilrettelægger vores dage efter det og kompenserer med indendørs hygge, stearinlys og varme tæpper. Så vidt så godt. Måske vænner vi os også nogle gange til det mere abstrakte mørke her i livet.  Jeg tænker på verdens mørke som fylder min nyheds-feed med flygtningekrise, IS, nød og elendighed.  Jeg tænker på mørket i mine nære relationer og i alle de andre mennesker, jeg er i berøring med.  Jeg tænker på mørket...

Det er advent igen.  Advent er blevet mere og mere vigtig for mig, som jeg er blevet ældre. Der er noget ved sæsonen, der kalder på den kontemplative og eftertænksomme side af mig, som jeg øver mig i at give mere plads.  Og advent handler netop om at stoppe op og gøre plads. Til lyset. Til håbet. Til længslen. Til Jesus, som kommer.  Der var ikke plads til ham dengang på herberget. Der er heller ikke altid plads til ham i mit liv. Det er oppe i tiden med simplicity og decluttering. Vi smider ud af vores overflod og indser pludselig, at halvdelen af det, vi ejer, er overflødigt. Mon det samme gælder vores hjerte og vores sind? Jeg forsøger igen at rydde ud og rydde op, så der bliver plads. Væk med alle de unødige bekymringer, de negative tanker, timerne med Netflix, som mere er en form for eskapisme end underholdning. Væk med travlhed! Jeg behøver ikke have så travlt altid, men alligevel havner jeg dér igen og igen. Jeg vil have plads til at st...

Det er blevet den måned, hvor soltimerne er allerfærrest, og hvor jeg almindeligvis har brug for at gå i hi og gøre alting lidt mere omhyggeligt og langsomt. Men jeg har pludselig mere travlt, end jeg har haft i flere måneder. Nu bliver de få timer med dagslys brugt på benhård arbejds-hverdag og voksenlivs-jongleren. Novemberdagene er måske endnu kortere, end de plejer, men det gør heldigvis ingen ting. Det er jo det, jeg har bedt om, drømt om og håbet på. Jeg har derfor lidt ekstra brug for stilleaftener, lysegrønne hyacint-skud og hjertevarme i den her tid. Og min yndlings-november-vise! Når jeg åbner mit vindue på en vindstille dag, kan jeg høre den blive spillet af rådhusklokkerne inde i midtbyen. Det er en af de små stjerner her i mørket, og min bøn er, som i visen, at mit hjerte må lyse op - både i mig og omkring mig!

Kræft kan være dødeligt. Det samme kan depression. Det samme kan mørket, skammen, skylden, smerten, håbløsheden og ensomheden, som følger med. Jeg har tøvet med at skrive på bloggen om psykisk sygdom. Fordi det er mit arbejde. Fordi det er en del af min egen historie. Fordi jeg mere og mere ser, at det er her Gud bruger mig og vil bruge mig. Jeg har tøvet. Ikke fordi jeg ikke har noget at sige. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal starte. Nu starter jeg her. Ved Robin Williams. Fordi vi alle sammen er mere eller mindre kede af det og rystede over den tragiske nyhed om hans død. Det er ikke bare fordi, vi alle elskede ham, men fordi hans selvmord pludselig gjorde hans smerte, mørke og kamp mod depression så tydelig, håndgribelig og tæt på. Det minder os om vores egne livskampe, og det minder os om alle dem, vi kender som - lige nu, i dag - kæmper den samme kamp som Robin. Og ja, vi kender alle nogen. Statistikkerne siger det hele. Jeg ville skrive om, hvorfor psykisk sygdom ikke bar...

Det er spændende, når alting pludselig er muligt, og intet længere  er givet. Jeg elsker at lade mig rive med og drømme vidt og bredt, og jeg elsker blanke sider, som skal fyldes. Men i de sidste ugers post-færdiguddannelse har jeg tænkt meget over, hvad - eller hvem - mit liv i virkeligheden handler om. Jeg har brug for et anker, der holder mig fast og som fortæller mig, at mit liv ikke bare handler om mig og om, hvorvidt jeg lykkes. Denne jobsøgnings-tid er på mange måder så fuld af selvrealisering, fokus på egne kompetencer, styrker og succes, og jeg tager vigtige skridt i at skrive et afgørende kapitel i min egen historie. Men mit liv drejer sig dybest set ikke om mig. Jeg er et lille komma i Den Store Historie om Gud og hans genoprettelse af vores jord. Mit liv handler ikke om, hvordan jeg får skabt den bedst mulige hverdag med et fantastisk og lærerigt job. Mit liv handler ikke om, hvordan jeg bedst muligt får skabt tryghed og base i mit liv. Det handler ikke om, at jeg s...

