tag:blogger.com,1999:blog-46180783137110672502024-02-19T09:44:00.898+01:00BetragtningerOrd, tankestrømme, tro, luft under vingerne og en lille smule idealisme.Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.comBlogger54125tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-87369537127760302262017-04-14T04:25:00.000+02:002017-04-19T23:16:14.722+02:00Forandringer<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;">Der er langsomme sæsoner, hvor man higer efter ny luft og forandring, og der er sæsoner, hvor omvæltningerne nærmest står i kø. Jeg er p.t. i én af de sidste af slagsen. Én af de sæsoner, som jeg kommer til at se tilbage på som både afgørende og definerende. På relativt kort tid er jeg gået fra at være single i slut-tyverne til at skulle giftes om ganske få måneder og flytte ind i det lille, fine rækkehus, som bliver vores første nye hjem. <b>Talk about change</b>.</span><br />
<div>
<div>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;">Jeg er glad helt ind i hjertekulen, og samtidig føles det som om der er sket en indvendig eksplosion. De fleste dage har været fyldt med dyb glæde, men der har også været masser af dage, hvor det har været sværere at forklare, hvordan jeg har haft det. De mange tanker. De mange afslutninger og de nye begyndelser, Livskapitler, som skrives færdige og blanke ark, der toner frem.</span></div>
<div>
<br /></div>
<div>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;">Det påvirker mig, hvad andre tænker om mig - også mere, end jeg synes, det burde gøre. Jeg bryder mig ikke om at stå i skudzonen for folks kommentarer og holdninger, og det gør man åbenbart automatisk, når man tager modige og store beslutninger, som vi har gjort i den sidste tid. </span><br />
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;"><br /></span>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;">Jeg har flere gange fået spørgsmålet <b>"om jeg har mig selv med i alt sammen"</b>, særligt hvis jeg har fortalt om den indre eksplosion og de mange forskellige følelser. Og jeg er kommet til at hade det spørgsmål en lille smule. <b>Som om at der er noget galt med mine beslutninger, hvis jeg ikke har en konstant følelse af lykkerus, dyb fred og regnbuer i maven.</b></span><br />
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;">Så er det, jeg hører mig selv svare med et lidt for højt og lidt for selvsikkert "Ja!" Fordi jeg er bange for, hvad folk ellers vil tænke.</span><br />
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;"><br /></span>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;">Bagefter, når jeg igen er alene, kommer mit "ja" mere sagte, men også mere inderligt og ærligt. For det har jeg - mig selv med, altså - men det betyder ikke en sort/hvid virkelighed. Ikke for mig i hvert fald. Det gør det sjældent i min verden.</span><br />
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;"><br /></span><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;">Selvom det helt sikkert altid er velment, så har spørgsmålet ramt mig i mine sårbare øjeblikke. Fordi jeg er i gang med at tage nogle kæmpe skridt i den retning, jeg ønsker at gå i, og fordi jeg også skal rumme alle de kaosfølelser, som helt naturligt følger med, når man befinder sig ved en skillevej i livet. <b>Og det er okay! </b>Dét, der kan slå mig ud af kurs, er, hvis jeg også skal forsvare og forklare, at jeg faktisk har det okay med en lille smule kaos og tyndhudethed - eller hvis jeg føler, jeg skal fremstå mere skråsikker, end jeg egentlig er af hensyn til det menneske, jeg står overfor. </span></div>
<div>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;"><br /></span>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;"><b>Forandringer er ikke dårlige, bare fordi de rummer modsatrettede følelser. </b>Det gør forandringer for det meste, og det ville jeg ønske, vi alle var bedre til at give plads til.</span><br />
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;">Alle forandringer - også de mest fantastiske - medfører et farvel. Til det velkendte. Til dét, der var. Og nogle dage er det skræmmende at kigge ud mod den åbne horisont og ikke vide, hvordan færden bliver. Det er overvældende, når man skal vænne sig til nye, store titler, så som Ægtefælle og Husejer, og det kan tage pusten fra mig at tænke på, at mine valg og min livsstil ikke længere blot har konsekvenser for mig, men også for en anden.</span></div>
<div>
<br /></div>
<div>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;">Jeg har en dyb følelse af at være ved at falde på plads i mit liv, og samtidig en rundtosset følelse af, at alting under mig er i bevægelse. <b>Jeg er midt i en identitetskrise</b> - i ordets egentlige betydning, hvor "krise" ikke er negativt ladet, men blot betyder "vendepunkt". Det giver mig en stor ro at tænke på, for så er der plads! Plads til mig, til de mange følelser, den gyngende grund og de mange spirende håb og drømme.</span></span><br />
<br />
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif; font-size: large;">Dét vil jeg selv forsøge at spørge mere ind til, når jeg står over for nogen i en sæson med mange forandringer.</span></span></div>
</div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-40674417427364681882015-12-06T21:33:00.002+01:002015-12-06T21:42:00.456+01:00Julestemning?Min facebook-feed er i disse dage oversvømmet af gran, julebag og glitter.<br />
<div class="p1">
<span class="s1">Og tro mig, jeg elsker julehygge og alt, det indebærer af nostalgi, julemusik og sammenkomster. </span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><br /></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Nogle gange - bare nogle gange - kan det dog blive lidt anstrengende; Alle de mere eller mindre eksplicitte forventninger og krav til, hvordan jeg skal føle og have det her i tiden op mod jul.</span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><br /></span></div>
<div class="p1">
Nogle gange bilder vi os selv ind, at vi er nødt til at lukke øjnene for dét, der rent faktisk sker indeni os og i vores liv, som er svært eller smertefuldt. For et øjebliks julefred. For at gøre plads til ægte julestemning.</div>
<div class="p1">
<br /></div>
<div class="p1">
For advent rimer ligesom ikke på ensomhed, sorg, usikkerhed, smerte og frustration, vel?</div>
<div class="p1">
<span class="s1"><br /></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Jeg tror, vi ind i mellem har misforstået, hvad ægte julestemning er.</span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><br /></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Advent handler ikke om at begrave realiteterne og virkeligheden - hverken om os eller om den verden, vi lever i.</span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><br /></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><b>Advent handler om at turde være i det, som er svært og se smerten i øjnene. </b>Som julenat, hvor en ung, fattig mor fødte et barn i en stald. Af alle steder. </span></div>
<div class="p1">
<br /></div>
<div class="p1">
Det må have været et sted, hvor det ikke kunne lade sig gøre at fortrænge realiteterne. Smerte, stank, frygt og usikkerhed på fremtiden. Og det er dén, nat vi ser frem til i adventstiden. Uperfekt og uskøn, som den var. </div>
<div class="p1">
<br /></div>
<div class="p1">
Det er dén nat, jeg forsøger at huske på, når jeg ikke helt kan leve op til kravet om julehygge og julestemning.</div>
<div class="p1">
<span class="s1"><br /></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><b>Advent handler om at stoppe op, fejre og glædes på trods af alt det, som man ikke kan glæde sig over.</b></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><b><br /></b></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Jeg vil i denne adventstid insistere på min egen sårbarhed og på mit eget uperfekte liv. Gud kender mig. Han kender mit liv - inklusiv de grimme detaljer, og Han er mere interesseret i virkeligheden om mig end i det polerede billede, jeg nogle gange hellere vil vise frem.</span></div>
<br />
<div class="p1">
<br /></div>
