Betragtninger

Ud! Jeg vil ud! Ud i lyset. Ud hvor himlen er højt oppe, og hvor tankerne kan flyve frit. Ud fra de små, mørke rum. Ud fra vinterhiet. Ud fra indeklemte følelser og vintertriste hjerter. Ud hvor tingene begynder at spire og gro, og hvor alting om lidt emmer af liv og af kraft. Ud hvor fuglene synger, og kinderne bliver røde, fordi solen endnu er kølig og lavtstående. I dag tog jeg solbriller på bare fordi. Nu sidder jeg i et solbeskinnet vindue med god kaffe på ét af yndlingstederne med en bunke artikler, som jeg langsomt læser mig igennem, mens jeg tænker store tanker.  I weekenden var jeg på arbejde, hvor jeg havde en lang samtale med en frustreret pårørende, som på kafkask vis og helt reelt føler sig smidt rundt i et uigennemskueligt og snørklet system, som jeg jo er en del af. Hvor håber jeg på en dag at kunne se tilbage på et arbejdsliv, hvor jeg har været med til - enten i det store eller det små - at forbedre psykiatrien i Danmark. Der er intet så motiverende som lid...

Jeg er sådan én, der venter rigtig meget. Sådan tror jeg egentlig mange af os er. Jeg kan ikke lige gennemskue, som det er noget, som gør sig mere gældende i vores samfund i dag end tidligere, men det kræver ikke meget meta-refleksion at konstatere, at vi er ret dårlige til at være i nuet og generelt bruger meget tid på at fokusere på dét, som kommer. Med hele mindfulness-bølgen så bliver det ofte fremstillet som noget negativt, men hvorfor egentlig det? Jeg kan godt lide at have noget at vente på, noget at glæde mig til, og nogle gange fylder det mit øjeblik her og nu med endnu større glæde, når jeg kan dagdrømme en lille smule om alt det gode, som ligger foran mig i stort og småt. Forventningsglæden, that is. Jeg har tit store planer og spontane, fikse idéer, som jeg i øjeblikket er fuld af tiltro til, men som på sigt ofte ikke bliver til noget. I skulle have set mine lister over ting, jeg skulle have nået til jul - eller mere aktuelt; ting, jeg skal gøre, når solen for alvor bryder ...