Betragtninger

Nogle af jer ved det. Jeg er en smule natur-romantisk og en sucker for solnedgange, høj himmel, rødder, bjerge, ting der vokser og lidt solsorte-kvidr. Det gør bare noget ved mig. Nu er det forår og lige om lidt sommer. Langt om længe. Og det er jo netop det skønne ved forår - vi ved, at det kommer, uanset hvor lang, mørk og kold vinteren var. Foråret svigter ikke. Nu er der grønt over alt omkring os, og vi kan alle sammen mærke det. Når man sådan er lidt små-forelsket (i livet), så er livet, tilværelsen og det hele lidt mere ukompliceret, enkelt og ligetil. Kraften i det grønne. Det er dét, jeg taler om. Selvom det allerede er næsten 2 måneder siden Påske, så kan jeg ikke lade være med at lave en lille parallel. For det er som om, at Påskens under - at Jesus opstod fra de døde og dermed sejrede over alt det onde - bliver lidt mere håndgribelig og konkret på en solskinsdag som i dag, hvor alting ser ud til at leve, spire og vokse. I dag tror jeg på, at alt vil blive godt, h

Jeg har rod i livet. Ofte, igen og igen og måske endda en lille smule kronisk. Ikke på den måde, at mit liv ikke er godt, eller at jeg ikke kender mig selv. Men på den måde, at jeg igen og igen kommer til kort, fejler eller må se min magtesløshed og uperfekthed i øjnene. En stor del af mig prøver at kæmpe imod stræbe efter det perfekte og polerede. Jeg mener, hvem vil ikke gerne tage sig godt ud og udstråle succes, overskud og "the admirable life"? Nogle mener i dag, at magtesløshed er vores tids store tabu. Jeg tror på, at det er en rigtig analyse. Det er i hvert fald et af mit livs store tabu. Jeg prøver ihærdigt at ignorere, når tingene igen går skævt, eller når jeg igen føler mig lille. Men hvad sker der, når jeg nægter at vise mennesker omkring mig, at jeg faktisk har rod i livet og ikke har lige så meget styr på sagerne, som jeg synes, at jeg burde? Hvad sker der, når vi kollektivt nægter at indrømme det over for hinanden? I mindste fald skaber det en urealistisk