Betragtninger

I morges, før solen var oppe, sad jeg i køkkenet med en kop kaffe. Tænksom, mens jeg prøvede at rumme de sidste 6 måneder. Min tid her i Canada og i L'Arche nærmer sig sin afslutning. Det giver mig automatisk en lyst til at gøre status. Men det er ikke så lige til denne gang. Der er ingen tvivl om, at det har været en særlig tid, og at mit hjerte er blevet rørt. Men hvad har jeg lært, og har jeg forandret mig? Det vil vise sig, når jeg er hjemme igen, og hverdagen rammer mig. Jeg ved, at jeg har lært nogle smukke mennesker at kende hen over det sidste halve år, og jeg ved, at jeg er rigere i dag, fordi jeg har lært netop Sujit, Patrick, Gwenda, Svetlana, Kenn, Sue, Annette og Wilma kende. Nogle af dem er udviklingshæmmede. Nogle af dem er fra fremmede kulturer. Alle sammen har lært mig noget om dét at være menneske og om dét at være i verden. Jeg tror, at mine holdninger til visse ting har ændret sig. Måske endda min teologi på nogle områder. Det kan også være, at jeg bare er b...

Vancouver har så mange ansigter. Sidste weekend var et smukt eksempel med to vidt forskellige hikes på to dage. Den første dag; klipper, massive vandmasser, vind i håret, solnedgang over havet, duft af gran og saltvand. Den næste dag; frisk bjergluft, morgensol, stille sne, frostbidte kinder og snesko tværs hen over Mount Seymour. Nogle gange går livet bare op i en højere enhed.  

Det lyder måske som overskriften på noget negativt, deprimerende og "glasset-er-halvt-tomt"-agtigt. Jeg håber, at det modsatte er sandt, og at det i stedet vil bringe masser af godt med sig! I løbet af de første to uger af det nye år, har jeg fortalt til alle dem, som har gidet lytte, at et af mine nytårsfortsætter for 2013 er at turde fejle med de ting, jeg kaster mig ud i. Vi vil jo gerne have, at alting ser perfekt ud. Vi vil så gerne være succesfulde, og vi vil så gerne have ros. Jeg vil i hvert fald. Og jeg frygter nederlag . Særligt de offentlige af slagsen. Jeg har ikke særlig meget lyst til, at folk ser, hvor fejlbarligt og rodet mit liv nogle gange kan være. Det har ind imellem ført til decideret handlingslammelse for mit vedkommende, hvor jeg ikke har haft mod til at prøve kræfter med de ting, jeg går og drømmer om. Det sidste halve år i min praktik her i Canada har handlet meget om sårbarhed og magtesløshed, og om hvordan Gud netop bruger det til at åbenb...

Denne jul var den første, som jeg ikke holdt med min familie på ægte, traditionel dansk vis. I stedet tog jeg til Manitoba, Canadas midterste provins, for at holde jul sammen med min veninde og hendes familie.   Manitoba er ca. 10 gange større end Danmark, men har kun ca. 1.200.000 indbyggere, hvoraf over halvdelen bor i Winnipeg. Min venindes familie bor i Boissevain. En lille by på omkring 1500 indbyggere midt i ingenting, 3 timer fra Winnipeg. Byens skyline, hvis man kan kalde den dét, består af to store kornelevatorer, og byen er forskanset af gigantiske mejetærskere. Så snart man står ved bygrænsen, er det eneste, man kan se, jernbaneskinnerne, som strækker sig i et lige spor, indtil de forsvinder ude i horisonten. Der ud over er alt bare himmel og jord. Fuldkommen flat. Prærien. Det er som om, jeg nu forstår lidt bedre, hvor hårdt livet må have været for de første nybyggere i Nordamerika. Afstandene er større, end jeg kan rumme og forstå, og vinteren er h...

Nytårsmorgen. Jeg elsker nytårsmorgen. Også selvom jeg skulle tidligt op og hjælpe kernemedlemmerne i mit hus. De vågner altid tidligt, så det samme måtte jeg. Der var nok at se til, men jeg havde dog 5 minutter til at sidde i den tidlige morgensol med min kaffe på vores altan. Rimfrost og blå himmel var det første, som mødte mig. Desværre er solen nu forsvundet bag skyerne, og vejret er kedeligt igen. Men det fjerner ikke fornemmelsen af at have noget nyt, frisk og uspoleret foran mig. 2012 sluttede godt, og jeg ser tilbage på året med taknemmelighed og følelsen af, at der er sket meget med mig i det forgangne år. Når alt kommer til alt, så vil jeg ikke savne 2012. Jeg har følelsen af at have været undervejs så længe, og de sidste par år har været fyldt med konstante flytninger, ustabilitet, forandring og ind i mellem fornemmelsen af at være faret vil. I 2012 kulminerede det hele en lille smule, og det blev et år med desillusion, forvirring og kynisme. Men det blev også et år med ...