<div class="p1" style="text-align: left;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhdn29j36jwd2o3omwSQsRoxPkiLFTrYiK5i19usqD22C2YKL50VUv69uIMIKP_9_eSW4iqq2rIPz_T0FeswhBpWjdj2yW5NRWwRr_NCZkxKsdOBY-kGZ6tXn5Yx8bPNAU0j5JeqIuj_mKJ/s1600/07FF953F-3CC1-4CC4-A358-4BC3FEF633AD.jpg" imageanchor="1" style="clear: left; display: inline !important; float: left; margin-bottom: 1em; margin-right: 1em; text-align: center;"><img alt="" border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhdn29j36jwd2o3omwSQsRoxPkiLFTrYiK5i19usqD22C2YKL50VUv69uIMIKP_9_eSW4iqq2rIPz_T0FeswhBpWjdj2yW5NRWwRr_NCZkxKsdOBY-kGZ6tXn5Yx8bPNAU0j5JeqIuj_mKJ/s320/07FF953F-3CC1-4CC4-A358-4BC3FEF633AD.jpg" title="" width="320" /></a><i><span class="s1">"We can, and should also, celebrate Christmas despite the ruins around us..."</span> (Bonhoeffer, 1943)</i></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><br /></span></div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-24160241920983221972015-12-03T15:00:00.000+01:002015-12-03T15:00:09.691+01:00Vintermørke og adventslys<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Jeg vågner, mens der stadig kulsort udenfor, og jeg famler mig afsted mod hverdagens gøremål. Vintermørket er et vilkår for tilværelsen i disse dage. De fleste dage får lyset aldrig overtaget. Dansk vinter uden hverken en masse sne eller frost gør, at selv timerne midt på dagen sjældent bliver mere end grå. Solen hænger så lavt, at den ikke rigtigt når op i min lejlighed på første sal, og jeg har tændt lys det meste af døgnet. </span></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><br /></span></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Det er der ikke noget nyt ved. Sådan er det hver vinter, og sådan kender vi det. Vi vænner os til mørket, tilrettelægger vores dage efter det og kompenserer med indendørs hygge, stearinlys og varme tæpper.</span></span></div>
<div class="p2">
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><span class="s1"></span><br /></span></div>
<div class="p2">
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Så vidt så godt.</span></div>
<div class="p2">
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><br /></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Måske vænner vi os også nogle gange til det mere abstrakte mørke her i livet. </span></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Jeg tænker på verdens mørke som fylder min nyheds-feed med flygtningekrise, IS, nød og elendighed. </span></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Jeg tænker på mørket i mine nære relationer og i alle de andre mennesker, jeg er i berøring med. </span></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Jeg tænker på mørket i mit eget hjerte og sind. </span></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><br /></span></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Nogle gange er det svært at have håb for, at det overhovedet kan lysne. I bedste fald kan man håbe på, at det hele bliver lidt mere gråt end sort.</span></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><br /></span></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Advent handler om at turde håbe på lyset.</span></span></div>
<div class="p2">
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><span class="s1"></span><br /></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Vintermørket kommer ikke til at vare for evigt. Det er en naturregel, som ingen af os tvivler på, og inden vi aner, er vi alle forårskåde og solskinsmætte igen.</span></span></div>
<div class="p2">
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><span class="s1"></span><br /></span></div>
<div class="p1">
<div class="p1">
<span class="s1" style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Advent handler om at vente i forhåbning. Ikke om en god juleaften, men om at lyset til sidst vil vinde over mørket. Hvis der er noget, verden har brug for, så er det lys. Det lys, som er kraftigt nok til at oplyse selv det sorteste sjælemørke eller den mest håbløse og blodigste konflikt. Det lys, som kun Gud kan bringe. </span></div>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><br /></span>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">Det </span><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">er det lys, jeg venter på i denne adventstid. Med længsel og utålmodighed.</span></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><br /></span></span></div>
<blockquote class="tr_bq">
<span class="s1"><i><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">"Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” (Esajas 9,2)</span></i></span></blockquote>
<blockquote class="tr_bq">
<i><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;">"Atter talte Jesus til dem og sagde: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Johannes-evangeliet 8,12)</span></i></blockquote>
<span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><br /></span>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjUuWmyvstT1GZIL1PYRGWyCvT9cZgBGiheYw065S5WrfPmfpbU0zDuI4lNjQ1PGbV_8vXWtGDFnBSfkU2l4ycc-8KbgoELHMSdfKe-FPgC8vSiP_2zZHwD2ATPpmImw1prBOSDFZYgh0j0/s1600/D534FF17-EF6F-475E-9F88-D34832F8CB8B.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><span style="font-family: "times" , "times new roman" , serif;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjUuWmyvstT1GZIL1PYRGWyCvT9cZgBGiheYw065S5WrfPmfpbU0zDuI4lNjQ1PGbV_8vXWtGDFnBSfkU2l4ycc-8KbgoELHMSdfKe-FPgC8vSiP_2zZHwD2ATPpmImw1prBOSDFZYgh0j0/s320/D534FF17-EF6F-475E-9F88-D34832F8CB8B.jpg" width="320" /></span></a></div>
<div style="text-align: center;">
<br /></div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-23057735427457126312015-12-01T12:59:00.000+01:002015-12-01T13:06:29.308+01:00Gør plads!<div class="p1">
<span class="s1">Det er advent igen. </span>Advent er blevet mere og mere vigtig for mig, som jeg er blevet ældre. Der er noget ved sæsonen, der kalder på den kontemplative og eftertænksomme side af mig, som jeg øver mig i at give mere plads. </div>
<div class="p2">
<span class="s1"></span></div>
<div class="p2">
<span class="s1"></span><br /></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Og advent handler netop om at stoppe op og gøre plads.</span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><br /></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Til lyset. Til håbet. Til længslen. Til Jesus, som kommer. </span></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Der var ikke plads til ham dengang på herberget. Der er heller ikke altid plads til ham i mit liv.</span></div>
<div class="p2">
<span class="s1"></span><br /></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Det er oppe i tiden med simplicity og decluttering. Vi smider ud af vores overflod og indser pludselig, at <a href="http://blondeonabudget.ca/" target="_blank">halvdelen af det, vi ejer, er overflødigt.</a></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1"><br /></span></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Mon det samme gælder vores hjerte og vores sind?</span></div>
<div class="p2">
<span class="s1"></span><br /></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Jeg forsøger igen at rydde ud og rydde op, så der bliver plads. Væk med alle de unødige bekymringer, de negative tanker, timerne med Netflix, som mere er en form for eskapisme end underholdning. Væk med travlhed! Jeg behøver ikke have så travlt altid, men alligevel havner jeg dér igen og igen.</span></div>
<div class="p2">
<span class="s1"></span><br /></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Jeg vil have plads til at stoppe op og være til stede. I mit eget liv. I stalden ved krybben. I livet hos de mennesker, jeg holder af og hos de mennesker, der har brug for en hånd. I de små detaljer, som hjælper mig til at huske på, hvem Gud er, og hvem jeg selv er.</span></div>
<div class="p2">
<span class="s1"></span><br /></div>
<div class="p1">
<span class="s1">Jeg vil blive bedre til at stå med døren på vid gab og sige til Jesus: “Her er plads. Bare kom ind.”</span></div>
<div class="p2">
<span class="s1"></span><br /></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEieukVGxbhyjGf-kr3Mps6zZ2s24VzMlT6OAoNj__b56T_pNxtgApILS_TdFV-jvgVMp59ODPHmoH-FC4mrnOd6TfSf5UdDhyphenhyphenL4XBvt0ZzbTX0SgFJOrn9iO2pZ0mMkmZYrwXcz6_d0lBgw/s1600/IMG_0152.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="400" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEieukVGxbhyjGf-kr3Mps6zZ2s24VzMlT6OAoNj__b56T_pNxtgApILS_TdFV-jvgVMp59ODPHmoH-FC4mrnOd6TfSf5UdDhyphenhyphenL4XBvt0ZzbTX0SgFJOrn9iO2pZ0mMkmZYrwXcz6_d0lBgw/s400/IMG_0152.jpg" width="400" /></a></div>
<div class="p2">
<br /></div>
<br />
<div class="p2">
<span class="s1"></span><br /></div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-28810522251804869022014-11-17T22:16:00.000+01:002014-11-18T17:58:12.958+01:00Kortere dageDet er blevet den måned, hvor soltimerne er allerfærrest, og hvor jeg almindeligvis har brug for at gå i hi og gøre alting lidt mere omhyggeligt og langsomt.<br />
<br />
Men jeg har pludselig mere travlt, end jeg har haft i flere måneder. Nu bliver de få timer med dagslys brugt på benhård arbejds-hverdag og voksenlivs-jongleren.<br />
<br />
Novemberdagene er måske endnu kortere, end de plejer, men det gør heldigvis ingen ting. Det er jo det, jeg har bedt om, drømt om og håbet på.<br />
<br />
Jeg har derfor lidt ekstra brug for stilleaftener, lysegrønne hyacint-skud og hjertevarme i den her tid. Og min yndlings-november-vise! Når jeg åbner mit vindue på en vindstille dag, kan jeg høre den blive spillet af rådhusklokkerne inde i midtbyen. Det er en af de små stjerner her i mørket, og min bøn er, som i visen, at mit hjerte må lyse op - både i mig og omkring mig!<br />
