Betragtninger

Min facebook-feed er i disse dage oversvømmet af gran, julebag og glitter. Og tro mig, jeg elsker julehygge og alt, det indebærer af nostalgi, julemusik og sammenkomster.  Nogle gange - bare nogle gange - kan det dog blive lidt anstrengende; Alle de mere eller mindre eksplicitte forventninger og krav til, hvordan jeg skal føle og have det her i tiden op mod jul. Nogle gange bilder vi os selv ind, at vi er nødt til at lukke øjnene for dét, der rent faktisk sker indeni os og i vores liv, som er svært eller smertefuldt. For et øjebliks julefred. For at gøre plads til ægte julestemning. For advent rimer ligesom ikke på ensomhed, sorg, usikkerhed, smerte og frustration, vel? Jeg tror, vi ind i mellem har misforstået, hvad ægte julestemning er. Advent handler ikke om at begrave realiteterne og virkeligheden - hverken om os eller om den verden, vi lever i. Advent handler om at turde være i det, som er svært og se smerten i øjnene. Som julenat, hvor en ung, fattig mor

Jeg vågner, mens der stadig kulsort udenfor, og jeg famler mig afsted mod hverdagens gøremål. Vintermørket er et vilkår for tilværelsen i disse dage. De fleste dage får lyset aldrig overtaget. Dansk vinter uden hverken en masse sne eller frost gør, at selv timerne midt på dagen sjældent bliver mere end grå. Solen hænger så lavt, at den ikke rigtigt når op i min lejlighed på første sal, og jeg har tændt lys det meste af døgnet.  Det er der ikke noget nyt ved. Sådan er det hver vinter, og sådan kender vi det. Vi vænner os til mørket, tilrettelægger vores dage efter det og kompenserer med indendørs hygge, stearinlys og varme tæpper. Så vidt så godt. Måske vænner vi os også nogle gange til det mere abstrakte mørke her i livet.  Jeg tænker på verdens mørke som fylder min nyheds-feed med flygtningekrise, IS, nød og elendighed.  Jeg tænker på mørket i mine nære relationer og i alle de andre mennesker, jeg er i berøring med.  Jeg tænker på mørket i mit eget hjerte og sind. 

Det er advent igen.  Advent er blevet mere og mere vigtig for mig, som jeg er blevet ældre. Der er noget ved sæsonen, der kalder på den kontemplative og eftertænksomme side af mig, som jeg øver mig i at give mere plads.  Og advent handler netop om at stoppe op og gøre plads. Til lyset. Til håbet. Til længslen. Til Jesus, som kommer.  Der var ikke plads til ham dengang på herberget. Der er heller ikke altid plads til ham i mit liv. Det er oppe i tiden med simplicity og decluttering. Vi smider ud af vores overflod og indser pludselig, at halvdelen af det, vi ejer, er overflødigt. Mon det samme gælder vores hjerte og vores sind? Jeg forsøger igen at rydde ud og rydde op, så der bliver plads. Væk med alle de unødige bekymringer, de negative tanker, timerne med Netflix, som mere er en form for eskapisme end underholdning. Væk med travlhed! Jeg behøver ikke have så travlt altid, men alligevel havner jeg dér igen og igen. Jeg vil have plads til at stoppe op og vær