Betragtninger

Det er d. 23. december, tidlig morgen - lang tid, inden det bliver lyst. Jeg har sovet dårligt i nat, og til sidst stod jeg bare op. Det er okay. Det forærer mig denne stund med god kaffe og fuldkommen stilhed i villakvarteret.  Dagene er vendt, og vi går imod lysere tider. Forår. Sommer. Det føles meget langt væk ligenu, mens jeg kryber sammen i min strikketrøje for at holde på varmen. Og der er ikke engang frost. Jeg har tændt så mange stearinlys her i stuen, at jeg takker Gud for, at jeg ikke har luftvejsproblemer. Det giver mening her i den mørkeste time, inden solen begynder at stå op. Basic truth. Nu nærmer det nye år sig. Sådan for alvor. Med alt hvad det rummer af forventning og angst (jeg bliver blandt andet færdiguddannet). Jeg er så taknemmelig for, at vores år er indrettet sådan, at vi slutter ét år og går ind i et nyt i en måned som december, hvor lyset på alle måder gennembryder mørket. Ikke kun bogstaveligt med LED-lyskæder og kalenderlys, men fordi...

Vi er næsten allerede halvvejs i julemåneden, og jeg føler mig ikke spor jule-overskuds-agtig. Nærmere træt og lidt juleblå. Sidste uge var endeløse arbejdstimer afbrudt af lidt søvn indimellem, og i weekenden stod jeg med hovedansvaret på en vagt, der endte i politi og tvangsmedicinering. Lidt for dramatisk og voldsomt, når jeg mest af alt trængte til julehygge, granduft og vanillekranse-bagning. Nu har jeg brugt de sidste par dage på at forsøge at dæmpe efterreaktionerne derfra med hjemmesysler og tanker om, at Jesus jo netop blev født i Betlehem dengang for at møde os i vores magtesløshed, sårbarhed og hjælpeløshed. Sokker og stearinlys kan klare det meste, men min krop fortæller mig stadig, at det hele var lidt for meget. Jeg er ikke typen, der stresser over jul. Det eneste, jeg behøver, er tid til julekontemplation og julefred. Ikke noget med forbruger-ræs herhjemme. I år har jeg besluttet at lave mine gaver selv, så jeg sparer penge og undgår midtbyen her...

Det er blevet december. Endelig. Lysets måned. Håbets måned. Jeg har dobbelt op af forventningsglæde og hygge-behov dette år, da jeg jo ikke var i Danmark sidste jul . Nu mindes jeg sidste år med varmt hjerte. Jul kom til at stå i et nyt lys, da jeg pludselig var langt væk fra det velkendte. Nogle ting fik lov til at træde i baggrunden og andre tættere på. F.eks. blev sidste år det år, hvor jeg fik sendt og også modtog markant de fleste julehilsner hidtil. En koncentreret følelse af både at være elsket og at elske meget - og forhåbentligt en tradition, der er kommet for at blive.  Sidste år blev også dén jul med flest stille morgener og ægte julefred før dagens begyndelse. Det prøver jeg at implementere i år. Dér i stilheden træder hele adventstiden ligesom tydligere frem. Lige som sidste år, læser jeg en adventskalender af fantastiske Bonhoeffer, og han kalder mig hver dag tilbage til julens egentlige fokus:  1) at Jesus allerede er kommet som Gud og menneske til ve...

Jeg var tidligt oppe i dag. Før det blev lyst. Jeg synes, de fleste af mine dage har været sådan på det sidste. Men i dag var det en lille smule anderledes. Der er 24/7-bøn nede i kirken, og i dag var min fridag, så i stedet for at cykle hen til bus 918X på Randersvej, cyklede jeg ned til stilhed, stearinlys og tid med Gud. Så var vintermorgenmørket ikke så slemt alligevel. Jeg cyklede hjem igen omgivet af solopgang, sarte farver, rimfrost og en by, der så småt var vågnet. Kulden fik mine øjne til at løbe i vand - eller også var jeg bare en kende rørt over så frisk og ny verden virkede. Det er tiltrængt. Med nyt, med lys og med det friske, som altid kommer med den første frost. Jeg har hårdnakket nægtet at lade november blive trist, mørk og for lang, men jeg kan alligevel mærke, at decembers lys i mørket og forventningsglæde kommer til at gøre godt. Ja, jeg er stadig glad for praktik og for masser af meningsfyldte opgaver. Men jeg er træt. Og en lille smule tyndslidt. Jeg føler mig lid...