<br />
<div style="background-color: white; color: #333333; min-height: 12px; text-align: center;">
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgOuutcJti6WgtYtSOV8FTcwB6RV0dRH8Y6kQHwAWOLKIWLnzQoWuZq2u-1y1Bp-fHJ2Z1gTpIbENkg5iEKaYv8yGc3xUOA2c0jgkImnJnj42WQO5jUtYGg6WZX3O_wQZoALNsLkPXyjEtP/s1600/IMG_1841-1.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgOuutcJti6WgtYtSOV8FTcwB6RV0dRH8Y6kQHwAWOLKIWLnzQoWuZq2u-1y1Bp-fHJ2Z1gTpIbENkg5iEKaYv8yGc3xUOA2c0jgkImnJnj42WQO5jUtYGg6WZX3O_wQZoALNsLkPXyjEtP/s1600/IMG_1841-1.JPG" height="400" width="400" /></a></div>
<br /></div>
<div style="background-color: white; color: #333333; min-height: 12px; text-align: center;">
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i><br /></i></span></div>
<div style="background-color: white; color: #333333; min-height: 12px; text-align: center;">
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br /></div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i><br /></i></span></div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-23743941631011965812014-08-13T13:23:00.001+02:002014-08-13T13:28:13.001+02:00Om når man ikke kan se solen skinneKræft kan være dødeligt. Det samme kan depression. Det samme kan mørket, skammen, skylden, smerten, håbløsheden og ensomheden, som følger med.<br />
<br />
Jeg har tøvet med at skrive på bloggen om psykisk sygdom. Fordi det er mit arbejde. Fordi det er en del af min egen historie. Fordi jeg mere og mere ser, at det er her Gud bruger mig og vil bruge mig.<br />
<br />
Jeg har tøvet. Ikke fordi jeg ikke har noget at sige. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal starte. Nu starter jeg her. Ved Robin Williams. Fordi vi alle sammen er mere eller mindre kede af det og rystede over den tragiske nyhed om hans død.<br />
<br />
Det er ikke bare fordi, vi alle elskede ham, men fordi hans selvmord pludselig gjorde hans smerte, mørke og kamp mod depression så tydelig, håndgribelig og tæt på. Det minder os om vores egne livskampe, og det minder os om alle dem, vi kender som - lige nu, i dag - kæmper den samme kamp som Robin. Og ja, vi kender alle nogen. Statistikkerne siger det hele.<br />
<br />
Jeg ville skrive om, hvorfor psykisk sygdom ikke bare er noget, du vælger at ryste af dig, men en reel sygdom, som du skal tage alvorligt - hvad enten det drejer sig om dig selv eller din kære.<br />
<br />
Jeg ville skrive om, hvorfor depressionens mørke hverken kan reduceres til at handle om dårligt selvværd eller en kemisk ubalance i hjernen. Det er en kompleks, ødelæggende, sjæls-eroderende sygdom med mange årsager og derfor heller ikke bare har én løsning.<br />
<br />
Og så ville jeg skrive om, hvordan jeg synes, at depression og psykisk sygdom netop er noget, kirken må og skal forholde sig til;<br />
<br />
Fordi vi er kaldet til at være lys i mørket.<br />
Fordi vores Gud selv var såret og kendte til mørke, ensomhed, sorg og smerte.<br />
Fordi Herren er nær dem, hvis hjerte er knust, og hvis ånd er sønderbrudt (Salme 34,18).<br />
<br />
Hvis Gud er nær, så skal vi også være det!<br />
<br />
Jeg ville skrive om, hvordan jeg tror, at Kristus er håbet, fordi han engang rakte ud efter mig og hjalp mig ud af det mørke, som jeg var faret vild i. Men jeg ville også skrive om, hvordan jeg tror, vi skal passe på ikke at over-åndeliggøre psykiske lidelser eller negligere det til et spørgsmål om, hvorvidt du har grebet Guds kærlighed og frelse eller ej.<br />
<br />
Til sidst ville jeg skrive om, at vi lever i en falden verden, en verden, som ikke er, som den var skabt til at være. En verden hvor smerte, sorg, ødelæggelse, ondskab og forfald trives i bedste velgående. Det er ikke sådan, Gud vil, at det skal være, og status quo er ikke slutningen på historien.<br />
Jeg længes efter den dag, hvor alting bliver gjort nyt, rigtigt og helt igen.<br />
<br />
Hvil i fred, Robin.<br />
<br />
<br />
<br />Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-69231062243128905152014-07-23T13:24:00.005+02:002014-07-23T13:24:54.854+02:00Om det mest centrale i mit livDet er spændende, når alting pludselig er muligt, og intet længere er givet. Jeg elsker at lade mig rive med og drømme vidt og bredt, og jeg elsker blanke sider, som skal fyldes. Men i de sidste ugers post-færdiguddannelse har jeg tænkt meget over, hvad - eller hvem - mit liv i virkeligheden handler om. Jeg har brug for et anker, der holder mig fast og som fortæller mig, at mit liv ikke bare handler om mig og om, hvorvidt jeg lykkes.<br />
<br />
Denne jobsøgnings-tid er på mange måder så fuld af selvrealisering, fokus på egne kompetencer, styrker og succes, og jeg tager vigtige skridt i at skrive et afgørende kapitel i min egen historie. Men mit liv drejer sig dybest set ikke om mig. Jeg er et lille komma i Den Store Historie om Gud og hans genoprettelse af vores jord.<br />
<br />
Mit liv handler ikke om, hvordan jeg får skabt den bedst mulige hverdag med et fantastisk og lærerigt job. Mit liv handler ikke om, hvordan jeg bedst muligt får skabt tryghed og base i mit liv. Det handler ikke om, at jeg skal leve et liv, som udstråler det, jeg gerne vil udstråle. Og det handler slet ikke om, hvorvidt jeg har kontrol over alt det, som sker.<br />
<br />
Mit liv handler om, at Gud får lov til at virke i mig, så jeg må ligne Jesus mere og mere. Mit liv handler om at modtage Guds kærlighed, så jeg kan give den videre.<br />
<br />
"God is most glorified in me, when I am most satisfied in Him.", læste jeg i en blogpost for lidt tid siden.<br />
<br />
Mit liv handler om, at Han må blive større, og jeg blive mindre, som Johannes Døberen i sin tid sagde.<br />
<br />
Mit liv drejer sig om Ham! I en akse bevæger jeg omkring Ham - uanset omstændighederne, som ellers er i mit liv af jobløshed, udfordrende relationer, forvirring og usikkerhed. Han er konstanten, som drager mig til sig med sin store tyngde.<br />
<br />
Det er i hvert fald min bøn, at jeg må leve sådan...<br />
Må alt andet blive mindre vigtigt, og må jeg tage imod det, som kommer, uanset hvad det er, og hvordan det ser ud.<br />
<br />Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-56185441942333395352014-06-26T12:06:00.003+02:002014-10-06T17:06:21.769+02:00LykkefornemmelserJeg er færdiguddannet. Det klinger stadig underligt i mine ører, men det er jeg altså, og jeg forsøger at hilse dagpengesystemet, voksende forpligtelser og ægte voksenliv velkomment.<br />
<br />
Det er sommer på den gode måde, og solen skinner på mig. I bogstaveligste forstand, men jeg er måske også mere lykkelig, end jeg har været meget længe. Flyvende endda. Over 4 års studier, som jeg klarede, over fremtidshåb, over alt det Gud har givet mig det sidste år, over retning og følelsen af kald over mit liv.<br />
<br />
Min nye identitet - socialpædagog og diakon - smager sødt, og jeg forsøger lige så roligt at vende stemmebåndet og ørene til at sige det og høre det blive sagt. Det er mig nu. Det er min fremtid.<br />
<br />
Verden føles åben og ny, selvom der i praksis ikke kommer til at ske så mange store forandringer. Jeg bliver i Aarhus, og jeg bliver boende i min skønne lejlighed i villakvarteret. Det er nok mere en indre ting. Som sådan noget jo ofte er. Jeg aner ikke, hvad næste kapitel kommer til at indebære, og det fylder mig med nysgerrighed, forventningsglæde og masser af håbefuldhed. Jeg er et af de mennesker, som godt kan lide forandring.<br />
<br />
Der er så meget, der ikke er givet. Selvom jeg har lykkefornemmelser over sommerfrihed, ferie, solskin, is i maven og dejlige mennesker i mit liv, så er det hele uforudsigeligt. Jovist, jeg ved, at jeg vil arbejde i psykiatrien, men dybest set så aner jeg ikke, hvordan min hverdag ser ud om 3 måneder. Eller bare om halvanden.<br />
<br />
Midt i min faglige stolthed, visheden om at jeg har masser at byde på, ambitioner, forventninger og virketrang, så minder Gud mig om, at mit liv først og fremmest drejer sig om Ham. Min tilværelse drejer sig om Ham, og mit arbejdsliv drejer sig om Ham, uanset hvor og hvordan det bliver. Det fylder mig med en ro og en vished om, at uanset hvad siderne i næste kapitel blive tætskrevet med - af gode ting, nye ting, smukke ting, hårde ting - så er Gud med mig. Han forlader mig ikke, og hvis jeg holder mig tæt til Ham, så skal det hele nok gå. Så her i solen, når jeg ikke nynner "Du danske sommer, jeg elsker dig", så nynner jeg denne sang:<br />
<blockquote class="tr_bq">