Jeg er færdiguddannet. Det klinger stadig underligt i mine ører, men det er jeg altså, og jeg forsøger at hilse dagpengesystemet, voksende forpligtelser og ægte voksenliv velkomment. Det er sommer på den gode måde, og solen skinner på mig. I bogstaveligste forstand, men jeg er måske også mere lykkelig, end jeg har været meget længe. Flyvende endda. Over 4 års studier, som jeg klarede, over fremtidshåb, over alt det Gud har givet mig det sidste år, over retning og følelsen af kald over mit liv. Min nye identitet - socialpædagog og diakon - smager sødt, og jeg forsøger lige så roligt at vende stemmebåndet og ørene til at sige det og høre det blive sagt. Det er mig nu. Det er min fremtid. Verden føles åben og ny, selvom der i praksis ikke kommer til at ske så mange store forandringer. Jeg bliver i Aarhus, og jeg bliver boende i min skønne lejlighed i villakvarteret. Det er nok mere en indre ting. Som sådan noget jo ofte er. Jeg aner ikke, hvad næste kapitel kommer til at indebære, o...

Det er en helt særlig tid. Lige straks er det sommer og de lyse nætters tid. Lige straks vil jeg lade mig fylde af solskinstimer og frihedsfornemmelser. Lige straks. Om to ugers tid helt præcist. Så er bacheloren færdigskrevet og forsvaret, og jeg er officielt færdiguddannet. Det er en tid med tusind afslutninger og lige så mange nye begyndelser, og jeg er begejstret for det hele. Det er en helt særlig tid. Men lige nu hvirvler tornadoen fremad i fuld kraft, og det eneste jeg kan gøre er at give slip og hvirvle med den stærke vind. Måske er jeg ved at være lidt rundtosset, og måske har jeg mistet orienteringen en smule, men uanset hvad så ved jeg, at jeg lige pludselig, før jeg aner, vil lande i nyt, åbent land. Det vil sikkert føles, som om jorden sejler under mine fødder, og som om jeg er faret en lille smule vild uden noget landkort på mig. Men jeg ved, at jeg bare skal rejse mig op, genfinde balancen, kigge ud over horisonten og forsøge at finde nogle nye pejlemærker - og så ...

Nu har jeg boet over 1 år på den lille villavej i Aarhus V, hvor der enten dufter af brændeovnsrøg eller grill, alt efter sæsonen. 1 år. Det er længere tid end noget andet sted, jeg har boet, siden jeg flyttede hjemmefra for 6 år siden. 1 år. Det betyder spirrende rødder og en underlig ro, jeg ikke har følt længe. Det betyder, at jeg har oplevet alle årstiderne fra det samme vindue, det samme perspektiv. Det betyder, at jeg siger hej til de søde kassedamer i min Rema. Det betyder, at jeg kan finde vej i mit kvarter. Det betyder en base og et udgangspunkt. Begge dele noget, jeg har negligeret betydningen af i flere år.  Jeg frygtede, at det ville betyde stilstand og kompromis. Jeg frygtede, at jeg ville blive mindre fleksibel og mere bundet. I stedet kan jeg mærke, at det sætter mig fri og giver mig energi til rent faktisk at være tilstede i de ting, der er vigtige for mig og investere i de ting, der giver mening. Det giver mig en havn at søge hjem til, når bølgerne er gået...

Ud! Jeg vil ud! Ud i lyset. Ud hvor himlen er højt oppe, og hvor tankerne kan flyve frit. Ud fra de små, mørke rum. Ud fra vinterhiet. Ud fra indeklemte følelser og vintertriste hjerter. Ud hvor tingene begynder at spire og gro, og hvor alting om lidt emmer af liv og af kraft. Ud hvor fuglene synger, og kinderne bliver røde, fordi solen endnu er kølig og lavtstående. I dag tog jeg solbriller på bare fordi. Nu sidder jeg i et solbeskinnet vindue med god kaffe på ét af yndlingstederne med en bunke artikler, som jeg langsomt læser mig igennem, mens jeg tænker store tanker.  I weekenden var jeg på arbejde, hvor jeg havde en lang samtale med en frustreret pårørende, som på kafkask vis og helt reelt føler sig smidt rundt i et uigennemskueligt og snørklet system, som jeg jo er en del af. Hvor håber jeg på en dag at kunne se tilbage på et arbejdsliv, hvor jeg har været med til - enten i det store eller det små - at forbedre psykiatrien i Danmark. Der er intet så motiverende som lid...