Det er efterår, og jeg går rundt med en kastanje i lommen. Både fordi den er så glat og fin at røre ved, og fordi den minder mig en lille smule om døden. Ikke på en eller anden dyster og begrænsende måde, men på en måde, som minder mig om, at ingenting må tages for givet. Eller måske i virkeligheden det modsatte. At alt skal tages for givet. For givet. Af Gud. Det klinger næste af kliché; "Livet er en gave". Men alligevel så er kastanjen blevet min mikro-version af en nær-døds-oplevelse, og jeg kan ikke holde den i hånden uden at glæde mig til forårets udsprungne kastanjetræer. Jeg er ikke én af dem, der buldrer højt om, at lidelse er til for, at vi kan mærke glæden, det gode og det smukke. Jeg synes nemt, at det negligerer og underkender den smerte, den sørgende og forpinte står midt i. Lidelse og smerte er noget lort. På alle måder. Jeg er fuldt ud overbevist om, at det aldrig er Guds intension, at vi kommer ud for de ting i livet, der slår os ud af kurs. Men jeg er lige så...

I dag har jeg brugt min fridag på at læse om religiøsitet blandt psykisk syge. Jeg har allerede set det masser af gange på de to måneder, jeg nu har arbejdet i socialpsykiatrien; Tankerne om Gud, kampen mellem det gode og det onde, engle og dæmoner. Nogle gange bliver det opfattet som almindelige eksistentielle overvejelser. Andre gange som uforståelige psykotiske symptomer. Jeg tror, at psykisk sårbare mennesker på mange måder er tvunget derud, hvor de er nødt til at stille de store spørgsmål. You know.  "Hvorfor?", "hvad er meningen med mit liv?", osv. Alle ekstremerne er så nærværende i deres liv. Lidelse/lykke, liv/død, afmagt/håb, lys/mørke, krig/fred. Men er det ikke lige så aktuelt for os andre at stille de spørgsmål? Glemmer vi ikke bare at stille dem i det komfortable, mondæne hverdags-trummerum?  Sindet er en slagmark. Det, tror jeg, gælder os alle. Hos nogle har slaget bare været så voldsomt og langvarigt, at alt ser øde, livløst og blodigt ud, og det er ...

Jeg kender til sjælesmerte. Back in the days. Nogle af jer kender den lange historie. I dag virker det som evigheder siden. Det er det ikke - snarere 7-8 år. Jeg er overvældet ved tanken om, hvad der kan ske på knap et årti. I dette halvår arbejder jeg med unge, som er dér, hvor jeg måske selv havde været, hvis ikke jeg havde fået hjælp - fra Gud og fra mennesker. Deres smerte virker så langt væk fra mit eget liv i dag. Jeg tager mig selv i at læse dystre digte af Tove Ditlevsen og egne gamle dagbogsnotater. Jeg prøver at se den i øjnene igen; Sjælesmerten. Og jeg husker. Men så kigger jeg ud af mit vindue. Himlen har tusind nuancer af lyserød. På mit bord ligger min nuværende notesbog, fyldt af taknemmelighedslister og nedfældede processer om de gode ting, Gud gør i mig og igennem mig. Jeg kender til sjælesmerte. Men jeg kender meget mere end det.