<span style="background-color: white; font-family: Verdana, Arial; font-size: 13px; text-align: center;"><i>I</i></span><i><span style="font-family: Verdana, Arial; font-size: 13px; text-align: center;"><span style="background-color: white;">f my heart has one ambition</span></span><br style="border: 0px none; font-family: Verdana, Arial; font-size: 13px; margin: 0px; padding: 0px; text-align: center;" /><span style="background-color: white; font-family: Verdana, Arial; font-size: 13px; text-align: center;">If my soul one goal to seek</span><br style="border: 0px none; font-family: Verdana, Arial; font-size: 13px; margin: 0px; padding: 0px; text-align: center;" /><span style="background-color: white; font-family: Verdana, Arial; font-size: 13px; text-align: center;">This my solitary vision 'til I only dwell in Thee</span><br style="border: 0px none; font-family: Verdana, Arial; font-size: 13px; margin: 0px; padding: 0px; text-align: center;" /><span style="background-color: white; font-family: Verdana, Arial; font-size: 13px; text-align: center;">That I only dwell in Thee</span><br style="border: 0px none; font-family: Verdana, Arial; font-size: 13px; margin: 0px; padding: 0px; text-align: center;" /><span style="background-color: white; font-family: Verdana, Arial; font-size: 13px; text-align: center;">'Til I only dwell in Thee</span></i></blockquote>
Gud, bring it on. Jeg tror, jeg er klar til det hele, når du også er med.<br />
<br />
<br />Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-71308601351446583272014-05-31T16:54:00.002+02:002014-05-31T17:07:38.636+02:00Tornado-tidDet er en helt særlig tid. Lige straks er det sommer og de lyse nætters tid. Lige straks vil jeg lade mig fylde af solskinstimer og frihedsfornemmelser. Lige straks. Om to ugers tid helt præcist. Så er bacheloren færdigskrevet og forsvaret, og jeg er officielt færdiguddannet.<br />
<br />
Det er en tid med tusind afslutninger og lige så mange nye begyndelser, og jeg er begejstret for det hele. Det er en helt særlig tid. Men lige nu hvirvler tornadoen fremad i fuld kraft, og det eneste jeg kan gøre er at give slip og hvirvle med den stærke vind.<br />
<br />
Måske er jeg ved at være lidt rundtosset, og måske har jeg mistet orienteringen en smule, men uanset hvad så ved jeg, at jeg lige pludselig, før jeg aner, vil lande i nyt, åbent land.<br />
<br />
Det vil sikkert føles, som om jorden sejler under mine fødder, og som om jeg er faret en lille smule vild uden noget landkort på mig. Men jeg ved, at jeg bare skal rejse mig op, genfinde balancen, kigge ud over horisonten og forsøge at finde nogle nye pejlemærker - og så lige så stille begynde at gå.<br />
<br />
Det nye landskab af færdiguddannelse, job, voksenliv, forpligtelser, økonomi, nye ting i kirken, nye mennesker, nye fællesskaber, nye eventyr - mon ikke det hele viser sig at være smukkere og vildere, end jeg endda tør drømme om lige nu?<br />
<br />
Sommeren kommer uanset, hvordan de kommende uger bliver, og jeg glæder mig ud over alle grænser; til sankthans, til lyse, drømmeagtige nætter, til is i store mængder, til ubekymret sind og åbne muligheder, til bare tæer i vandoverfladen, til solvarm dovenskab og langsomme eftermiddage.<br />
<br />
Lige straks.<br />
<br />
<table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto; text-align: center;"><tbody>
<tr><td style="text-align: center;"><img border="0" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgDny1AqeOOAiEj8-Mmh-A7z9vZb8srldBuWsmZrtvhlJRpHsuXyEBCT5nax0wRLnzd9Ee2u27RLd5_OKF_YmvhMVcFtkagO-cj5NUpJLKjs43WxoUguHGyekaIuteUGiQiW_CDLeFbW0bt/s1600/IMG_1221.JPG.jpeg" height="320" style="margin-left: auto; margin-right: auto;" width="320" /></td></tr>
<tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;"><br /></td></tr>
</tbody></table>
<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br /></div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br /></div>
<br />Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-48282192191289268122014-03-05T15:47:00.001+01:002014-03-05T16:16:18.818+01:00Hjem<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;">Nu har jeg boet over 1 år på den lille villavej i Aarhus V, hvor der enten dufter af brændeovnsrøg eller grill, alt efter sæsonen. 1 år. Det er længere tid end noget andet sted, jeg har boet, siden jeg flyttede hjemmefra for 6 år siden. 1 år. Det betyder spirrende rødder og en underlig ro, jeg ikke har følt længe. Det betyder, at jeg har oplevet alle årstiderne fra det samme vindue, det samme perspektiv. Det betyder, at jeg siger hej til de søde kassedamer i min Rema. Det betyder, at jeg kan finde vej i mit kvarter. Det betyder en base og et udgangspunkt. Begge dele noget, jeg har negligeret betydningen af i flere år. </span><br />
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;">Jeg frygtede, at det ville betyde stilstand og kompromis. Jeg frygtede, at jeg ville blive mindre fleksibel og mere bundet. I stedet kan jeg mærke, at det sætter mig fri og giver mig energi til rent faktisk at være tilstede i de ting, der er vigtige for mig og investere i de ting, der giver mening. Det giver mig en havn at søge hjem til, når bølgerne er gået for højt. </span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;">Jovist, jeg er stadig midt i at finde ud af, hvordan jeg kombinerer mit behov for tryghed og min idealisme. Men jeg tror, at et godt hjem gør mig bedre i stand til at leve i det kald, som Gud har til mig. Hvad det end er, og hvordan det end ser ud.</span></div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-67668766836432014362014-02-24T11:37:00.001+01:002014-02-26T19:33:58.553+01:00Vinter-klaustrofobiske følelser og store tanker på en mandagUd! Jeg vil ud! Ud i lyset. Ud hvor himlen er højt oppe, og hvor tankerne kan flyve frit. Ud fra de små, mørke rum. Ud fra vinterhiet. Ud fra indeklemte følelser og vintertriste hjerter. Ud hvor tingene begynder at spire og gro, og hvor alting om lidt emmer af liv og af kraft. Ud hvor fuglene synger, og kinderne bliver røde, fordi solen endnu er kølig og lavtstående.<br />
<div>
<br /></div>
<div>
I dag tog jeg solbriller på bare fordi. Nu sidder jeg i et solbeskinnet vindue med god kaffe på ét af yndlingstederne med en bunke artikler, som jeg langsomt læser mig igennem, mens jeg tænker store tanker. </div>
<div>
<br /></div>
<div>
I weekenden var jeg på arbejde, hvor jeg havde en lang samtale med en frustreret pårørende, som på kafkask vis og helt reelt føler sig smidt rundt i et uigennemskueligt og snørklet system, som jeg jo er en del af. Hvor håber jeg på en dag at kunne se tilbage på et arbejdsliv, hvor jeg har været med til - enten i det store eller det små - at forbedre psykiatrien i Danmark. Der er intet så motiverende som lidt social indignation i hjertet, når man forbereder sig mentalt på en sæson af fordybelse i eksamener og bachelorskrivning.</div>
<div>
<br /></div>
<div>
Forhåbentligt bliver foråret ikke mere travlt, end at der også bliver tid til masser af kaffedrikning i Botanisk, anemoneture i skoven, øl på lune græsplæner og forårsfornemmelser. Hvis man har tænkt sig at forandre verden en lille smule, så får man jo også brug for sol i ansigtet og pauser fra det hele :-)</div>
<div>
<br /></div>
<div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<br /></div>
<div class="separator" style="clear: both;">
</div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh-L_cWPxboOryJGymoVu0ywgbd4UvV-pWkN2QUnrSWaKDRNvWdWT7zO0N1G4uFxzFEZ7ublCWUsrTgzxD_Qhf1By4dwhqukCyeVuwDuLN3Ee7fqPyWaRBAvcLDKRWlausRhJ7FljeX_UJb/s640/blogger-image--1574519068.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="200" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh-L_cWPxboOryJGymoVu0ywgbd4UvV-pWkN2QUnrSWaKDRNvWdWT7zO0N1G4uFxzFEZ7ublCWUsrTgzxD_Qhf1By4dwhqukCyeVuwDuLN3Ee7fqPyWaRBAvcLDKRWlausRhJ7FljeX_UJb/s200/blogger-image--1574519068.jpg" width="200" /></a><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgbhOiDkFaVAovHo7u83tZ97-DjhbQ57sG-QreK8L7hxaib34FyPiG_S8r7S7dGlCbJROTzBlWF4aqlI8JJvy-JiPmhn5jLIw2J2WWvpRxXca0cWfojZLXvHk7JW_SFCtiD6t4cVi7bO4UD/s640/blogger-image-605745042.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="200" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgbhOiDkFaVAovHo7u83tZ97-DjhbQ57sG-QreK8L7hxaib34FyPiG_S8r7S7dGlCbJROTzBlWF4aqlI8JJvy-JiPmhn5jLIw2J2WWvpRxXca0cWfojZLXvHk7JW_SFCtiD6t4cVi7bO4UD/s200/blogger-image-605745042.jpg" width="200" /></a></div>
