Betragtninger

Note: Det her indlæg bliver forvirrende og uden nogen happy ending, hvor alting går op i en højere enhed. Kom gerne med inputs, hvis du har nogle tanker ift. det hele... Jeg arbejder jo som bekendt med udviklingshæmmede her i L'Arche, Vancouver, og én af dem, jeg bor sammen med har desuden også fremskreden Alzheimers. Jeg er p.t. ved at læse en praktisk-teologisk bog omkring gudsforhold og demens (se her ). To af bogens kernespørgsmål er: - Hvem er jeg, når jeg har glemt, hvem jeg er? - Hvad vil det sige at elske Gud og blive elsket af Gud, når jeg har glemt, hvem Gud er? Uanset om man har demens inde på livet eller ej, så tror jeg at det er vigtige spørgsmål at stille, fordi vores svar vil sige noget afgørende om, hvem Gud er, hvordan vi kan kende ham, og hvordan vi behandler andre mennesker som ikke tænker/abstraherer ligesom, vi selv gør. Da jeg i sin tid arbejdede på et plejehjem, kom jeg hos en mand med demens. Han var tidligere præst, og hans familie fortalte, hvord...

I dag er en god dag, og jeg føler mig lidt ekstra modig, så hvorfor ikke blæse på et af vores tids største tabuer og skrive lidt om økonomi? Jeg håber, at mine ord vil være til opmuntring, og at alle, som læser med, forstår, at jeg bare forsøger at være ærlig og åben om noget af det i vores kultur, som er allersværest men også allervigtigst at tale om: Penge - eller rettere sagt, hvordan vi kan bruge dem på en måde, som er til velsignelse og ikke bare fodrer vores egen egoisme og selvcentrerethed. Hvem vil ikke gerne være kendt som et generøst menneske? Jeg vil i hvert fald gerne. Jeg vil gerne være generøs med mine evner, min tid, min kærlighed og ikke mindst med mine penge. Alligevel er der en kamp inden i mig. Måske kender I det fra jer selv. Jeg vil oftest allerhelst bruge min tid og mine penge på mig selv. Men sådan ønsker jeg ikke at leve, og sådan et menneske ønsker jeg ikke at være. I tiden inden jeg tog her til Canada, syntes jeg, at det lige så langsomt var blevet sværer...

Det har regnet stort set uafbrudt den sidste måned. I store mængder. I følge statistikkerne 3 gange så meget som i Danmark. Vemodet sniger sig ind alle steder. Nogle dage er det det behagelige vemod, som fylder mig med nostalgi og lyst til at hygge indendøre. Andre dage ligner det mest af alt hjemve. Jeg kan godt mærke, at jeg har været af sted i 3 måneder, og at der er mange, jeg savner derhjemme. Livet her i Vancouver er for alvor blevet hverdag nu. Der er intet uforudsigeligt over dagene længere. Jeg kender rutinerne, og jeg kender min plads i dem. Det er lige her, midt i alt det mondæne, at det er vigtigt at finde hverdagsguldet og skønheden i de små ting, som så nemt bliver overset. I den sidste uge har jeg glædet mig over: - Musiklytning sammen med Gwenda. Det kan godt være, at hun normalt kun er i stand til at kommunikere med en håndfuld ord, men så snart hun hører sine gamle albums fra 80'erne, så kan hun stadig teksterne udenad! - Patrick, som er årsag til så ma...