Jeg kan næsten ikke rumme dem. Kontrasterne. Ikke lige i aften i hvert fald.  Jeg har brugt den sidste time på langt om længe at blive opdateret på borgerkrigen i Syrien oven på det kemiske civilangreb i onsdags. Mit hjerte bløder. På mit arbejde møder jeg andre katastroferamte. Her er årsagen ikke udefrakommende giftangreb, men et kaosfyldt landskab af forgiftede tanker og indre smerte. Her er unge mennesker, der i dén grad har oplevet, hvordan tilværelsen har tacklet dem hårdt og ufint, så de nu kæmper for at komme op at stå igen. Igen, mit hjerte bløder. Samtidig, så spekulerer jeg over, hvornår jeg mon får taget mig sammen til at hænge billeder op over min sofa. Min te har trukket for længe, og jeg irriterer mig over, at den er blevet bitter. Det skønne sensommervejr indbyder til udflugter - hvornår kan det mon blive? Og så er der de møder, jeg skal have forberedt mig til i næste uge, og venner, jeg gerne vil have set. Fra det store, globale til det mondæne og ligegyldige. Fra ...

Vi har vel alle brug for vidner til vores tilværelse. Folk, der følger os tæt og ved, hvad vores dag er gået med. Nogen, der kender de små detaljer. Jeg bor 40 meter i fugleflugt fra en kær veninde. Hvilken velsignelse. Vi vandrer langs fortovet - til naboernes fornøjelse og morskab - frem og tilbage med lånte tærtefade, lune retter, blomsterbuketter, grill og andre gode ting. Vi arbejder begge to for tiden, så det er nemt lige at ses i en lille time ved midnatstid efter fyraften til en kort debrief og en bolle med ost. Eller på hjørnet med kaffe i thermokopper til en gåtur i Botanisk. I går da jeg kom hjem fra arbejde lå der nyplukkede ærteblomster og en seddel med påmindelsen om, at sommeren ikke er slut endnu. Det budskab lader jeg hermed gå videre. Nyd sensommervejret her i weekenden!

Hvor har det været dejligt, og hvor har det været uvant, at vi danskere slet ikke har behøvet at brokke os over vejret denne sommer. Min ferie var kort (i forhold til uni-folket - alt er jo relativt!), men mit hjerte er stadig fyldt op af gode sommerminder; lange, lyse aftner, bålhygge, badning i Aarhus Fjord i smukke solnedgange og solskin, der har lyst op i alle kroge i sindet. Nu begynder det at være mørkt, når jeg står op (ja ja, jeg skal også op allerede 5.45), og forleden aften, da jeg gik tur i regnen med en kær veninde, så havde de små hjem i kvarteret stearinlys i vinduerne. Efteråret er på  vej. Har jeg nævnt, hvor meget jeg elsker årstidsskift? For de, der måtte spekulere over det, så faldt min praktik på plads i allersidste øjeblik på fuldkommen mirakuløs vis. Jeg er stadig overvældet og fuldt ud taknemmelig - og fordi alt så tydeligt er lagt til rette af Gud, så er det ikke svært at huske på, at han virkelig ér gået foran mig, og at jeg går i forudberedte gerninger med...

Alert! Følgende indlæg er nok en smule indforstået for folk, som lige som jeg, har en idé om, at Gud har noget at skulle have sagt i forhold til det liv, vi lever. Føl dig fri til at springe læsningen over, hvis du ikke ser dig selv som i den kategori. Mine frustrationer i dette indlæg er i øvrigt små i forhold til de tragedier og den smerte, som nogle læsere måske befinder sig midt i. Jeg håber ikke, at I bliver stødte over noget, jeg skriver. Vi ser nu engang livet fra vores eget perspektiv. ______________________________ Den sidste tid har været fyldt med masser af spørgsmål som "Gud, hvad er din plan egentlig?", "Har du styr på det?", "Hvad er meningen overhovedet?" Sagen er den, at jeg lige nu kan se frem til et forestående halvt år, som kommer til at se meget anderledes ud, end jeg havde regnet med - ja faktisk stik modsat alt, jeg havde håbet, planlagt og stilet efter.  Jeg reagerede først med bunkevis af skuffelse, vrede og en "nå, men så gide...