</div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-18112801587417678072014-02-01T17:26:00.001+01:002014-02-26T19:37:23.077+01:00VentepositionJeg er sådan én, der venter rigtig meget. Sådan tror jeg egentlig mange af os er. Jeg kan ikke lige gennemskue, som det er noget, som gør sig mere gældende i vores samfund i dag end tidligere, men det kræver ikke meget meta-refleksion at konstatere, at vi er ret dårlige til at være i nuet og generelt bruger meget tid på at fokusere på dét, som kommer. Med hele mindfulness-bølgen så bliver det ofte fremstillet som noget negativt, men hvorfor egentlig det?<div><br></div><div>Jeg kan godt lide at have noget at vente på, noget at glæde mig til, og nogle gange fylder det mit øjeblik her og nu med endnu større glæde, når jeg kan dagdrømme en lille smule om alt det gode, som ligger foran mig i stort og småt. Forventningsglæden, that is. Jeg har tit store planer og spontane, fikse idéer, som jeg i øjeblikket er fuld af tiltro til, men som på sigt ofte ikke bliver til noget. I skulle have set mine lister over ting, jeg skulle have nået til jul - eller mere aktuelt; ting, jeg skal gøre, når solen for alvor bryder igennem, og varmen tager fat. Jeg ved godt, at jeg ikke kommer til at gøre halvdelen, men det er ikke en to-do-liste, som presser mig eller noget, som jeg føler, jeg skal leve op til. Det gør mig bare glad ved tanken, og ventetiden bliver sød og god i sig selv.<br><div><br></div><div>Hvad venter jeg på i dag?</div><div>Jeg venter på foråret, på anemonetæpper igennem skoven på vej på studiet.</div><div>Jeg venter på lys og længere dage.</div><div>Jeg venter på at komme i gang med bachelor-hverdag og fordybelse.</div><div>Jeg venter på at blive færdiguddannet og træde et skridt længere ud i voksenlivet.</div><div><span style="font-family: 'Helvetica Neue Light', HelveticaNeue-Light, helvetica, arial, sans-serif;">Jeg venter på at finde ud af, hvad jeg vil med mit liv. Sådan for real.</span></div><div><br></div><div><span style="font-family: 'Helvetica Neue Light', HelveticaNeue-Light, helvetica, arial, sans-serif;">Jeg venter på flere nye eventyr rundt om hjørnet.</span></div><div>Jeg venter på, at det ukendte bliver kendt og på, at det nye bliver gammelt.</div><div>Jeg venter på en dag at blive forelsket.</div><div><br></div><div>Jeg venter på solskin, plusgrader, liv og fornyet energi.</div><div>Jeg venter på bedre tider.</div><div>Jeg venter på at blive ældre, mere viis, mere erfaren og mere grounded.</div><div>Jeg venter på nye sæsoner, nye inputs og nye kapitler, fordi de er drivkraft og energi-boostere i mit liv.</div><div><br></div><div>Jeg venter på gode samtaler med veninder, som bringer os videre.</div></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">Jeg venter på lune sommerdage, der indbyder til grillaftner, cykelpicnics og badning i Aarhus Bugt.</span></div><div>Jeg venter på, at jeg har penge nok til at tage til Island og vandre op af en vulkan eller to og lade mig blive rørt ind til kernen.</div><div>J<span style="font-family: 'Helvetica Neue Light', HelveticaNeue-Light, helvetica, arial, sans-serif;">eg venter på næste kop gode kaffe og næste glas rødvin. Oh well.</span></div><div><span style="font-family: 'Helvetica Neue Light', HelveticaNeue-Light, helvetica, arial, sans-serif;">Og jeg glæder mig. Til det hele.</span></div><div><br></div>Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-58074291860170437632014-01-29T13:05:00.000+01:002014-01-29T13:12:18.666+01:00Om at tage alene i sommerhusNytåret kom og gik med regnvejr, travlhed og den lille smule indre kaos, som hører sig til i overgangstider med eksamensopgaver, der skal skrives, farvelknus, som skal gives og kapitler, der skal afsluttes. Det hele efterlod mig en lille smule svimmel og løsrevet. Fyldt med taknemmelig over et semester, som kom til at overgå alle mine forventninger, men træt ind til min inderste kerne.<br />
<br />
Så skete det heldigvis. Endelig endelig endelig. Efter mange tætskrevne sider om kloge psykiatri-ting, og en praktik, der for alvor var slut, så kunne jeg igen begynde at løfte blikket mod dét foran mig. Sneen lagde sig som en afdæmpende dyne over det hele, og jeg tog i sommerhus for at finde dén der tidslomme, hvor der er plads til at tænke og trække vejret i et roligere tempo.<br />
<br />
Og der var jeg så. I et nordvestligt hjørne af Danmark. Alene, for på denne årstid søger de fleste folk åbenbart til Thailand, hvor der er solskin og drinks. Jovist, det ville da også have været dejligt, men lidt stilhed og vinter-hi var nok for mig. Livet blev så dejligt enkelt igen i løbet af de dage, hvor mit vigtigste gøremål var at passe ilden i brændeovnen.<br />
<br />
Endelig havde jeg ro til at se mig selv og Gud i øjnene, til forsigtigt at gøre status og langsomt mærke mig selv igen. Jeg fik ikke skrevet så meget ned, som jeg havde troet og planlagt, men jeg fik gået lange lange ture med vestenvind i håret, havduft og åben horisont, og jeg tror, at det var hvad, sjæl og sind havde brug for.<br />
<br />
Nu er jeg klar til 2014! Nu er jeg klar til året, hvor jeg skal skrive bachelor, blive færdiguddannet og med små skridt træde ud i virkeligheden med job, voksenliv, konsekvenser, tusindvis af ubekendte og sikkert lige så mange bekymringer.<br />
<br />
Måske derfor skal mit nytårsforsæt være mindre bekymring og mere fryd!<br />
<br />
Godt nytår! Bedre sent end aldrig.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjZ70gJ9eO3pZ4FySZzDYb2YoOYVeodNCOQ_ZAk3JIKa0cT6fSp5ntiagYL0EE2UdSUd1ghQUkjRUCTFxRdKzwcqi3cbAK_c6To3AslT1numJ2KvD0DHfs_dAKDRin-3YRN4C5BimApj7yv/s1600/IMAGE_266.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjZ70gJ9eO3pZ4FySZzDYb2YoOYVeodNCOQ_ZAk3JIKa0cT6fSp5ntiagYL0EE2UdSUd1ghQUkjRUCTFxRdKzwcqi3cbAK_c6To3AslT1numJ2KvD0DHfs_dAKDRin-3YRN4C5BimApj7yv/s1600/IMAGE_266.jpg" height="320" width="320" /></a></div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhdzXaB2psCNIsmHK0aWheYbjVAo58WLRujAkNeZ5vZZqo4s-NitHP9QJKt8uUT_SriN1Rk0L4jK879WcYt6qCyVEPGSqYOVwumiMoL5dUMrGrtc0oQjHwFIAI83c1F4TsnF15pCyrWdfdY/s1600/IMAGE_268.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhdzXaB2psCNIsmHK0aWheYbjVAo58WLRujAkNeZ5vZZqo4s-NitHP9QJKt8uUT_SriN1Rk0L4jK879WcYt6qCyVEPGSqYOVwumiMoL5dUMrGrtc0oQjHwFIAI83c1F4TsnF15pCyrWdfdY/s1600/IMAGE_268.jpg" height="320" width="320" /></a></div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEj6sTtWMumQpeiIClXP891fUCkMg5CzlqzTVrYxqd7LItoEeqi8NCKrVn1A4QuwKcmd3lLSobhLibCpCx2Yb-vm5Vhd8PGWR5rWh-XEXTFvQDS8RT5BPkk04RceTlzotK_fj5ItDOCtjYOE/s1600/IMAGE_269.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEj6sTtWMumQpeiIClXP891fUCkMg5CzlqzTVrYxqd7LItoEeqi8NCKrVn1A4QuwKcmd3lLSobhLibCpCx2Yb-vm5Vhd8PGWR5rWh-XEXTFvQDS8RT5BPkk04RceTlzotK_fj5ItDOCtjYOE/s1600/IMAGE_269.jpg" height="320" width="320" /></a></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br /></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgLNdCf2Gfu8VUBm68LAcCkgjlTHh_TcTk1Hw5pvZti7rMAXWEAyJaV6AFnD8v13ZUsE4toXGQD4uLqcpue8FWwb4rsN3LnStFCgxzc6qeEcRyNzg7i6iEyFuIvGs_Ef_TbfCgfyDysKsZz/s1600/IMAGE_264.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgLNdCf2Gfu8VUBm68LAcCkgjlTHh_TcTk1Hw5pvZti7rMAXWEAyJaV6AFnD8v13ZUsE4toXGQD4uLqcpue8FWwb4rsN3LnStFCgxzc6qeEcRyNzg7i6iEyFuIvGs_Ef_TbfCgfyDysKsZz/s1600/IMAGE_264.jpg" height="320" width="320" /></a></div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgEWbNSLROZMz197YVx8Cj_bcmpt5VxGXqgLcIQgFAtfDGVlFo9t9woZw0_MkKCX_iGbVqQpKNB9F6QZC7SJshYcSTi7ViHFnwVruOFmewFl0UxEKuBl_vNEynB-H5rR1QCwi8g5SoTtvx1/s1600/IMAGE_273.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgEWbNSLROZMz197YVx8Cj_bcmpt5VxGXqgLcIQgFAtfDGVlFo9t9woZw0_MkKCX_iGbVqQpKNB9F6QZC7SJshYcSTi7ViHFnwVruOFmewFl0UxEKuBl_vNEynB-H5rR1QCwi8g5SoTtvx1/s1600/IMAGE_273.jpg" height="319" width="320" /></a></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
</div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhlz7ZxkT0X7LHx8zINBGFJwws9qQZzYgoqP3fZZEUJc3s2h42Ij7Gn6FahiY3nII1DCC4VegTTYANzu-hhfpHvDATYH1v8jWZ0VzOe3ite5uEY-3AUGqRf54mvkq9Y0s-yWfhzmga8xxlP/s1600/IMAGE_276.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhlz7ZxkT0X7LHx8zINBGFJwws9qQZzYgoqP3fZZEUJc3s2h42Ij7Gn6FahiY3nII1DCC4VegTTYANzu-hhfpHvDATYH1v8jWZ0VzOe3ite5uEY-3AUGqRf54mvkq9Y0s-yWfhzmga8xxlP/s1600/IMAGE_276.jpg" height="320" width="320" /></a></div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-57598919258709157322014-01-13T17:29:00.002+01:002014-01-13T17:30:55.023+01:00TræthedDet sner udenfor. Jeg har p.t. ingen lampe over mit spisebord, hvor jeg sidder ligenu, og må klare mig med stearinlys. Det er ok. Det understreger blot min følelse indeni. Jeg burde skrive specialiseringsopgave, men min krop er stadig fyldt af den netop afsluttede praktik og træthed oven på arbejdstravlhed siden før jul. Alt i mig trænger til at stoppe op, mærke efter, mærke mig selv, samt gøre status over det forgangne år og tune ind på det forestående.<br />
<br />
Jeg har ikke haft ro til noget af det endnu. Ikke engang lidt basic nytårsreflekteren. Jeg skubber det hele foran mig, indtil jeg om halvanden uge endelig kan isolere mig selv i et sommerhus på vestkysten. Alene. De fleste, jeg har fortalt det til, har reageret ved enten at smile overbærende af mig eller bare tænke ved dem selv, at jeg er lidt sær. So be it. Det er jeg sikkert. Men åh, hvor kan jeg mærke, at netop lidt ensomhed, havluft og brændeovns-knitren er det eneste, jeg har brug for lige nu.<br />
<br />
Indtil da er det eneste, jeg kan forholde mig til, hvor glad det gør mig, at mine tulipanløg er begyndt at springe ud, og at min nyanskaffede sofa fra genbrug er både pæn at se på og god at sidde i. Små glæder måske. Lidt overfladiske måske. Men det er dér jeg er i de her dage.<br />
<br />
