Betragtninger

I dag har jeg brugt min fridag på at læse om religiøsitet blandt psykisk syge. Jeg har allerede set det masser af gange på de to måneder, jeg nu har arbejdet i socialpsykiatrien; Tankerne om Gud, kampen mellem det gode og det onde, engle og dæmoner. Nogle gange bliver det opfattet som almindelige eksistentielle overvejelser. Andre gange som uforståelige psykotiske symptomer. Jeg tror, at psykisk sårbare mennesker på mange måder er tvunget derud, hvor de er nødt til at stille de store spørgsmål. You know.  "Hvorfor?", "hvad er meningen med mit liv?", osv. Alle ekstremerne er så nærværende i deres liv. Lidelse/lykke, liv/død, afmagt/håb, lys/mørke, krig/fred. Men er det ikke lige så aktuelt for os andre at stille de spørgsmål? Glemmer vi ikke bare at stille dem i det komfortable, mondæne hverdags-trummerum?  Sindet er en slagmark. Det, tror jeg, gælder os alle. Hos nogle har slaget bare været så voldsomt og langvarigt, at alt ser øde, livløst og blodigt ud, og det er ...

Jeg kender til sjælesmerte. Back in the days. Nogle af jer kender den lange historie. I dag virker det som evigheder siden. Det er det ikke - snarere 7-8 år. Jeg er overvældet ved tanken om, hvad der kan ske på knap et årti. I dette halvår arbejder jeg med unge, som er dér, hvor jeg måske selv havde været, hvis ikke jeg havde fået hjælp - fra Gud og fra mennesker. Deres smerte virker så langt væk fra mit eget liv i dag. Jeg tager mig selv i at læse dystre digte af Tove Ditlevsen og egne gamle dagbogsnotater. Jeg prøver at se den i øjnene igen; Sjælesmerten. Og jeg husker. Men så kigger jeg ud af mit vindue. Himlen har tusind nuancer af lyserød. På mit bord ligger min nuværende notesbog, fyldt af taknemmelighedslister og nedfældede processer om de gode ting, Gud gør i mig og igennem mig. Jeg kender til sjælesmerte. Men jeg kender meget mere end det.