Nogle af jer ved det. Jeg er en smule natur-romantisk og en sucker for solnedgange, høj himmel, rødder, bjerge, ting der vokser og lidt solsorte-kvidr. Det gør bare noget ved mig. Nu er det forår og lige om lidt sommer. Langt om længe. Og det er jo netop det skønne ved forår - vi ved, at det kommer, uanset hvor lang, mørk og kold vinteren var. Foråret svigter ikke. Nu er der grønt over alt omkring os, og vi kan alle sammen mærke det. Når man sådan er lidt små-forelsket (i livet), så er livet, tilværelsen og det hele lidt mere ukompliceret, enkelt og ligetil. Kraften i det grønne. Det er dét, jeg taler om. Selvom det allerede er næsten 2 måneder siden Påske, så kan jeg ikke lade være med at lave en lille parallel. For det er som om, at Påskens under - at Jesus opstod fra de døde og dermed sejrede over alt det onde - bliver lidt mere håndgribelig og konkret på en solskinsdag som i dag, hvor alting ser ud til at leve, spire og vokse. I dag tror jeg på, at alt vil blive godt, h...

Jeg har rod i livet. Ofte, igen og igen og måske endda en lille smule kronisk. Ikke på den måde, at mit liv ikke er godt, eller at jeg ikke kender mig selv. Men på den måde, at jeg igen og igen kommer til kort, fejler eller må se min magtesløshed og uperfekthed i øjnene. En stor del af mig prøver at kæmpe imod stræbe efter det perfekte og polerede. Jeg mener, hvem vil ikke gerne tage sig godt ud og udstråle succes, overskud og "the admirable life"? Nogle mener i dag, at magtesløshed er vores tids store tabu. Jeg tror på, at det er en rigtig analyse. Det er i hvert fald et af mit livs store tabu. Jeg prøver ihærdigt at ignorere, når tingene igen går skævt, eller når jeg igen føler mig lille. Men hvad sker der, når jeg nægter at vise mennesker omkring mig, at jeg faktisk har rod i livet og ikke har lige så meget styr på sagerne, som jeg synes, at jeg burde? Hvad sker der, når vi kollektivt nægter at indrømme det over for hinanden? I mindste fald skaber det en urealistisk ...

Vi kender det vel alle sammen. På studiet, på jobbet, i kirken eller i de andre sociale kontekster, vi er i... Ræset med at profilere sig, bygge sit image og - vigtigst af alt - udstråle coolness. Jeg er ikke særlig cool. Ikke i klassisk forstand i hvert fald. Jeg forstår ikke sarkasme, jeg har ikke hurtige kommentarer til alt, og - som en af mine venner har udtrykt det - så har jeg ikke en dør ind til mit hjerte, som jeg bare kan lukke, når humoren bliver grov, eller diskussionerne lidt for tilspidsede. Jeg tager ord til mig, og jeg bliver såret. Betyder det, at jeg er langsom eller uintelligent? Det bilder jeg indimellem mig selv ind, hvilket - skal jeg hilse og sige - hverken er spor konstruktivt, hjælpsomt eller sundt. I løbet af den sidste måned havde jeg et par clinches, hvor jeg stødte mig hårdt på sarkasme og på en omgangstone, som jeg har svært ved at være i. Det fik mig til at reflektere over, hvordan jeg fungerer i denne verden, og hvilke egenskaber, jeg ønsker at vokse i....