Og så håber jeg, at jeg på lidt mirakuløsvis hurtigt får skrevet dén opgave.Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-45726517141338186772013-12-23T07:36:00.001+01:002013-12-23T07:53:53.021+01:00Morgenlys<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;">Det er d. 23. december, tidlig morgen - lang tid, inden det bliver lyst. Jeg har sovet dårligt i nat, og til sidst stod jeg bare op. Det er okay. Det forærer mig denne stund med god kaffe og fuldkommen stilhed i villakvarteret. </span><br />
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;">Dagene er vendt, og vi går imod lysere tider. Forår. Sommer. Det føles meget langt væk ligenu, mens jeg kryber sammen i min strikketrøje for at holde på varmen. Og der er ikke engang frost.</span><br />
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;">Jeg har tændt så mange stearinlys her i stuen, at jeg takker Gud for, at jeg ikke har luftvejsproblemer. Det giver mening her i den mørkeste time, inden solen begynder at stå op. Basic truth.</span></div>
<div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;">Nu nærmer det nye år sig. Sådan for alvor. Med alt hvad det rummer af forventning og angst (jeg bliver blandt andet færdiguddannet). Jeg er så taknemmelig for, at vores år er indrettet sådan, at vi slutter ét år og går ind i et nyt i en måned som december, hvor lyset på alle måder gennembryder mørket. Ikke kun bogstaveligt med LED-lyskæder og kalenderlys, men fordi Jesus, Guds lys, kom til Jord. Dét er mit udgangspunkt, derfra jeg går - og min bøn er, at jeg må leve i netop dén sandhed året forude.</span></div>
</div>
</div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i><br /></i></span></div>
<div>
<blockquote class="tr_bq">
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">"I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke." </span><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">(Johannes-evangeliet 1,4-5)</span></i></span></blockquote>
<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiDjRhssqjm4xnbx-yADB4H02tFD4JVF7dMi2YRNT90o4VNl1rhZxOp34FN34_O58wX4YcR4YCNnPvsMPdwO1yGrQNWmBkiymYhCAD1WzsjkCgS1FtTIsrKMX_ylrtzSTzlLkgyEDdi8iwg/s1600/IMAGE_11.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiDjRhssqjm4xnbx-yADB4H02tFD4JVF7dMi2YRNT90o4VNl1rhZxOp34FN34_O58wX4YcR4YCNnPvsMPdwO1yGrQNWmBkiymYhCAD1WzsjkCgS1FtTIsrKMX_ylrtzSTzlLkgyEDdi8iwg/s320/IMAGE_11.jpg" width="320" /></a></div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi0QEwZQr6NSVM1lkAKOzDGcSjTxAbwpoSumFPXz4fOpyenWkLDXcs7ATMAF_qsMQmdF190DfiQBuTdvdUXjOzUNN-5VnW4KJV5-j59CbtYuWHpxQQWWd0Nb5dUTxS8OQDd45IjhGrIPyuO/s1600/IMAGE_64.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi0QEwZQr6NSVM1lkAKOzDGcSjTxAbwpoSumFPXz4fOpyenWkLDXcs7ATMAF_qsMQmdF190DfiQBuTdvdUXjOzUNN-5VnW4KJV5-j59CbtYuWHpxQQWWd0Nb5dUTxS8OQDd45IjhGrIPyuO/s320/IMAGE_64.jpg" width="320" /></a></div>
</div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-30742480199926866292013-12-10T23:48:00.001+01:002013-12-10T23:55:53.686+01:00Juleblå<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;">Vi er næsten allerede halvvejs i julemåneden, og jeg føler mig ikke spor jule-overskuds-agtig. Nærmere træt og lidt juleblå. Sidste uge var endeløse arbejdstimer afbrudt af lidt søvn indimellem, og i weekenden stod jeg med hovedansvaret på en vagt, der endte i politi og tvangsmedicinering. Lidt for dramatisk og voldsomt, når jeg mest af alt trængte til julehygge, granduft og vanillekranse-bagning.</span><br />
<div>
<div>
<div>
<div>
<div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;">Nu har jeg brugt de sidste par dage på at forsøge at dæmpe efterreaktionerne derfra med hjemmesysler og tanker om, at Jesus jo netop blev født i Betlehem dengang for at møde os i vores magtesløshed, sårbarhed og hjælpeløshed. Sokker og stearinlys kan klare det meste, men min krop fortæller mig stadig, at det hele var lidt for meget.</span></div>
</div>
</div>
</div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;">Jeg er ikke typen, der stresser over jul. Det eneste, jeg behøver, er tid til julekontemplation og julefred. Ikke noget med forbruger-ræs herhjemme. I år har jeg besluttet at lave mine gaver selv, så jeg sparer penge og undgår midtbyen her i december. Tiden til eftertanke har endnu kun været her drypvis. <span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">Jeg trænger til et pusterum og efter</span> de næste dages arbejde har jeg heldigvis fri i næsten en uge.</span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;">Indtil da vil jeg synge denne julesalme som min december-bøn:</span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><br /></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i>"Ak, kom jeg vil oplukke</i></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i>Mit hjerte, sjæl og sind</i></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i>Med tusind længselssukke</i></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i>Kom, Jesus, kom herind</i></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i>Det er ej fremmed bolig</i></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i>Du har den dyre købt</i></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i>Her skal du blive trolig</i></span></div>
<div>
<span style="font-family: Times, Times New Roman, serif;"><i>I kærligheden svøbt"</i></span></div>
</div>
</div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-28127588725357829682013-12-06T11:21:00.001+01:002013-12-06T11:46:44.622+01:00ForventningsglædeDet er blevet december. Endelig. Lysets måned. Håbets måned. Jeg har dobbelt op af forventningsglæde og hygge-behov dette år, <a href="http://annestorgaard.blogspot.dk/2012/12/vr-velkommen-ventetid.html" target="_blank">da jeg jo ikke var i Danmark sidste jul</a>. Nu mindes jeg sidste år med varmt hjerte. Jul kom til at stå i et nyt lys, da jeg pludselig var langt væk fra det velkendte. Nogle ting fik lov til at træde i baggrunden og andre tættere på.<br />
<div>
<br /></div>
<div>
F.eks. blev sidste år det år, hvor jeg fik sendt og også modtog markant de fleste julehilsner hidtil. En koncentreret følelse af både at være elsket og at elske meget - og forhåbentligt en tradition, der er kommet for at blive. </div>
<div>
<br /></div>
<div>
Sidste år blev også dén jul med flest stille morgener og ægte julefred før dagens begyndelse. Det prøver jeg at implementere i år. Dér i stilheden træder hele adventstiden ligesom tydligere frem. Lige som sidste år, læser jeg en adventskalender af fantastiske Bonhoeffer, og han kalder mig hver dag tilbage til julens egentlige fokus: </div>
<div>
1) at Jesus allerede er kommet som Gud og menneske til verden, </div>
<div>
2) at Han kommer til os og vore hjerter igen og igen, </div>
<div>
3) at Han engang vil komme for good og genoprette alting her på Jorden.</div>
<div>
<br />
Jul handler jo ikke om en oparbejdelse af en bestemt stemning og sindstilstand, men langt mere om en længsel i os, som måske endda bliver endnu mere tydelig, når livet ikke er perfekt, som Bonhoeffer selvfølgelig også har skrevet om:<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br /></div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjfM95FoK-g0NTk1qCRPNi8hO93m5lQ4s4vrtX3wSIqoas8WHr-oEOVk7OjwahPt8kaH3Lj_U2-hLA1tSlU5F5Op-ij_WVEGzXMlD8xPiZnYu766iqt0nKLmqgP2rwumTVvc2LaXR09xFk0/s1600/IMAGE_1.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjfM95FoK-g0NTk1qCRPNi8hO93m5lQ4s4vrtX3wSIqoas8WHr-oEOVk7OjwahPt8kaH3Lj_U2-hLA1tSlU5F5Op-ij_WVEGzXMlD8xPiZnYu766iqt0nKLmqgP2rwumTVvc2LaXR09xFk0/s320/IMAGE_1.jpg" width="320" /></a></div>
<br />
<br /></div>
<div>
Nu nyder jeg dagens ro, som virker ekstra stærk ovenpå gårsdagens december-storm, og så vil jeg om et par timer gå ud i hverdagen med advents-forventningsglæde og vished om Jesu nærvær i hjertet.</div>
<div>
<br /></div>
<div>
Glædelig 6. December.</div>
<div>
<br /></div>
<div>
<br /></div>
<div>
<br /></div>
<div>
