Om at tage alene i sommerhus
Nytåret kom og gik med regnvejr, travlhed og den lille smule indre kaos, som hører sig til i overgangstider med eksamensopgaver, der skal skrives, farvelknus, som skal gives og kapitler, der skal afsluttes. Det hele efterlod mig en lille smule svimmel og løsrevet. Fyldt med taknemmelig over et semester, som kom til at overgå alle mine forventninger, men træt ind til min inderste kerne. Så skete det heldigvis. Endelig endelig endelig. Efter mange tætskrevne sider om kloge psykiatri-ting, og en praktik, der for alvor var slut, så kunne jeg igen begynde at løfte blikket mod dét foran mig. Sneen lagde sig som en afdæmpende dyne over det hele, og jeg tog i sommerhus for at finde dén der tidslomme, hvor der er plads til at tænke og trække vejret i et roligere tempo. Og der var jeg så. I et nordvestligt hjørne af Danmark. Alene, for på denne årstid søger de fleste folk åbenbart til Thailand, hvor der er solskin og drinks. Jovist, det ville da også...