Jeg er sådan én, der venter rigtig meget. Sådan tror jeg egentlig mange af os er. Jeg kan ikke lige gennemskue, som det er noget, som gør sig mere gældende i vores samfund i dag end tidligere, men det kræver ikke meget meta-refleksion at konstatere, at vi er ret dårlige til at være i nuet og generelt bruger meget tid på at fokusere på dét, som kommer. Med hele mindfulness-bølgen så bliver det ofte fremstillet som noget negativt, men hvorfor egentlig det? Jeg kan godt lide at have noget at vente på, noget at glæde mig til, og nogle gange fylder det mit øjeblik her og nu med endnu større glæde, når jeg kan dagdrømme en lille smule om alt det gode, som ligger foran mig i stort og småt. Forventningsglæden, that is. Jeg har tit store planer og spontane, fikse idéer, som jeg i øjeblikket er fuld af tiltro til, men som på sigt ofte ikke bliver til noget. I skulle have set mine lister over ting, jeg skulle have nået til jul - eller mere aktuelt; ting, jeg skal gøre, når solen for alvor bryder ...

Nytåret kom og gik med regnvejr, travlhed og den lille smule indre kaos, som hører sig til i overgangstider med eksamensopgaver, der skal skrives, farvelknus, som skal gives og kapitler, der skal afsluttes. Det hele efterlod mig en lille smule svimmel og løsrevet. Fyldt med taknemmelig over et semester, som kom til at overgå alle mine forventninger, men træt ind til min inderste kerne. Så skete det heldigvis. Endelig endelig endelig. Efter mange tætskrevne sider om kloge psykiatri-ting, og en praktik, der for alvor var slut, så kunne jeg igen begynde at løfte blikket mod dét foran mig. Sneen lagde sig som en afdæmpende dyne over det hele, og jeg tog i sommerhus for at finde dén der tidslomme, hvor der er plads til at tænke og trække vejret i et roligere tempo. Og der var jeg så. I et nordvestligt hjørne af Danmark. Alene, for på denne årstid søger de fleste folk åbenbart til Thailand, hvor der er solskin og drinks. Jovist, det ville da også...

Det sner udenfor. Jeg har p.t. ingen lampe over mit spisebord, hvor jeg sidder ligenu, og må klare mig med stearinlys. Det er ok. Det understreger blot min følelse indeni. Jeg burde skrive specialiseringsopgave, men min krop er stadig fyldt af den netop afsluttede praktik og træthed oven på arbejdstravlhed siden før jul. Alt i mig trænger til at stoppe op, mærke efter, mærke mig selv, samt gøre status over det forgangne år og tune ind på det forestående. Jeg har ikke haft ro til noget af det endnu. Ikke engang lidt basic nytårsreflekteren. Jeg skubber det hele foran mig, indtil jeg om halvanden uge endelig kan isolere mig selv i et sommerhus på vestkysten. Alene. De fleste, jeg har fortalt det til, har reageret ved enten at smile overbærende af mig eller bare tænke ved dem selv, at jeg er lidt sær. So be it. Det er jeg sikkert. Men åh, hvor kan jeg mærke, at netop lidt ensomhed, havluft og brændeovns-knitren er det eneste, jeg har brug for lige nu. ...

Det er d. 23. december, tidlig morgen - lang tid, inden det bliver lyst. Jeg har sovet dårligt i nat, og til sidst stod jeg bare op. Det er okay. Det forærer mig denne stund med god kaffe og fuldkommen stilhed i villakvarteret.  Dagene er vendt, og vi går imod lysere tider. Forår. Sommer. Det føles meget langt væk ligenu, mens jeg kryber sammen i min strikketrøje for at holde på varmen. Og der er ikke engang frost. Jeg har tændt så mange stearinlys her i stuen, at jeg takker Gud for, at jeg ikke har luftvejsproblemer. Det giver mening her i den mørkeste time, inden solen begynder at stå op. Basic truth. Nu nærmer det nye år sig. Sådan for alvor. Med alt hvad det rummer af forventning og angst (jeg bliver blandt andet færdiguddannet). Jeg er så taknemmelig for, at vores år er indrettet sådan, at vi slutter ét år og går ind i et nyt i en måned som december, hvor lyset på alle måder gennembryder mørket. Ikke kun bogstaveligt med LED-lyskæder og kalenderlys, men fordi...

Vi er næsten allerede halvvejs i julemåneden, og jeg føler mig ikke spor jule-overskuds-agtig. Nærmere træt og lidt juleblå. Sidste uge var endeløse arbejdstimer afbrudt af lidt søvn indimellem, og i weekenden stod jeg med hovedansvaret på en vagt, der endte i politi og tvangsmedicinering. Lidt for dramatisk og voldsomt, når jeg mest af alt trængte til julehygge, granduft og vanillekranse-bagning. Nu har jeg brugt de sidste par dage på at forsøge at dæmpe efterreaktionerne derfra med hjemmesysler og tanker om, at Jesus jo netop blev født i Betlehem dengang for at møde os i vores magtesløshed, sårbarhed og hjælpeløshed. Sokker og stearinlys kan klare det meste, men min krop fortæller mig stadig, at det hele var lidt for meget. Jeg er ikke typen, der stresser over jul. Det eneste, jeg behøver, er tid til julekontemplation og julefred. Ikke noget med forbruger-ræs herhjemme. I år har jeg besluttet at lave mine gaver selv, så jeg sparer penge og undgår midtbyen her...