<br /></div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-76346479278253661452013-11-26T11:34:00.001+01:002013-11-26T11:35:53.595+01:00Mørk er novemberJeg var tidligt oppe i dag. Før det blev lyst. Jeg synes, de fleste af mine dage har været sådan på det sidste. Men i dag var det en lille smule anderledes. Der er 24/7-bøn nede i kirken, og i dag var min fridag, så i stedet for at cykle hen til bus 918X på Randersvej, cyklede jeg ned til stilhed, stearinlys og tid med Gud. Så var vintermorgenmørket ikke så slemt alligevel.<div><br></div><div>Jeg cyklede hjem igen omgivet af solopgang, sarte farver, rimfrost og en by, der så småt var vågnet. Kulden fik mine øjne til at løbe i vand - eller også var jeg bare en kende rørt over så frisk og ny verden virkede.</div><div><br></div><div>Det er tiltrængt. Med nyt, med lys og med det friske, som altid kommer med den første frost. Jeg har hårdnakket nægtet at lade november blive trist, mørk og for lang, men jeg kan alligevel mærke, at decembers lys i mørket og forventningsglæde kommer til at gøre godt.</div><div><br></div><div>Ja, jeg er stadig glad for praktik og for masser af meningsfyldte opgaver. Men jeg er træt. Og en lille smule tyndslidt. Jeg føler mig lidt gennemsigtig ligesom træerne udenfor, der nu har tabt alle bladene. Sådan er det bare. Så må jeg bare nynne viser som denne her:</div><div><br></div><div><i>"Mørk er november og løvfaldet slut,</i></div><div><i>vandet begynder at fryse,</i></div><div><i>lyset fra solen og blomsterne brudt -</i></div><div><i>da må vort hjerte selv lyse."</i></div><div><i><br></i></div><div><i>- Thorkild Bjørnvig (1959)</i></div>Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-23488338720613041432013-10-19T23:15:00.001+02:002013-10-19T23:15:36.333+02:00Kastanjer<span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">Det er efterår, og jeg går rundt med en kastanje i lommen. Både fordi den er så glat og fin at røre ved, og fordi den minder mig en lille smule om døden. Ikke på en eller anden dyster og begrænsende måde, men på en måde, som minder mig om, at ingenting må tages for givet. Eller måske i virkeligheden det modsatte. At alt skal tages for givet. For givet. Af Gud. Det klinger næste af kliché; "Livet er en gave". Men alligevel så er kastanjen blevet min mikro-version af en nær-døds-oplevelse, og jeg kan ikke holde den i hånden uden at glæde mig til forårets udsprungne kastanjetræer.</span><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);"><br></span></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">Jeg er ikke én af dem, der buldrer højt om, at lidelse er til for, at vi kan mærke glæden, det gode og det smukke. Jeg synes nemt, at det negligerer og underkender den smerte, den sørgende og forpinte står midt i. Lidelse og smerte er noget lort. På alle måder. Jeg er fuldt ud overbevist om, at det aldrig er Guds intension, at vi kommer ud for de ting i livet, der slår os ud af kurs. Men jeg er lige så fuldt ud overbevist om, at Gud er så stor, at Han kan bruge netop dét, der virkede knusende, til noget godt og smukt i den sidste ende. Det fjerner ikke det, der gør ondt, og måske giver det ikke engang trøst, mens vi står midt i alt lortet. Men Gud har styr på det. Det må jeg have tillid til.</span></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);"><br></span></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">Og midt i alt det jeg ikke forstår og kun kan håbe, at Gud har styr på, vil jeg fortsætte med at gå rundt med min kastanje i lommen og forsøge at tage mit liv for givet.</span></div>Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-42945433640003709572013-09-17T15:58:00.001+02:002013-09-17T16:14:21.162+02:00Slagmark<div><div style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); -webkit-composition-fill-color: rgba(175, 192, 227, 0.230469); -webkit-composition-frame-color: rgba(77, 128, 180, 0.230469); ">I dag har jeg brugt min fridag på at læse om religiøsitet blandt psykisk syge. Jeg har allerede set det masser af gange på de to måneder, jeg nu har arbejdet i socialpsykiatrien; Tankerne om Gud, kampen mellem det gode og det onde, engle og dæmoner. Nogle gange bliver det opfattet som almindelige eksistentielle overvejelser. Andre gange som uforståelige psykotiske symptomer.</div></div><div><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); -webkit-composition-fill-color: rgba(175, 192, 227, 0.230469); -webkit-composition-frame-color: rgba(77, 128, 180, 0.230469); "><br></span></div><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); -webkit-composition-fill-color: rgba(175, 192, 227, 0.230469); -webkit-composition-frame-color: rgba(77, 128, 180, 0.230469); ">Jeg tror, at psykisk sårbare mennesker på mange måder er tvunget derud, hvor de er nødt til at stille de store spørgsmål. You know. </span><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.292969); -webkit-composition-fill-color: rgba(175, 192, 227, 0.230469); -webkit-composition-frame-color: rgba(77, 128, 180, 0.230469); ">"Hvorfor?", "hvad er meningen med mit liv?", osv. </span>Alle ekstremerne er så nærværende i deres liv. Lidelse/lykke, liv/død, afmagt/håb, lys/mørke, krig/fred.<div><br></div><div>Men er det ikke lige så aktuelt for os andre at stille de spørgsmål? Glemmer vi ikke bare at stille dem i det komfortable, mondæne hverdags-trummerum? <br><div><br></div><div>Sindet er en slagmark. Det, tror jeg, gælder os alle. Hos nogle har slaget bare været så voldsomt og langvarigt, at alt ser øde, livløst og blodigt ud, og det er blevet svært at skelne mellem, hvem der ven, og hvem der er fjende.</div><div><br></div><div>Religionspsykologen Peter la Cour skriver: "Religiøsitet er en ressource og ikke et symptom." <span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">Jeg har ikke længere tal på de gange, jeg er blevet mødt med klichéen om, at tro er en krykke for svage mennesker, og j</span>eg kan huske folk, som blev meget bekymrede for mig, da jeg i sin tid blev kristen og blev en del af en kirke: "Nu går det helt galt for hende...!"</div><div><br></div><div>Jeg tror, at vi alle sammen står i en kamp mellem det gode og det onde. Hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Take a look around. Det kræver ikke nogen gennemgribende analyse at konstatere, at der er meget lort her i verden. Og vender vi et ærligt blik indad, så finder vi hurtigt store portioner af egoisme, ensomhed og magtesløshed. Samtidig så ser vi, at livet er smukt. Vi kender til kærlighed, og vi drømmer alle sammen om, at verden må blive et bedre sted. Vi ved instinktivt, hvad der er godt.</div><div><br></div><div>Det er dén kamp, jeg mener. Det kræver kræfter at leve midt i den spænding. Og det er her, at jeg ikke bare har oplevet min tro som en ressource, men også fået lov til at lære en gud at kende, som ikke bare vil mig, men som også ønsker at genoprette mig og alt det brudte i den verden, han har skabt.</div><div><br></div><div>Dét udgangspunkt giver mod. Ikke bare til at leve mit liv, men til at række det videre til de mennesker, jeg møder - i min omgangskreds, på mit arbejde, og hvor ellers jeg går.</div><div><br></div><div>Må det også give dig mod og håb, uanset hvor du befinder dig på slagmarken.</div></div>Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-19365087870795092152013-09-11T14:10:00.000+02:002013-09-11T14:10:10.787+02:00At se i øjneneJeg kender til sjælesmerte. Back in the days. Nogle af jer kender den lange historie. I dag virker det som evigheder siden. Det er det ikke - snarere 7-8 år. Jeg er overvældet ved tanken om, hvad der kan ske på knap et årti.<br />
<div>
<br /></div>
<div>
I dette halvår arbejder jeg med unge, som er dér, hvor jeg måske selv havde været, hvis ikke jeg havde fået hjælp - fra Gud og fra mennesker. Deres smerte virker så langt væk fra mit eget liv i dag.</div>
<div>
<br /></div>
<div>
Jeg tager mig selv i at læse dystre digte af Tove Ditlevsen og egne gamle dagbogsnotater. Jeg prøver at se den i øjnene igen; Sjælesmerten. Og jeg husker. Men så kigger jeg ud af mit vindue. Himlen har tusind nuancer af lyserød. På mit bord ligger min nuværende notesbog, fyldt af taknemmelighedslister og nedfældede processer om de gode ting, Gud gør i mig og igennem mig. Jeg kender til sjælesmerte. Men jeg kender meget mere end det.</div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-6380071688989828342013-08-26T00:43:00.001+02:002013-08-26T00:43:36.287+02:00KontrasterJeg kan næsten ikke rumme dem. Kontrasterne. Ikke lige i aften i hvert fald. <div><br></div><div>Jeg har brugt den sidste time på langt om længe at blive opdateret på borgerkrigen i Syrien oven på det kemiske civilangreb i onsdags. Mit hjerte bløder.</div><div><br></div><div>På mit arbejde møder jeg andre katastroferamte. Her er årsagen ikke udefrakommende giftangreb, men et kaosfyldt landskab af forgiftede tanker og indre smerte. Her er unge mennesker, der i dén grad har oplevet, hvordan tilværelsen har tacklet dem hårdt og ufint, så de nu kæmper for at komme op at stå igen. Igen, mit hjerte bløder.</div><div><br></div><div>Samtidig, så spekulerer jeg over, hvornår jeg mon får taget mig sammen til at hænge billeder op over min sofa. Min te har trukket for længe, og jeg irriterer mig over, at den er blevet bitter. Det skønne sensommervejr indbyder til udflugter - hvornår kan det mon blive? Og så er der de møder, jeg skal have forberedt mig til i næste uge, og venner, jeg gerne vil have set.</div><div><br></div><div>Fra det store, globale til det mondæne og ligegyldige. Fra det tunge og håbløse til det legende lette.</div><div>Jeg ved, at livet består af alle dele.</div><div>Men i dag føles det, som om jeg er nødt til at strække mig for at skabe plads til det hele.</div>Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-6675786609416100462013-08-14T22:51:00.001+02:002013-08-23T11:17:43.934+02:00Hverdags-vidnerVi har vel alle brug for vidner til vores tilværelse. Folk, der følger os tæt og ved, hvad vores dag er gået med. Nogen, der kender de små detaljer.<br />
<div>
<br /></div>
<div>