Der var engang, at politik var enkelt. Jeg gik på gymnasiet, jeg havde samfundsfag på A-niveau, jeg følte mig politisk bevidst, og jeg var rød. Sort/hvidt. Dejligt. Verden, livet og politik bliver som bekendt lidt mere nuanceret med alderen. Jeg troede bare også, at det medførte en følelse af at forstå lidt mere. I dag føler jeg ikke, at jeg forstår noget som helt, og jeg aner ikke, hvad jeg ville stemme, hvis der var valg i morgen. Jeg havde en fase for et par år siden, hvor jeg var fuldstændigt ligeglad med partipolitik. Jeg havde mistet troen på, at det overhovedet gav mening at lægge sin energi der, hvis man vil ændre noget i denne verden, og jeg var lidt "Jesus for President"-agtig. Det er jo ham, det handler om, og han er jo den eneste, der kan genoprette den her kaotiske verden. Så enkelt er det selvfølgelig heller ikke… På studiet læser vi p.t. en del omkring velfærdssamfundet, samt kirkens og de kristnes rolle og identitet i den forbindelse. Begge dele er meg...

Hverdagen er så småt kommet over mig. Usexet og halv-triviel, som den er. Men vi elsker og behøver den jo. For et par uger siden lyttede jeg til Eksistens, hvor én af pointerne netop var, at hverdagen kan være vores holdepunkt i en verden, som hele tiden drejer rundt. Jeg synes, det er inspirerende og interessant, hvordan andres rytmer og vaner er. Hvor lystbaseret er den? Hvor meget tid afsætter de til alt det sociale? Hvornår har de alene-tid? Prioriterer de gode måltider, eller er mad bare noget, som indtages på vejen mod det næste? Hvordan jonglerer andre med de kedelige ting, som bare skal gøres? Kender I mon sitet hverdage.dk ? Her kan man få et lille indblik i nogle real life cases og se hvor forskellige mennesker prioriterer og lever deres liv forskelligt. Der er ganske vist en overvægt af selvstændige, kreative, upper middle class og et fravær af folk på SU, men det fascinerer mig alligevel. For ikke længe siden fortalte præsten i min menighed i en prædiken meget konkre...

Jeg er i Danmark igen. Hjemme. Tiden i Canada synes allerede langt væk. Måske fordi hverdagen så hurtigt tog over med nyt hjem, skolestart, travlhed og forpligtelser. Måske fordi jeg var alene af sted og derfor er den eneste, som kan minde mig selv om de mennesker, jeg boede med og de oplevelser, jeg har med mig. Det gjorde ondt af sige farvel. Det var godt at komme hjem. Det illustrerer vel meget godt hvor paradoksal tilværelsen nogen gange kan være. Jeg kan ikke rigtigt rumme det hele. Alt det, der er sket. Alt det, jeg har tænkt, følt, mærket og levet. Forskelligheden i min hverdag i Vancouver og min hverdag i Aarhus. Når folk spørger ind forsøger jeg at svare kort og præcist. Det andet virker lidt for uoverskueligt. Sådan vil det vel ofte være. Nu er Aarhus igen mit udgangspunkt, og jeg er glad og glæder mig. Aarhus ligner sig selv, men jeg er ny og frisk. Sådan føles det i hvert fald. Jeg har mere energi, end jeg har haft i over et år. Gud ved, hvad jeg kommer til at bruge...

I morges, før solen var oppe, sad jeg i køkkenet med en kop kaffe. Tænksom, mens jeg prøvede at rumme de sidste 6 måneder. Min tid her i Canada og i L'Arche nærmer sig sin afslutning. Det giver mig automatisk en lyst til at gøre status. Men det er ikke så lige til denne gang. Der er ingen tvivl om, at det har været en særlig tid, og at mit hjerte er blevet rørt. Men hvad har jeg lært, og har jeg forandret mig? Det vil vise sig, når jeg er hjemme igen, og hverdagen rammer mig. Jeg ved, at jeg har lært nogle smukke mennesker at kende hen over det sidste halve år, og jeg ved, at jeg er rigere i dag, fordi jeg har lært netop Sujit, Patrick, Gwenda, Svetlana, Kenn, Sue, Annette og Wilma kende. Nogle af dem er udviklingshæmmede. Nogle af dem er fra fremmede kulturer. Alle sammen har lært mig noget om dét at være menneske og om dét at være i verden. Jeg tror, at mine holdninger til visse ting har ændret sig. Måske endda min teologi på nogle områder. Det kan også være, at jeg bare er b...