Det er blevet december. Endelig. Lysets måned. Håbets måned. Jeg har dobbelt op af forventningsglæde og hygge-behov dette år, da jeg jo ikke var i Danmark sidste jul . Nu mindes jeg sidste år med varmt hjerte. Jul kom til at stå i et nyt lys, da jeg pludselig var langt væk fra det velkendte. Nogle ting fik lov til at træde i baggrunden og andre tættere på. F.eks. blev sidste år det år, hvor jeg fik sendt og også modtog markant de fleste julehilsner hidtil. En koncentreret følelse af både at være elsket og at elske meget - og forhåbentligt en tradition, der er kommet for at blive.  Sidste år blev også dén jul med flest stille morgener og ægte julefred før dagens begyndelse. Det prøver jeg at implementere i år. Dér i stilheden træder hele adventstiden ligesom tydligere frem. Lige som sidste år, læser jeg en adventskalender af fantastiske Bonhoeffer, og han kalder mig hver dag tilbage til julens egentlige fokus:  1) at Jesus allerede er kommet som Gud og menneske til ve...

Jeg var tidligt oppe i dag. Før det blev lyst. Jeg synes, de fleste af mine dage har været sådan på det sidste. Men i dag var det en lille smule anderledes. Der er 24/7-bøn nede i kirken, og i dag var min fridag, så i stedet for at cykle hen til bus 918X på Randersvej, cyklede jeg ned til stilhed, stearinlys og tid med Gud. Så var vintermorgenmørket ikke så slemt alligevel. Jeg cyklede hjem igen omgivet af solopgang, sarte farver, rimfrost og en by, der så småt var vågnet. Kulden fik mine øjne til at løbe i vand - eller også var jeg bare en kende rørt over så frisk og ny verden virkede. Det er tiltrængt. Med nyt, med lys og med det friske, som altid kommer med den første frost. Jeg har hårdnakket nægtet at lade november blive trist, mørk og for lang, men jeg kan alligevel mærke, at decembers lys i mørket og forventningsglæde kommer til at gøre godt. Ja, jeg er stadig glad for praktik og for masser af meningsfyldte opgaver. Men jeg er træt. Og en lille smule tyndslidt. Jeg føler mig lid...

Det er efterår, og jeg går rundt med en kastanje i lommen. Både fordi den er så glat og fin at røre ved, og fordi den minder mig en lille smule om døden. Ikke på en eller anden dyster og begrænsende måde, men på en måde, som minder mig om, at ingenting må tages for givet. Eller måske i virkeligheden det modsatte. At alt skal tages for givet. For givet. Af Gud. Det klinger næste af kliché; "Livet er en gave". Men alligevel så er kastanjen blevet min mikro-version af en nær-døds-oplevelse, og jeg kan ikke holde den i hånden uden at glæde mig til forårets udsprungne kastanjetræer. Jeg er ikke én af dem, der buldrer højt om, at lidelse er til for, at vi kan mærke glæden, det gode og det smukke. Jeg synes nemt, at det negligerer og underkender den smerte, den sørgende og forpinte står midt i. Lidelse og smerte er noget lort. På alle måder. Jeg er fuldt ud overbevist om, at det aldrig er Guds intension, at vi kommer ud for de ting i livet, der slår os ud af kurs. Men jeg er lige så...

I dag har jeg brugt min fridag på at læse om religiøsitet blandt psykisk syge. Jeg har allerede set det masser af gange på de to måneder, jeg nu har arbejdet i socialpsykiatrien; Tankerne om Gud, kampen mellem det gode og det onde, engle og dæmoner. Nogle gange bliver det opfattet som almindelige eksistentielle overvejelser. Andre gange som uforståelige psykotiske symptomer. Jeg tror, at psykisk sårbare mennesker på mange måder er tvunget derud, hvor de er nødt til at stille de store spørgsmål. You know.  "Hvorfor?", "hvad er meningen med mit liv?", osv. Alle ekstremerne er så nærværende i deres liv. Lidelse/lykke, liv/død, afmagt/håb, lys/mørke, krig/fred. Men er det ikke lige så aktuelt for os andre at stille de spørgsmål? Glemmer vi ikke bare at stille dem i det komfortable, mondæne hverdags-trummerum?  Sindet er en slagmark. Det, tror jeg, gælder os alle. Hos nogle har slaget bare været så voldsomt og langvarigt, at alt ser øde, livløst og blodigt ud, og det er ...