Jeg bor 40 meter i fugleflugt fra en kær veninde. Hvilken velsignelse. Vi vandrer langs fortovet - til naboernes fornøjelse og morskab - frem og tilbage med lånte tærtefade, lune retter, blomsterbuketter, grill og andre gode ting. Vi arbejder begge to for tiden, så det er nemt lige at ses i en lille time ved midnatstid efter fyraften til en kort debrief og en bolle med ost. Eller på hjørnet med kaffe i thermokopper til en gåtur i Botanisk.</div>
<div>
<br /></div>
<div>
I går da jeg kom hjem fra arbejde lå der nyplukkede ærteblomster og en seddel med påmindelsen om, at sommeren ikke er slut endnu. Det budskab lader jeg hermed gå videre. Nyd sensommervejret her i weekenden!</div>
<div>
<br /></div>
<div>
<div class="separator" style="clear: both;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgMsZOohW3B5bJ3Z_bdFFLqzS8dQHRb4XUqg1Y-ndb4Z31DIBZSNagcApE7KWPkdO0Tl_6AKtgAsjEhAsi77IKlC7JqgzTzu4d2MgaoGv-H2INZ_q2gwQmLD_9TvXN9i-tbJM7Y5afnlRgK/s640/blogger-image-873157698.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgMsZOohW3B5bJ3Z_bdFFLqzS8dQHRb4XUqg1Y-ndb4Z31DIBZSNagcApE7KWPkdO0Tl_6AKtgAsjEhAsi77IKlC7JqgzTzu4d2MgaoGv-H2INZ_q2gwQmLD_9TvXN9i-tbJM7Y5afnlRgK/s640/blogger-image-873157698.jpg" /></a></div>
<br /></div>
Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-32133393239197832252013-08-13T10:49:00.001+02:002013-08-13T11:06:57.751+02:00OvergangeHvor har det været dejligt, og hvor har det været uvant, at vi danskere slet ikke har behøvet at brokke os over vejret denne sommer. Min ferie var kort (i forhold til uni-folket - alt er jo relativt!), men mit hjerte er stadig fyldt op af gode sommerminder; lange, lyse aftner, bålhygge, badning i Aarhus Fjord i smukke solnedgange og solskin, der har lyst op i alle kroge i sindet.<div><div><br></div><div>Nu begynder det at være mørkt, når jeg står op (ja ja, jeg skal også op allerede 5.45), og forleden aften, da jeg gik tur i regnen med en kær veninde, så havde de små hjem i kvarteret stearinlys i vinduerne. Efteråret er på<span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);"> vej. Har jeg nævnt, hvor meget jeg elsker årstidsskift?</span></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);"><br></span></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">For de, der måtte spekulere over det, så faldt min praktik på plads i allersidste øjeblik på fuldkommen mirakuløs vis. Jeg er stadig overvældet og fuldt ud taknemmelig - og fordi alt så tydeligt er lagt til rette af Gud, så er det ikke svært at huske på, at han virkelig ér gået foran mig, og at jeg går i forudberedte gerninger med Guds ånd i mig. Noget, jeg virkelig behøver vished om, for det er meget brudte mennesker, jeg nu arbejder med, og i egen kraft kan jeg intet være for dem!</span></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);"><br></span></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">Jeg er glad og mere fredfyldt, end jeg har været i meget lang tid. Noget skete i mig henover sommeren. Noget godt. Gud er trofast. Ikke kun i forhold til praktik-vanskeligheder, men i forhold til vores hjerter og vores liv med ham. </span><span style="background-color: rgba(255, 255, 255, 0); -webkit-text-size-adjust: auto; ">Min bøn er, at du vil opleve det samme, og at det kommende efterår bliver fyldt med stunder, hvor han vil møde dig og fylde dit hjerte med dét, du behøver.</span></div></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);"><br></span></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">I dag har jeg fri fra arbejde, og jeg skal ud i regnen og plukke hyben - måske bliver det til marmelade, hvem ved? Efterår, jeg byder dig velkommen.</span></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);"><br></span></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);">Måske er det her indlæg lidt tomt for indhold og lidt for fuldt af romantisk nostalgiske følelser. Men I, der kender mig, ved jo at jeg har svært ved at lægge låg på den side af mig selv ;) Særligt på dage som denne.</span></div><div><br></div><div><span style="-webkit-text-size-adjust: auto;">God dag derude!</span></div>Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com2tag:blogger.com,1999:blog-4618078313711067250.post-263770978162654412013-06-12T15:07:00.001+02:002013-06-12T15:22:38.374+02:00Tanker om Guds plan<div><i>Alert! Følgende indlæg er nok en smule indforstået for folk, som lige som jeg, har en idé om, at Gud har noget at skulle have sagt i forhold til det liv, vi lever. Føl dig fri til at springe læsningen over, hvis du ikke ser dig selv som i den kategori.</i></div><div><i><br></i></div><div><i>Mine frustrationer i dette indlæg er i øvrigt små i forhold til de tragedier og den smerte, som nogle læsere måske befinder sig midt i. Jeg håber ikke, at I bliver stødte over noget, jeg skriver. Vi ser nu engang livet fra vores eget perspektiv.</i></div><div>______________________________</div><div><br></div>Den sidste tid har været fyldt med masser af spørgsmål som "Gud, hvad er din plan egentlig?", "Har du styr på det?", "Hvad er meningen overhovedet?"<div><br></div><div>Sagen er den, at jeg lige nu kan se frem til et forestående halvt år, som kommer til at se meget anderledes ud, end jeg havde regnet med - ja faktisk stik modsat alt, jeg havde håbet, planlagt og stilet efter. </div><div><br></div><div>Jeg reagerede først med bunkevis af skuffelse, vrede og en "nå, men så gider jeg ikke engang forsøge at gøre det godt"-attitude. Selvsagt ikke spor konstruktivt, men det var nu engang hvad, jeg havde i mig.</div><div><br></div><div>Oven i al skuffelsen, så blev jeg fyldt af en masse tvivl og uro ift. Guds vilje.</div><div>For hvad gør vi, når det, som vi er tror, er Guds vilje, ikke sker? Har vi så hørt forkert, har vi misset et eller andet eller overset noget, eller hvad i alverden skal vi tænke?</div><div><br></div><div>Allerede i løbet af de første dage fyldt med frustration og panik, så kunne jeg fornemme en stille hvisken om, at det jo handler om mit hjerte og ikke de praktiske omstændigheder, af det handler om, at have Jesus i centrum og sige tak uanset hvilke lorte-situationer, man står i. Gud har jo lovet, at alt kan vendes til noget godt, for de, der elsker Ham. En reminder jeg åbenbart har brug for at få igen og igen.</div><div><br></div><div>Guds vilje er ikke, om jeg skal i praktik det ene eller det andet sted. Guds vilje er ikke, om jeg skal bo i Århus eller i København. Og det er ikke udtryk for, at Gud ikke har styr på det, eller at Han ikke har gode planer for mit liv. Heller ikke når jeg ender med at skulle bruge et halvt år på noget, jeg umiddelbart på ingen måde gider. Vores perspektiv bliver let så kortsigtet og selvcentreret.</div><div><br></div><div>Guds vilje er, at jeg skal<span style="-webkit-text-size-adjust: auto; background-color: rgba(255, 255, 255, 0);"> elske Ham af hele mit hjerte, hele min sjæl, hele min styrke og hele mit sind, og min næste som mig selv</span> - uanset hvor jeg befinder mig.</div><div>Guds vilje er, at jeg skal følge efter Jesus og i kraft af Hans ånd komme til at ligne Ham mere og mere.</div><div><span style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); -webkit-composition-fill-color: rgba(175, 192, 227, 0.230469); -webkit-composition-frame-color: rgba(77, 128, 180, 0.230469); ">Guds vilje er, at jeg skal leve Ham nær.</span></div><div><div style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); -webkit-composition-fill-color: rgba(175, 192, 227, 0.230469); -webkit-composition-frame-color: rgba(77, 128, 180, 0.230469); ">Guds vilje er, at lade Helligåndens frugter vokse i mig.</div><div style="-webkit-tap-highlight-color: rgba(26, 26, 26, 0.296875); -webkit-composition-fill-color: rgba(175, 192, 227, 0.230469); -webkit-composition-frame-color: rgba(77, 128, 180, 0.230469); ">Guds vilje er, at Han skal blive større, og jeg skal blive mindre.</div></div><div>Guds vilje er, at jeg skal være med til at bringe for Gudsriget på jorden og være med til at række det liv, som Han har givet mig, videre til de, jeg møder på min vej.</div><div><br></div><div>Guds vilje er, at jeg ikke skal sidde handlingslammet og vente på et tegn fra Ham. Jeg tror, at det er en misforstået idé, som vi er mange kristne, der sidder med - ud af de allerbedste intentioner, ja, men ikke desto mindre passivt! Hans vilje er, at jeg i stedet handler ud fra de ting, jeg allerede ved, at Han kalder mig til - igen uanset tid og sted. </div><div><br></div><div>Nogle gange er det bedre bare at gøre et eller andet, end det modsatte. Gud skal nok korrigere os as we go. Det er som bekendt nemmere at skifte retning, når man allerede er i bevægelse, end hvis man står bomstille.</div><div><br></div><div>Nu er min bøn, at jeg må se muligheder for det næste halve år, og at Gud må gøre det til en god og glad tid, hvor jeg vokser på de områder, jeg skal, og bringer lys, der hvor der er brug for det.</div><div><br></div><div>Gud, ske ikke min vilje, men din.</div><div><br></div><div><br></div><div><br></div>Anne Shttp://www.blogger.com/profile/12859536154238508378noreply@blogger.com3