Vancouver har så mange ansigter. Sidste weekend var et smukt eksempel med to vidt forskellige hikes på to dage. Den første dag; klipper, massive vandmasser, vind i håret, solnedgang over havet, duft af gran og saltvand. Den næste dag; frisk bjergluft, morgensol, stille sne, frostbidte kinder og snesko tværs hen over Mount Seymour. Nogle gange går livet bare op i en højere enhed.  

Det lyder måske som overskriften på noget negativt, deprimerende og "glasset-er-halvt-tomt"-agtigt. Jeg håber, at det modsatte er sandt, og at det i stedet vil bringe masser af godt med sig! I løbet af de første to uger af det nye år, har jeg fortalt til alle dem, som har gidet lytte, at et af mine nytårsfortsætter for 2013 er at turde fejle med de ting, jeg kaster mig ud i. Vi vil jo gerne have, at alting ser perfekt ud. Vi vil så gerne være succesfulde, og vi vil så gerne have ros. Jeg vil i hvert fald. Og jeg frygter nederlag . Særligt de offentlige af slagsen. Jeg har ikke særlig meget lyst til, at folk ser, hvor fejlbarligt og rodet mit liv nogle gange kan være. Det har ind imellem ført til decideret handlingslammelse for mit vedkommende, hvor jeg ikke har haft mod til at prøve kræfter med de ting, jeg går og drømmer om. Det sidste halve år i min praktik her i Canada har handlet meget om sårbarhed og magtesløshed, og om hvordan Gud netop bruger det til at åbenb...

Denne jul var den første, som jeg ikke holdt med min familie på ægte, traditionel dansk vis. I stedet tog jeg til Manitoba, Canadas midterste provins, for at holde jul sammen med min veninde og hendes familie.   Manitoba er ca. 10 gange større end Danmark, men har kun ca. 1.200.000 indbyggere, hvoraf over halvdelen bor i Winnipeg. Min venindes familie bor i Boissevain. En lille by på omkring 1500 indbyggere midt i ingenting, 3 timer fra Winnipeg. Byens skyline, hvis man kan kalde den dét, består af to store kornelevatorer, og byen er forskanset af gigantiske mejetærskere. Så snart man står ved bygrænsen, er det eneste, man kan se, jernbaneskinnerne, som strækker sig i et lige spor, indtil de forsvinder ude i horisonten. Der ud over er alt bare himmel og jord. Fuldkommen flat. Prærien. Det er som om, jeg nu forstår lidt bedre, hvor hårdt livet må have været for de første nybyggere i Nordamerika. Afstandene er større, end jeg kan rumme og forstå, og vinteren er h...

Nytårsmorgen. Jeg elsker nytårsmorgen. Også selvom jeg skulle tidligt op og hjælpe kernemedlemmerne i mit hus. De vågner altid tidligt, så det samme måtte jeg. Der var nok at se til, men jeg havde dog 5 minutter til at sidde i den tidlige morgensol med min kaffe på vores altan. Rimfrost og blå himmel var det første, som mødte mig. Desværre er solen nu forsvundet bag skyerne, og vejret er kedeligt igen. Men det fjerner ikke fornemmelsen af at have noget nyt, frisk og uspoleret foran mig. 2012 sluttede godt, og jeg ser tilbage på året med taknemmelighed og følelsen af, at der er sket meget med mig i det forgangne år. Når alt kommer til alt, så vil jeg ikke savne 2012. Jeg har følelsen af at have været undervejs så længe, og de sidste par år har været fyldt med konstante flytninger, ustabilitet, forandring og ind i mellem fornemmelsen af at være faret vil. I 2012 kulminerede det hele en lille smule, og det blev et år med desillusion, forvirring og kynisme. Men det blev også et år med ...