Betragtninger

Jeg kan godt lide at tage på café med venner. De fleste, som kender mig, ved, at jeg også ind i mellem (læs: ofte) har brug for at sidde på en café alene med en god kop kaffe og min notesbog, imens jeg ser på mennesker, tænker og bare er.  Jeg kan lide det, og jeg tænker ikke over, at jeg sidder alene. Det gør andre åbenbart, og flere har sagt til mig, at de aldrig selv kunne finde på det. Det er pudsigt, for jeg plejer ellers at være den selvbevidste type, der ikke bryder sig om at stikke for meget ud. Her i Canada er der en anderledes kultur end hjemme i Danmark. Caféerne har en anden funktion. Der er Wi-Fi de fleste steder, og på en typisk café sidder der flere alene med deres laptops og arbejder, end der sidder veninder hen over en Café Latte. Her bliver jeg ikke set skævt til, hvis jeg sidder i timevis det samme sted, for formentligt er der flere, som allerede sad der, da jeg kom, og som stadig sidder der, når jeg går igen. I dag havde jeg særligt brug for tid

I går da jeg gik ind på Patricks værelse lidt over kl. 22 for at hjælpe ham med at børste sine tænder, sad han ved sit skrivebord og tegnede, mens han lyttede til musikken, som han havde skruet fuldt op for. I weekenden havde han fået en ny cd af sin mor med lovsangs-musik, dvs. kristne sange om Gud og livet med Ham. Begejstret fik han mig til at sætte mig ned, og han halvråbte med munden tæt på mit øre, at jeg skulle lytte godt efter teksten, hvorpå han spolede hen til en ny sang. Første vers i sangen lød således:   Let now the weak say "I have strength By the Spirit of power that raised Christ from the dead" Let now the poor stand and confess That "My portion is Him and I'm more than blessed" Jeg må indrømme, at jeg fik tårer i øjnene, da jeg så hen på Patrick, og han ivrigt klappede i hænderne og bevægede sin krop til musikken. Jeg kendte sangen i forvejen, men det var som om, jeg forstod teksten på en ny måde denne gang. Patrick er i omverdenens ø

Indrømmet. Min nye hverdag er temmelig skør. Prøv at se det følgende for jer: Jeg sidder i stuen og lægger neglelak sammen med Gwenda. Hun kigger skiftevis fascineret  ned på sine nymalede negle og op på mig, hvor hun igen og igen siger enten "How are you?" eller "I like you!" med et smil. Min indiske med-assistent sidder i sofaen og ser en cheasy Bollywood-film i fjernsynet. Han synger entusiatisk med på alle sangene. Min moldaviske house mate laver suppe i køkkenet, East European Style, mens hun taler i telefon med sin mor. Nedenunder kan jeg høre, at Patrick er gået i bad, hvor han har højlydte samtaler med sig selv om alverdens ting. Ken og Sue er gået ind på deres værelser - sikkert for at finde lidt fred og ro midt i al kaoset. Lidt flere øjeblikke fra denne uge:

Vancouver ligger bogstaveligt talt for foden af Grouse Mountain. Det tager bare 30 min at komme dertil med bus fra centrum, og man kan se bjerget stort set hvor end, man befinder sig i byen. Det er nemt kende fra de andre bjerge i bjergkæden på grund af vindmøllen, som står på toppen. Dér var jeg i går! På toppen af Grouse Mountain! I did it! I did the Grouse Grind! På 2 timer og 7 minutter gennemførte jeg hiken op ad bjerget. Det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har gjort, og jeg er så stolt. Følelsen, da jeg stod på toppen var fantastisk! Svedig og med hamrende hjerte kunne jeg se ud over bjergsiden, Vancouver og English Bay, og jeg var følte mig lykkelig! Måske var det udsigten. Måske var det den brusende stolthed. Måske var det endorfinerne og adrenalinen i min krop. Men én ting er sikkert: jeg vil prøve igen - og denne gang måske på under 2 timer :-) Hiken er ikke lang - bare 3 km, men den har en gennemsnitlig stigning på 30%. Nogle steder er der trin, som du kan gå

"L'Arche is made of simple things. Nothing in L'Arche looks extraordinary. It's all about the amount of love we put into our work and the relationships" Det sagde min house leader, Svetlana fra Moldova, til mig den anden dag. Jeg synes, at det smukt illustrerer livet her i L'Arche. Fra dag til dag ser det måske ikke ud som om, at arbejdet her betyder ret meget. Men pga. den kærlighed og værdighed som hersker her, så ér L'Arche en modkultur - et tegn på at en anden vej er mulig. I lande over hele verden - selv i Danmark indtil for få årtier siden - har mennesker med handicaps lidt større smerte, end de fleste er bevidste om. Behandlingen har været inhuman og ubegribelig. Mennesker er blevet stuvet af vejen og isoleret i kæmpe institutioner og mest af alt behandlet som dyr uden andre behov end føde og husly. I dag er vi heldigvis blevet klogere, og jeg synes, vi gør et flot arbejde i Danmark. En af mine house mates, Sujit, er fra Indien og han  har arbejd

I torsdags var der premiere på den nye dokumentarserie "Undskyld vi er her" på DR1. Her følger man tre unge kvinder med Downs syndrom og får et indblik i deres hverdag, tanker, drømme og føleleser. Jeg har set første afsnit online, og desuden set et interview af én af pigerne i Aftenshowet, hvor hun blandt andet taler om fordommene mod mennesker med Downs, og hvad hun tænker om det faktum, at der bliver født færre og færre børn med Downs. Hun er helt fantastisk! Jeg ved godt, at det for mange er en følsom debat, og at der er mange komplekse følelser i spil, men denne dokumentar er mest af alt glad og livsbekræftende. Ja, det lyder som en kliché, men se den alligevel :) Jeg synes, det er skønt at se, hvordan pigerne dybest set er som os andre med de samme følelser, håb og drømme, som vi alle grundlæggende har. Det glemmer vi nogle gange i en tid, hvor vi i dén grad stræber efter det perfekte og på mange måder frygter svaghed. L'Arche, som jeg nu er en del af, er en